Ishøj Havhytten
Landskaber for nye tider i Varde og Køge Bugt
Hos Norrøn er oplevelser vejen til, at vi drager bedre omsorg for naturen – fra blomstrende byrum i Varde til et fællesskab om kystlandskabet i Køge Bugt.
Hvis vi skal passe bedre på naturen, skal vi bruge den mere. For vi passer bedst på det, vi kender. Det skaber ejerskab og ansvar. Hos tegnestuen Norrøn er netop relationen til naturen et afsæt for landskabsprojekterne. For hvor andre tegnestuer i 00erne fokuserede på Ørestaden, vendte Norrøn sig mod det åbne land, og arbejdet med nationalparkerne har formet et blik for menneskets relationer til naturen: En fornemmelse for hvor vi kan færdes, hvor kan man højne naturkvaliteten og hvor bør man holde sig tilbage. Den viden er omsat til projekter, hvor landskabet ikke bare formes – men fortælles igennem udvikling af en stærkere identitet og fysiske nedslag.
– I vores samfund i dag har vi mistet fornemmelsen af, at vi er en del af naturen, at vi er en del af en større sammenhæng. Der begynder problemet. Klimakrisen og biodiversitetskrisen er ikke kun tekniske kriser, men handler også om, hvordan vi oplever vores relation til naturen.
Anne Kathrine Esbjerg, projektchef hos Norrøn
De færreste tænker over, når der bygges en ny plads i byen, at den begynder i et råstoflandskab et sted i Danmark, eller at vi i bund og grund er lige så meget natur som en solsort eller en havørred. Men hvis ikke man som menneske mærker det og føler en forbindelse til naturen, så tror jeg ikke, man handler. Så var det nok sket langt før i hvert fald, fortæller Anne Kathrine Esbjerg, projektchef hos Norrøn med speciale i biodiversitet, naturbaseret design og planlægning og arbejder på tværs af alle projekter på landskabsdelen.
– Vi trækker mennesker ud i naturen og naturen ind i byerne. Naturen spiller altid hovedrollen, men oplevelser i landskabet er et redskab til at få flere ud i naturen og give dem en grund til at blive. Der skal stadig drømmes stort for landskabet. Ikke for større budgetter, men større fortællinger - Territories for dreaming, som er tegnestuens tagline.
Norrøn indarbejder stier, ophold, udsigtspunkter og kunstneriske elementer eller fremhæver det eksisterende for at gøre naturen mere tilgængelig. Ikke for at overdesigne eller overdøve – men for at hjælpe flere derud. To aktuelle projekter fortæller om forskellige tilgange.
Transformation af et kvarter med det der er
I Boulevardkvarteret i den nordlige del af Varde arbejder Norrøn med at transformere 30.000 m² byrum. Et område der lige nu er uden tydelig sammenhæng og har været præget af utryghed. Det strækker sig fra rådhuset over parcelhuse og til boligblokkene og har mange kvaliteter. Sammen med beboere i området er derfor udpeget steder, man holder af og kan noget for kvarteret: En bænk i solen. Et hjørne, man opholder sig i. Et åbent område til aktiviteter. Og herfra er projektet taget videre.
Torvet, Boulevardkvarteret, Varde
Torvet, Boulevardkvarteret, Varde (visualisering)
Nabopladsen, Boulevardkvarteret, Varde
Nabopladsen, Boulevardkvarteret, Varde (visualisering)
Norrøn har faciliteret det større strategiske arbejde og projektforslag er udarbejdet ud fra ønsker om mere sammenhæng, tryghed og gøre kvarteret mere attraktivt at bo i og besøge. I stedet for at bygge nyt bliver der arbejdet med det eksisterende med et konsekvent fokus på at genbruge materialer. Belægninger brydes op og får nyt liv.
– Vi ser på, hvad der fungerer og bygger videre på det. Det giver både en bedre ressourceanvendelse og et stærkere lokalt ejerskab, som kan danne grundlag for nye fællesskaber og et rigere hverdagsliv.
– Projektet omfatter tre eksisterende landskabsrum: En lund, en bakke og en skovhave. I transformationen arbejder vi med at forstærke disse rumlige karakterer og koble dem sammen i en ny helhed.
– Vi rydder underbeplantningen og laver nogle trin i bakken. Den eksisterende boldbane, som ingen bruger, bryder vi op. Belægninger fra andetsteds i området lægger vi til som trin. Vi bryder asfalten op og bruger det som indbygning i væggen i stedet for. Og så skaber vi en lund af blomstrende træer.
Et centralt greb er et oplevelsesloop af 160 varder og træer, der binder området sammen og viser vej. Varderne stables af lokale materialer og med beplantning af 500 træer.
– Landart-projektet skal videreudvikles og realiseres i samarbejde med kunstneren Camilla Nørgaard og skal udføres sammen med beboerne. De blomstrende kirsebærtræer kan over tid skabe markante sæsonoplevelser – et Sakura moment i Varde. Et uventet sted, der pludselig får betydning.
– Over tid vil varderne og træerne også udvikle sig til små, urbane økosystemer. Stenenes overflader og fuger i varderne giver grobund for græsser, mosser og lav, mens hulrum og variation i materialerne skaber levesteder for insekter.
Landskabet som et fælles projekt
I Køge Bugt tegner sig en anden skala. Et langt sammenhængende kystlandskab på tværs af fem kommuner. Et sted med et potentiale som den populære Amager Strandpark, men med færre besøgende og uden tydelig identitet. Strækningen er samtidig stedvist et Natura 2000 område, så der skal være en balancegang mellem beskyttelse med benyttelse, fortæller Esbjerg.
Strandparken blev oprindelig anlagt i 1970erne som kystsikring, hvor sand blev pumpet op for at skabe klitter, strande og rekreative landskaber, der samtidig skulle beskytte kysten mod stormflod. I dag et naturområde med høj naturværdi, men stadig udfordret af klimaforandringer, da den nuværende kystbeskyttelse er slidt ned og ikke vil være nok i fremtiden.
De fem kommuner er gået sammen om at skabe natur, der også kan gøre det mere attraktivt at bo på Vestegnen, som kan tiltrække flere besøgende og der skabes et fællesskab om naturstrækningen.
– Det er et stort demokratisk projekt med en solid inddragelsesproces for at det skal komme alle til gode. Et projekt der kan samle alle på Vestegnen.
Processen i sig selv er et greb.
– Med fem kommuner, flere forvaltninger og mange interessenter er det afgørende at opbygge et fælles demokratisk mandat for udviklingen. Det kræver tid og inddragelse. Vi har arbejdet systematisk med at samle kultur- og fritidsforvaltningerne, centrale aktører i foreningslivet samt lokal- og nationale beslutningstagere i at udvikle et nyt lag af rekreative tilbud i en opdateret regional strandparksdestination, siger Anne Kathrine Esbjerg.
Projektet kobler naturbaseret kystsikring med rekreative funktioner og skal samtidig styrke sammenhængen mellem de områder, der ligger langs kysten. Her opstår et landskab, ikke kun et værn mod vandet, men et fælles territorium med porte til hver kommune, og nu skal udfoldes gennem en arkitekturkonkurrence.
Info om projekterne
Boulevardkvarteret i Varde
Projektet er udviklet for Varde Kommune i partnerskab med Realdania og Lokale & Anlægsfonden samt boligforeningerne Arbejdernes Andelsboligforening, Varde Boligadministration og Bolig Syd Vest. FULDENDT Ingeniører er hovedrådgiver med PLET Arkitektur som ansvarlig for inddragelse. Projektforslaget er udarbejdet i 2025 med et anlægsbudget på ca. 30 mio. kr. og forventes sendt i udbud i 2026.
Køge Bugt Strandpark
NORRØN har stået for udvikling af den oprindelige vision og plan i 2018. Siden er projektet blevet videre kvalificeret og finansieret – blandt andet med en bevilling på 210 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Projektet står nu over for realisering gennem en samlet projektkonkurrence.
