Arkitekten har en vigtig rolle i det bæredygtige opgør med dårlige byggevaner

Verden står midt i en klimakatastrofe, og byggeriet har en stor del af ansvaret for den globale udledning af CO2. Derfor bør arkitekter tage en fremtrædende rolle i opgøret med vanetænkning og metoder.

Det mener Enlai Hooi, der er Head of Innovation hos Schmidt Hammer Lassen.

- Byggeindustrien har nået et punkt, hvor den manglende sammenhæng mellem bæredygtighed og byggemetoder er stærkt problematisk. Det skyldes både historie, vaner og lovgivning. Den vigtigste opgave for arkitekter i dag er at håndtere eksisterende bygninger og transformere dem i stedet for at understøtte en kultur, hvor man river ned og bygger nyt, siger han og henviser til det arkitektløfte, som Arkitektforeningen har formuleret i den overordnede beskrivelse af arkitektens virke.

Her fremgår det blandt andet, at 'hvis en opgave skønnes at stride mod almene interesser, skal opgavestilleren gøres opmærksom herpå med henblik på ændring af opgavens karakter. Hvis dette ikke lykkes, skal opgaven afvises.'

- Det er fantastisk, at danske arkitekter har noget, der svarer til lægeløftet. Det understreger, at man som arkitekt skal arbejde for almenvellet, og jeg mener, at klima og miljø hører under det løfte, man afgiver som nyuddannet arkitekt, siger Enlai Hooi.

Opgør med globaliseringen
Enlai Hooi er ikke globaliseringsmodstander. Det ville da også gå imod hans egen vej gennem verden. Karrieren startede i hjemlandet Australien, og før han landede i Danmark, har den nu 41-årige arkitekt arbejdet i flere andre europæiske lande. Han understreger, at industrialiserede og ensartede byggeprocesser blandt andet har hjulpet med at skabe en universel forståelse for kvalitetssikring.

- Globaliseringen af industrien er sket meget hurtigt siden afslutningen af anden verdenskrig, og der er store fordele i den, men der er også problemer i forhold til lokal byggeskik. Alle steder fra Oslo og til Abu Dhabi dominerer beton og glas, selvom begge dele har et stort klimaaftryk. Man har en tendens til at bygge med glasbeklædning, der naturligt suger energi fra solen og så bruge energi på at holde varmen ude med dyrt og højteknologisk design frem for de mere passive klimakontrol-løsninger. Det er alt sammen med til at hindre genanvendelse, samtidig med, at det øger det iboende CO2-aftryk. Beton og glas har deres berettigelse, men det er langt fra sikkert, at det altid er den rigtige løsning, siger han og opfordrer til, at man kigger på lokal byggeskik og lærer af de erfaringer, der er gjort gennem årtusinder.

Enlai Hooi nævner Abu Dhabi og Dubai som eksempler, der ligger i områder med ekstremt varmt klima.

- Her bygges der glastårne, selvom der burde være en minimal brug af glas. De traditionelle byggemetoder i områderne performer ekstremt godt i forhold til varme og luftfugtighed. Der er smalle veje, bygningerne ligger tæt sammen, og der er god skygge. Med moderne arkitektur får man derimod tårne omgivet af store, åbne områder, og store, sorte asfalterede veje, der bidrager til en såkaldt ’urban heat island effect’, hvor temperaturen i byområderne er højere end temperaturen i tilgrænsende landområder. Det er ikke kun i Mellemøsten, man ser det, det er stort set alle steder, der er blevet designet de seneste 70 år.

- I Danmark ser man også en upassende form for urbanisering – selv på steder, der har smukke naturkvaliteter, for eksempel Sydhavn og Ørestad. Her skaber man store, tomme steder, hvor bygningerne bygges uden respekt for områderne eller for den middelalderlige struktur, der ses i Københavns centrum og er perfekt, fordi vinden dæmpes af gadernes form, samtidig med, at man har store gårdanlæg, der fanger solen, siger han.

Tænk i det eksisterende
Det er ikke kun på kæmpeprojekter, man kan påvirke udviklingen. Som arkitekt kan man arbejde for, at der genanvendes flere eksisterende bygninger. I en mindre skala kan det betyde, at man nøjes med at tilføje nye bygningsdele, når der står en eksisterende bygning. I stedet for at rive alt ned, hvis der ikke er plads til tekniklofter og rørføring i en ældre bygning, kan man tilføje dele med plads og gennembryde den eksisterende bygning de rigtige steder, så lovkrav og tidens krav til komfort kan honoreres uden den totale udslettelse af det eksisterende, mener Enlai Hooi.

- Man skal kigge på kvaliteterne og se, hvilke kreative løsninger, der kan findes for at bevare dele af det eksisterende, siger han og glæder sig over, at der udvikles stadigt flere hybridmaterialer, der lettere kan overbevise bygherrer om, at nybyg i beton og glas ikke er den eneste vej frem.

Business as usual
Forandringer kan være lette at tale om, men svære at gennemføre. Meget er nemlig baseret på en ’business as usual’-tankegang, mener Enlai Hooi.

- Byplanerne er lavet af lokale myndigheder, og mange af verdens arkitektuddannelser har ikke økologi eller miljø som standardfag på skemaet. I stedet bruger uddannelserne lang tid på at arbejde med standardsystemer for byggeri, der kan bruges over alt i verden. Det har en værdi, fordi man så kan arbejde internationalt. Men ulempen er, at det er sværere at bryde ud af systemerne.

Gå imod ekkokammeret
En anden ulempe mange steder er lovgivning. Ifølge Enlai Hooi er man for fokuseret på energioptimeret nybyggeri frem for at kigge på det samlede CO2-aftryk.

- Når vi river en gammel industribygning ned for at lave nybyggeri, vil det tage flere år at få indhentet CO2-belastningen. Selv om energimærket bliver lavere, vil der være en større samlet gevinst ved at renovere frem for at bygge nyt. Så jagten på en høj performance score kan stå i vejen for et reelt udbytte, siger Enlai Hooi og opfordrer sine kollegaer i arkitektverdenen til at være mere aktive i jagten på forandringer.

- Vi skal fortælle de alternative historier om bæredygtighed, der er relevante, men som ikke høres så ofte. Og vigtigst af alt skal vi være kritiske over for vores praksis og sætte spørgsmålstegn ved de standarder, vi arbejder ud fra. Der er altid modstrømninger, der protesterer mod det bestående, og dem bør man interessere sig for. Alle industrier er et ekkokammer, og hvis man kun taler ind i majoriteten af sin egen branche, får man aldrig skabt forandringer.