Farvet vinduesglas – en arkitektonisk svinestreg

Da jeg beundrede udsigten over havnen gennem vinduerne hos et stort århusiansk arkitektfirma, var én af medarbejderne lidt skeptisk. ”Jeg ved ikke rigtig”, sagde han, ”fordi vinduerne har sådan en grålig coating, så føles det altid koldt inde, og det ser også koldt ud udenfor. Selv på de varmeste sommerdage. Man kan blive ret overrasket, når man kommer ud”.

 

Indeklima- og ventilationsfolkene har åbenbart vundet her. Det er givetvis et indeklima i bygning, som er helt stabilt, og som på papiret er ideelt for produktionen. Men dagslysets kvaliteter, dets variationer, dets æstetiske dimensioner, er røget ud med badevandet.

 

Vi forstår alle sammen, at når vinduesarealerne bliver rigtig store, så skal der nogle særlige greb til for at mindske den passive opvarmning af bygningerne. Men der er mange andre muligheder for at begrænse indstrålingen end at tone ruderne.

 

Som udgangspunkt bliver glasarealerne jo alt for store, fordi bygningskroppene er alt for dybe. I meget dybe rum kan bygningsreglementets krav til dagslys kun imødekommes, hvis hele facaden plastret til med glas. Men det er som om, at det har taget helt overhånd. Jeg er også stødt på helt nyopførte bygninger, hvor medarbejderne ikke vil sidde i vinduesrækken, hvilket virkelig er et sygdomstegn.

 

Solen er den bedste lyskilde vi kan få, og i bygninger er vinduerne kilden til det naturligt lys. Vinduer kan uden tøven betragtes som én af de mest betydningsfulde arkitektoniske elementer i en bygning. De skaber forbindelsen mellem inde og ude og bidrager til rummet med udsyn, lys og luft. Set udefra udgør vinduerne en stor del af det arkitektoniske udtryk og vil ofte være en detalje der giver bygninger deres særpræg og karakter.

 

I et samfund, hvor vi bruger størstedelen af vores liv inden døre, er det vigtigt athave tilgang til godt dagslys inde i bygningerne. Det er nødvendigt for menneskers velbefindende og er decideret afgørende for vores sundhed. En god udnyttelse dagslyset mindsker også behovet for elektrisk belysning.

 

Derfor stilles der også krav i lovgivningen til, at både arbejdsrum som beboelsesrum skal have tilgang til dagslys. Desværre stilles der stort set kun krav til mængden af dagslys og ikke så meget på øvrige kvaliteter af lyset.

 

Især negligeres det filtrede dagslys’ farve – både farvetemperaturen og de farvegengivende egenskaber. Lysets spektrum er eksempelvis lige så vigtigt som lysstyrken til at regulere den menneskelige døgnrytme. I stedet vælges rudernes farve som regel ud fra dels æstetiske overvejelser om bygningens udtryk udadtil og dels facadens tekniske egenskaber. For at begrænse den passive solopvarmning er det en almindelig og effektiv løsning at anvende energiruder med solafskærmende glas. Den solafskærmende effekt opnås ved at påføre en overfladebehandling eller farvning af glasset. Glasset kan så reflektere eller absorbere størstedelen af varmen (de ultraviolette og infrarøde dele af solstrålingen).

 

Dele af farvespektret filtreres desværre også ud, og det vil kunne ses som en mere eller mindre synlig farvning af lyset. Man kan som hovedregel sige, at jo mere solafskærmende det skal være, desto mere sænkes lystransmittansen og jo mere farves lyset. Ved stærkt solafskærmende glas, kan lyset blive eksempelvis grønligt eller rav-brunligt. Hvis transmissionsfarven decideret tones af ruden, vil farven af genstande og inventar gengives helt anderledes end tiltænkt. Den dårlige farvegengivelse og misfarvning kan vanskeliggøre synsopgaver og være til stor gene for rummet brugere. Hvis ruden farver lyset for grønligt, kan huden komme til at se grålig og syg ud, fordi de røde toner ikke kan ses i det grønne lys. Farves det til rødligt skær kan vi blive døsige, da hjernen tolker det som solnedgang.

 

Må vi derfor bede om, at arkitekterne prioriterer brugernes lyskomfort højere end, hvordan facaden ser ud udefra. Bygninger skabes trods alt primært for at huse mennesker og skabe gode betingelser for liv inden for.