Arkitekt Kristoffer Tejlgaard: Det nødvendige opgør

- Spørgsmålet er ikke, om der er brug for en omstilling, eller om den kommer. Spørgsmålet er, om den kommer til at gå hurtigt nok. Det kan jeg godt blive nervøs for.

 

Ordene falder tæt og engagementet er til at få øje på, når man spørger Kristoffer Tejlgaard til udsigterne for fremtidens byggeri og klodens tilstand generelt. Og han har en klar holdning til, hvad der skal til for at skabe en ny måde at tænke arkitektur og leverum på, der samtidig er et opgør med traditionel masseproduktion, ressourceforbrug og vanetænkning. En modstandstrang, han øjensynligt har haft med sig fra barnsben.

 

Subkultur som oprørsmiddel

Da Kristoffer Tejlgaard var 14 år gammel, udgjorde hiphop-miljøet grundlaget for at udtrykke oprør, aktivisme og følelsen af fremmedgørelse i forhold til sin by. To årtier senere er udsmykningsopgaverne og graffitiskitserne skiftet ud med skitser af bygninger, men der er ikke nødvendigvis en verden til forskel:

 

-Min arkitektur trækker stadig på elementer fra street-art. Gadens kunst med dens bidrag til oprøret mod den anonymiserende og strømlinede by. Et redskab til at interagere kritisk med sit miljø på og udtrykke en holdning til alternativer, siger Kristoffer Tejlgaard.

- Der er i det hele taget mange elementer fra min baggrund, der kan overføres til arkitekturen. Jeg havde mine første tjanser på byggepladser fra 13 års-alderen og gik som barn sammen med min morfar, der løbende renoverede sin gamle gård. Mit incitament til at blive arkitekt er nok et konglomerat af alle de ting.

 

Fra Domes til permanent arkitektur

Som nu 40-årig arkitekt har han fastholdt den kompromisløse og håndholdte tilgang til arkitekturen, verden og grøn omstilling. Hans tegnestue bruger selvsagt de nyeste digitale værktøjer, men han tegner også fortsat i hånden. Fordi koordinationen mellem hånd og øje er vigtig. Fordi der er en live-fornemmelse, noget organisk og intensitet i det at tænke med papiret.

 

 

Engagementet i bæredygtighed, træbyggeri, drivhuse og i det større perspektiv en fornuftig fremtid for planeten førte til de kuppelformede Dome of Visions, der har vakt genklang verden over. Faktisk i så høj grad, at tegnestuen blev kendt som en Dome-tegnestuen. Men det mærkat er den ”heldigvis ved at slippe fri af nu”, som Kristoffer Tejlgaard udtrykker det, og horisonten byder indtil videre på flere permanente, ikke-kuppelformede bygninger i træ.

 

- Vi kunne sagtens være fortsat ad det samme spor med ikke-site specifikke og genanvendelige domes. Men det er bare ikke tilstrækkeligt svar på de udfordringer, vi står over for.

 

Dome of Visions var et læringsrum

Ikke desto mindre var de bæredygtige domes et vigtigt gennembrud og en øjenåbner af dimensioner. Et eksperimentarium, der henledte opmærksomheden på en ny måde at tænke bolig, byrum, bæredygtighed og begrænsning af CO2-udledning med træ som altdominerende byggemateriale på – også i den mere kommercielle verden:

 

- Domen til Roskilde Festival var det første, jeg lavede, og da jeg sammen med Benny Jepsen havde bygget den dekonstruerede dome til folkemødet på Bornholm, blev vi kontaktet af Martin Manthorpe fra NCC, der var interesseret i en dome. Vores betingelse var, at den i så fald ikke bare skulle være en green washing, et blikfang med blå balloner. Det skulle være et forskningsprojekt, som man kunne lære noget af og som kunne bidrage med ny viden. Det betød også en dobbelt så høj pris for projektet, så NCC tog virkelig en kæmpechance her.

 

Men hvis Dome of Visions skal ses som et levende laboratorium, man kan lære noget af, hvad har de så reelt bidraget med af fremtidsperspektiver for verden og for tegnestuen selv?

 

- Vi er først og fremmest blevet dygtigere til at bygge med træ og finde og dokumentere de tekniske løsninger. Den første Dome of Visions skulle stå på havnefronten i København og var dermed et meget synligt hus. Så skal man også have noget på hjerte. Give en oplevelse. Slå et slag for mangfoldigheden. Den blev en del af vores uddannelse, og den blev også et læringsrum for NCC med et bæredygtigt fokus. Og jeg tror, at den formåede at give noget tilbage til de besøgende som et vidnesbyrd om, at der findes andre måder at tænke rum på end dem, de er vant til.

 

 

Built for Reassembly

- Og så er der hele genanvendelsesideen. Uden at vi har italesat det for os selv, så har Built for Reassembly altid været tanken bag. Seks år efter den første Dome of Visions er den stadig i brug, flyttet fire gange, genanvendt og samlet på ny. Dome of Visions projekterne repræsenterer stadig ny viden. De peger mod en ændring af vores levemåde, og de har sat et aftryk. Og de har banet vejen for, at vi har fået lov at komme ud og arbejde med internationale arkitekter på området.

 

Hvilke krav stiller bæredygtighedsdagsordenen til design af bygninger, levetid, cyklus, materialer og byggeproces m.v.?

- Jeg blev ret hurtigt bevidst om, at uanset hvor lidt vi flyver og hvor lidt oksekød vi spiser, så er og bliver det byggeriet, der sætter et af de allerstørste aftryk. Som arkitekt bidrager jeg til dét. Så dér er en form for forhandling med mig selv.

 

- Danmark har et af verdens højeste tal for udledning fra vores nybyggeri per indbygger. Vi er storforbrugere af energikrævende byggematerialer og sidder på rekordmange kvadratmeter per indbygger. Vores udledning, også fra byggeriet, skal reduceres til en tredjedel, hvis vi skal overholde vores fælles mål, og her er træbyggeri altså det bedste bud på en løsning, vi har for nuværende. Ingen andre byggematerialer har lignende egenskaber i forhold til produktion og indlejring af CO2. Træ har sågar habitatdannelse og produktion af muldlag og ilt som biprodukt i produktionen.

Vi nærmer os centralnervesystemet, når det kommer til Kristoffer Tejlgaards engagement i hele den bæredygtige debat og fortvivlelsen over, hvordan vi har behandlet og stadig behandler klodens ressourcer:

 

- Det er næsten et indre oprør. En frustration og vrede over, hvor galt det står til. Hvad er det for en uddannelse vi tager, hvis den bidrager til den udvikling? Og hvad betyder de nuværende regler og certificeringer, hvis en bygning i in situ støbt beton kan opnå DGNB Guld? Det forklarer måske den radikalt anderledes tilgang i vores projekter. Bøtten skal simpelthen vendes på hovedet.

 

Fremtidens by

Kristoffer Tejlgaard ser derimod fremtidens by i en optik, hvor digitalt forarbejdet træ nødvendigvis finder langt større anvendelse. Træ er ikke et betingelsesløst vidundermiddel. Det kræver en større omhu at arbejde med, men det er den bedste løsning, vi har. Og det betyder ikke en kedeligere og mere ensartet æstetik og arkitektur, fordi ”et træhus med skalmur er stadig en trækonstruktion” og ”et træhus behøver ikke ligne en sauna”. Kristoffer Tejlgaard er derfor ikke i tvivl om, at anvendelsen af p.t. dominerende byggematerialer som beton, stål og glas skal reduceres i fremtiden:

 

- Mit bud er at der ligger en helt ny arkitektur foran os, hvor vi overgår fra standardbyggeri i bl.a. beton til byggeri i blandt andet CLT og LVL (Cross Laminated Timber og Laminated Veneer Lumber, red.). Vi er vant til, at masseproduktionen giver en økonomisk fordel i kraft af, at håndbyggede støbeforme kan producere hundredvis af ens betonelementer. Men vi kan træde forbi den prioritering nu. Træ skæres og fræses, det støbes ikke, og CNC-fræseren er jo ligeglad med, om det er hundrede ens eller forskellige elementer, den skærer. Det indre hus i Dome of Visions III er f.eks. lavet af 100 forskellige, millimeternøjagtige CLT-elementer.

 

- Vi er ikke længere afhængige af masseproduktion som rationale. Træ vil potentielt give os langt større variation uden større omkostninger. Bedre muligheder for at konvertere bygningers funktion over tid, bedre værktøjer til at håndtere indeklima og ikke mindst arkitektur og bygninger, der indlejrer CO2 og som kan give os mere tilbage. Vi er desværre håbløst bagud på området i Danmark. At bygge i træ har sine udfordringer. Men det er på høje tid, at vi overvinder dem og kommer videre, siger Kristoffer Tejlgaard.

Han mener ikke, at udfordringerne kun er lovgivning og brandregulativer. Men at det kræver en større omstilling af den samlede byggebranche, som måske udfordres af lande omkring os, hvor træet rent faktisk produceres og som dermed har en større interesse i at fremme det som produkt.

 

 

En græsrodstegnestue skifter spor

Tiden efter Dome of Visions udløste en stor mængde henvendelser om mere dome-byggeri fra hele verden inkl. Kina. Men for Kristoffer Tejlgaard og hans tegnestue blev det også kimen til at spørge sig selv, om det var vigtigere med en fed tegnebog end at gøre det, de mener er nødvendigt. Det blev en skillevej, og svaret blev et nej fra den idealistiske tegnestue. I stedet for at køre videre ad den samme vej fastholder de fremover den lille størrelse på tegnestuen og har sagt nej tak til flere attraktive tilbud for at forblive på sporet, der bevarer tegnestuens DNA:

 

- Fremadrettet er vi privilegerede nok til primært at kunne arbejde med blivende arkitektur. Den sidste Dome of Visions var modnet nok. Jeg synes, vi skabte noget, og folk har gennem henvendelser til os turdet eksperimentere og satse lidt større. Og domerne har samtidig skabt et afsæt for permanent byggeri med træ og givet os en forskningsmæssig åbning til både privat og offentligt byggeri.

 

Nedbryd skellet mellem land og by

- Vi har en del projekter på tegnebordet og vi udvider paletten. Vi arbejder blandt andet med undervisningsbygninger og boliger, og med down scaling – altså hvordan vi reducerer forbrug af areal og ressourcer. Og måske vigtigst, så har jeg været med til at stifte foreningen Andelsgaarde.dk der grundlæggende handler om at nedbryde skellet mellem land og by for at få et bedre forhold til vores landarealer og forvalte dem bæredygtigt. Vi arbejder med strategier for at konvertere og renovere slidte landejendomme med genbrugsmaterialer og træ i samspil med den arealanvendelse, der kræves for at dyrke det anvendte træ med størst mulig biodiversitet og lagring af CO2.

- Desuden er jeg blevet inviteret til at undervise en dag om ugen på Arkitektskolen, som jeg har takket ja til fordi det er vigtigt at fastholde det forskningsmæssige perspektiv og give læring videre, siger Kristoffer Tejlgaard, og afrunder:

 

- Vi har nok et andet DNA end mange andre tegnestuer, fordi vi selv har bygget vores første projekter og altid har projekteret selv. Vi er tvunget til materialeforståelse, når vi selv projekterer, og vi ser konsekvenserne af vores tegninger, når vi selv leder byggepladserne og skal håndtere arbejdsmiljø og byggeaffald. Jeg tror, vi skal være en lille græsrodstegnestue. Så vi fortsat kan være agile og gå i dybden. Det kommer vi aldrig til at gå på kompromis med.

 

TRÆ IFØLGE KRISTOFFER TEJLGAARD

• Træ er det eneste fornybare byggemateriale, der kan bruges som søjler og bjælker i bærende konstruktioner
• Træ er blandt de få materialer, der kan have en negativ udledning som byggemateriale ved at have mere Co2 indlejret, end der er udledt ved forarbejdningen
• Træ kan recirkuleres på alverdens måder og bliver aldrig til problematisk affald, hvis det håndteres rigtigt
• Træ som byggemateriale forbedrer arbejdsmiljøet og er mindre slidende for håndværkeren
• Træ kan bidrage til bedre indeklima i vores bygninger
• Træ skæres i modsætning til støbes og giver dermed større mulighed for variation i vores bygninger
• Vi kan gro træer hurtigere, end vi kan bruge dem og dermed gøre dem til en reel bæredygtig ressource, der gør vores bygningsmasser til CO2-lagre