God arkitektur kan ophæve tyngdekraften

Aleksandr Popov er vokset op i en familie af arkitekter. Forældrene Olga Popova og Vadim Popov sad altid i stuen og diskuterede deres tegninger og modeller:

 

- For mig var det som om de var i gang med en utrolig spændende leg, hvor det eneste jeg ønskede, var at lære reglerne. Jeg sad ved siden af dem og tegnede mine egne versioner af deres projekter, mens jeg stædigt argumenterede for hvorfor mine ideer var bedre. På den måde startede arkitektur for mig som en leg, en leg som jeg stadig elsker i dag, siger Aleksandr.

 

Han har herfra også lært at arkitektur ikke alene handler om den gode ide, men i lige så høj grad argumentationen for den. Det er jo også det, der afgør om man vinder de store konkurrencer. Han er derfor hurtig på aftrækkeren når man spørger ham om hvad god arkitektur er:

 

- God arkitektur er en ophævelse af tyngdekraften. Vi bliver alle presset mod jorden som følge af den. Men træder man ind på en plads, hvor arkitekten har formået at skabe et exceptionelt rum, så vil det føles som om denne kraft slækkes. Det lyder storladent, men vi har alle prøvet det. Det gode byrum giver os følelsen af at vi kan ånde, løbe, hoppe og ligefrem tænke længere! Det er arkitektens rolle at skabe netop den følelse, og går man i et område, omgivet af grå beton, hvor der ikke har været en nøjeregnende arkitekt ind over byplanlægningen, vil kroppen igen føles tung. Det kan mærkes på vores humør og vores livskvalitet. Så vil man ind til kernen af vores arbejde, er det i al sin enkelthed at skabe bedre livskvalitet. Uanset om vi designer boliger, kontorer, hospitaler eller fængsler, så bør menneskets ve og vel være vores udgangspunkt.

 

Den alsidige by

Men Aleksandr indrømmer dog, at hans analyse af god arkitektur har ændret sig gennem årenes løb:

 

- I begyndelsen af min karriere arbejdede jeg ud fra et ønske om at skabe en form for universel arkitektur. Noget der kunne glæde alle. Men resultatet var nedslående. Arkitekturen blev kedelig og folk var ligeglade. One-size-fits-all arkitekturen blev derfor lagt på hylden. Vi har sidenhen forsøgt at skabe værker som kan inspirere nogle og måske provokere andre, fortæller Aleksandr og fortsætter:

 

- Men for at denne tankegang skal effektueres med succes, kræver det at vi har differentierede byer, med en myriade af forskellige mennesker og nabolag. For således kan man skabe rum for alle slags mennesker uden at gå på kompromis med den spændende arkitektur. Planlægges byer i ét arkitektonisk formsprog sker der helt automatisk en ekskludering af visse mennesker, hvilket er et tab for os alle sammen.

 

Med dette i tankerne, hvordan begynder ens rejse ind i et nyt projekt?

 

- Vi skal som arkitekter først besvare spørgsmålet: Hvem er det vi bygger til? Hvordan skal de leve, hvad er deres drømme og hvad er deres ønsker? Hvis vi kommer tæt på et svar til disse spørgsmål, så føler jeg mig klar til at gå ombord på et projekt, siger Aleksandr og fortsætter:

 

- At gå ind i et nyt projekt er som at læse en bog. Nogle bliver man fanget af fra begyndelsen og vender side efter side for at komme videre i fortællingen. Andre gange føler man opgaven beskrevet i et uforståeligt sprog og man har svært ved at knække koden for fortællingen. Men det værste er næsten når en bog er så let at se igennem, at den er søvndyssende. Det samme kan ske ved et projekt, hvor der ingen udfordringer er og intet spændende narrativ. Og i sidste ende er vi arkitekter jo historiefortællere og vi vil gerne have noget spændende stof at arbejde med såsom landskab, miljø, historie og individualitet. Her er vi på tegnestuen lidt forkælede da vi har haft den fornøjelse at kunne vælge projekter relativt frit og dermed arbejde med spændende arkitektoniske fortællinger.

 

En farvernes by for alle

Der er få projekter, der fortæller en historie som Comfort Town: Et stort byplanlægningsprojekt i Kiev, der også har medvirket til at cementere tegnestuen Archimatika som en international sværvægter. Her startede inspirationen og fortællingen med nogle kunstnere og forfattere (Stepan Kirichenko, Roman Kirichenko og Nadezhda Klein), der havde udsmykket en farverig mosaik på facaden af en sovjetisk administrationsbygning nære byggepladsen.

 

- Deres arbejde og lille mosaik inspirerede os til at bruge farver som vores primære visuelle greb. Det har været et utroligt og kompromisløst projekt. Men det er også det mest tids- og ressourcekrævende projekt vi har været involveret i, siger Aleksandr og fortsætter:

 

- Det hele startede i 2009, hvor al bolighandlede stoppede i Kiev som konsekvens af den økonomiske krise. Indtil da havde der været gang i hjulene og boligspekulanter solgte nyopførte huse i en elendig kvalitet, til alt for høje priser. Det var på ingen måde en holdbar situation. Vi fik derfor den vanskelige opgave at skabe et nyt boligformat, der var både billigt, men samtidig gav bedre boligforhold. Vi lavede derfor en plan, som kan deles op i tre punkter:

 

1. Først skulle der gøres op med højhusene. For første gang siden 1950’erne lavede man et større boligprojekt uden megablokke. Vi skar bolighøjden fra 20-25 etager til 6-9. Det er billigere at bygge disse huse og det er mere komfortabelt at bo i og omkring sådanne bygninger.

 

2. Dernæst besluttede vi at facaderne skulle være helt flade og enkle og visuelle elementer, der fordyrede byggeriet uden at byde på andet end æstetiske fordele, skulle skrottes.

 

3. Sidst men ikke mindst skulle der installeres væg-til-loft vinduer og franske altaner for at skabe bedre lysindfald og give illusionen af mere plads, til trods for at lejlighederne var relativt små.
    

 

- Det var vores udgangspunkt for at skabe billigere boliger. Men vi ville heller ikke kreere en monoton bydel, der på få år, ville ligne de omkringliggende grå betonkarreer. Alle vores ideer til at skabe noget visuelt spændende oplevede benspænd på grund af de økonomiske begrænsninger indtil vi stødte på den førnævnte mosaik. Den lyste et ellers gråt og trist område op og var som en oase af håb. Mosaikken var fra 1977, en tid hvor det omkringliggende kvarter blev beklædt i gråt. Her stod det klart for os: Hele byggeriet skulle være en lysende mosaik, der ville smitte af på hele det omkringliggende område. Selv tagene skulle farves så der ikke blev lagt en grå dæmper på farvesymfonien, uddyber Aleksandr og fortsætter:

 

- Sidenhen har vi oplevet en enorm interesse for projektet, men jeg er da fuldt ud bevidst om, at dette kvarter ikke er for alle. Men det er jo lige det jeg snakkede om: Byer skal have et væld af forskellige kvarterer. Vi har i Kiev også designet et område kaldet Fayna Town, der er mere stilrent og minimalistisk i sit udtryk og farvevalg. Hvert område tiltaler forskellige mennesker, men skal alle kunne finde et hjem i samme by.

Emotionel og ekspressiv arkitektur
Comfort Town bevidner om den kulturelle inspiration, som ligger til grund for meget af Archimatikas arbejde. Men det er ikke kun kunstnerne fra sovjettidens stille opråb for en bedre og lysere fremtid, der inspirerer Aleksandr:

 

- Jeg har en forkærlighed for barokkens arkitektoniske udtryk. Det er fra denne tid hvor Ukraine opstår som en stat, og det 17 og 18’ende århundrede er set som en håbets tid for mange ukrainere. Samtidig så fortolkede vi de europæiske barokke stilarter i stedet for at kopiere dem. Det var ekspressivt, emotionelt, men havde også minimalistiske undertoner ved sine hvide, lineære former. Det er en stil som jeg stadig elsker og lader mig inspirere af.

 

                     

Æstetik er bæredygtigt

Dette leder hen til Aleksandr’ syn på fremtidens arkitektoniske trends:

 

- Man kan sige og mene meget om barokken, men jeg syntes vi kan lære noget af dens omfavnelse af æstetik og skønhed som et grundelement i arkitekturen. Igennem dette århundrede har vi set et utroligt fokus på funktionalitet og pris, hvilket skyldes en kraftig befolkningstilvækst. Det har også betydet at ingeniører og andre tekniske eksperter har meget at skulle have sagt i forhold til arkitekturen. Nu er bæredygtighed også blevet vigtigt og sætter nye krav til arkitekter og ingeniører. Det betyder at æstetik ofte kommer i anden eller tredje række på en byggesag og det er en skam! Æstetik, funktionalitet og bæredygtighed skal arbejde sammen, men æstetikken må aldrig sættes i baggrunden.

 

- Se bare på min egen by Kiev, der på sin vis har sine ligheder din egen hjemby København. I centrum har vi en rig kerne af historisk og arkitektonisk kulturarv. Man kan mærke hvordan det 18- og 19’ende århundredes arkitekter arbejdede hårdt på at skabe et miljø, hvori det er rart at være. Tænk på hvor mange ressourcer vi bruger på at bevare de gamle bygninger fra denne tid. Det er jo ikke kun for den historiske værdi, men fordi de skaber nogle helt særlige stemninger. Derimod arbejder vi hele tiden på at udforme planer for nedrivningen af det 20’ende århundredes funktionalistiske arkitektur. Vi skal som arkitekter, bygherrer, ingeniører, entreprenører og forbrugere så på hvordan vi kan skabe langsigtede løsninger. For hvad er i al sin enkelhed bæredygtigt? Det er den bygning som står længst og bidrager mest til sine omgivelser. Og det opnås kun hvis man som arkitekt tænker harmoni og skønhed ind i sine projekter. Vi skal ikke kun skabe noget her og nu, men skabe noget til fremtidens generationer. Det er vores vigtigste opgave og største udfordring i fremtiden, afslutter Aleksandr.