Et fyrtårn for klimavenlige valg i varehusbyggeri
1450 m2 solcelletag på IKEAs nye varehus i København markerer en milepæl for byggeriet, der forventes at stå færdigt i sensommeren 2023 med den anerkendte miljøcertificering BREAAM ”Outstanding”.
Taget på IKEAs nye cityvarehus er nu blevet belagt med 1450 kvadratmeter solceller, der skal dække ca. 25 % af bygningens strømforbrug til belysning, ventilation og pumper.
Cityvarehuset, der er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter slår dørene op i sensommeren på Kalvebod Brygge i København.
Solcellerne kommer til at dække ca. 25 % af bygningens strømforbrug til belysning, ventilation og pumper. Solcellerne udgør desuden et væsentligt bidrag i planen om at opnå BREEAM certificeringen ”Outstanding”, der er den højeste karakter inden for en af de mest anerkendte miljøcertificeringer i verden.
- Vi er glade for at være nået hertil efter mange års planlægning og visioner for byggeriet. Nu kan vi snart sætte strøm til IKEA København med etableringen af solcellerne, som skal generere vedvarende energi til varehuset, siger varehuschef for IKEA København John Kristian Sørensen i en pressemeddelelse.
Vild natur på taget
Med en taghave fyldt med hjemmehørende træer og buske, der bidrager til biodiversitet i byen samt implementeringen af solceller og energieffektive løsninger, bliver varehuset et grønt åndehul i hjertet af København.
Ifølge John Kristian Sørensen har de energieffektive løsninger været en hel central del lige fra begyndelsen.
- Fra start har det været ambitionen at tænke smarte løsninger ind i alle elementer af byggeriet. Det gælder fx energiforsyningen, men også fjernkøling af varehuset fra havvand, der er mere klimavenligt end traditionel køling. Med etableringen af solcellerne har vi nået en markant milepæl og er et skridt nærmere åbningen af cityvarehuset, siger John Kristian Sørensen.
I 2030 skal IKEA være en cirkulær og klimapositiv forretning, og den målsætning har været udgangspunktet for byggeriet af IKEA København.
- Opførelsen af IKEA København er en vigtig læring på vores rejse mod at blive en cirkulær og klimapositiv forretning i 2030. Det handler både om, hvordan vi bygger i fremtiden, men naturligvis også om, hvordan vi fremover kan inspirere vores kunder til at træffe mere klimavenlige valg. Begge områder bliver IKEA København et fyrtårn for, siger John Kristian Sørensen.
Det kommende varehus vil indeholde tre etager med inspiration, restaurant og caféområder samt indendørs og udendørs opholdspladser. Taghaven bliver et centralt element med bænke og udsigt over byen. Der er mulighed for at besøge taghaven fra nabobygningerne eller tage et hvil i den nye park med træer og buske på toppen af IKEA.
7 facts om IKEA København:
Miljøcertificering - Byggeriet forventes at opnå BREEAM certificeringen ”Outstanding”, der er den højeste karakter inden for en af de mest anerkendte miljøcertificeringer i verden.
Solceller - 1450 m2 solceller på taget vil dække ca. 25 % af bygningens strømforbrug til belysning, ventilation og pumper.
Fjernkøling – Nedkølingen af varehuset vil ske med fjernkøling fra vand, der køles i et centralt anlæg, hvor kølingen primært er baseret på koldt havvand.
Vild natur - 250 hjemmehørende træer og buske bliver plantet i taghaven for mere biodiversitet i byen og øget optag af CO2 fra luften.
Facaden – 25 % af facaden dækkes med grøn beplantning.
Cykler - Området omkring varehuset har plads til 500 cykelparkeringspladser, så IKEA imødekommer københavnernes foretrukne transportmiddel (kun en ud af tre af byens husholdninger har bil). Der vil desuden være 11 ladcykler med elmotor til udlån.
Affald – 85 % af alt affald forventes at blive genanvendt.