Visualisering af pladsen
Fortkvarteret skal samle industriarv og boliger
Ejendomsselskabet Balder udvikler i samarbejde med Holscher Nordberg de tidligere industrigrunde ved Femøren Station til en ny bydel med boliger, plejecenter og omfattende genbrug af mursten.
Et tidligere industriområde tæt på Femøren Station på Amager Øst skal i de kommende år omdannes til Fortkvarteret – en ny bydel med lejligheder, rækkehuse og et alment plejecenter. Ejendomsselskabet Balder står bag projektet, hvor genbrug af eksisterende materialer og integration af tre bevaringsværdige bygninger bliver centrale greb.
Balder har over en årrække opkøbt grundene på Engvej 139A-149 og Jorisvej 11-21C, og i efteråret 2025 blev en ny lokalplan for området godkendt. Navnet Fortkvarteret refererer til det nærliggende Kastrup Fort og skal samtidig markere områdets overgang fra industrielt randområde til nyt boligkvarter.
Visualisering af Jorisvej
– Vi ser store muligheder i det gamle industriområde, der har en ideel beliggenhed tæt på både natur, by, indkøbsmuligheder og offentlig transport. Vi ønsker at udvikle en bydel, hvor vi både tilfører nye bebyggelser og tager ansvar for den historie, der allerede findes på stedet. Derfor har det været vigtigt for os at indtænke de tre bevaringsværdige bygninger nøje i projektet og at genbruge så mange materialer som muligt, fortæller Flemming Joseph Jensen, adm. direktør i Balder, i en pressemeddelelse.
I dag står området præget af tomme bygninger, graffiti og spor fra den tidligere produktion. Netop de rå strukturer, robuste materialer og industrielle bygningsformer bliver et vigtigt afsæt for den kommende bebyggelse.
Bevaringsværdige bygninger indgår i kvarteret
Området har siden 1950’erne været præget af fabrikker og værksteder, som gradvist blev udfaset fra 1980’erne. Tre bygninger er udpeget som bevaringsværdige og skal integreres i den nye bystruktur. Den største af dem planlægges blandt andet indrettet som fælleshus.
Industriarven er ikke blot et historisk lag, men en aktiv del af formgivningen, ifølge arkitekt Mette Bang Pedersen fra Holscher Nordberg.
– Historien sætter i høj grad retningen for projektet. Vi ønsker at give noget tilbage til Amager ved at lade den tidligere industri danne afsæt for formgivningen. Det kommer blandt andet til udtryk gennem brugen af robuste materialer, genbrug og karakteristiske elementer som shedtage, siger hun.
Visionen er at skabe et boligområde med varierede boligformer og fællesfunktioner, hvor byrum, gårdrum og bevaringsværdige bygninger bidrager til et mere sammensat hverdagsliv.
– Visionen med Fortkvarteret er at skabe et levende og indbydende bykvarter med fokus på tryghed og fællesskab. Gennem en blanding af funktioner, aldre og ejerformer skaber vi rammerne for et mangfoldigt boligliv, hvor det hele hænger sammen. Placeringen af plejehjemmet tæt på fælleshuset giver de ældre beboere mulighed for at være en del af hverdagslivet og fællesskabet, mens de delvist åbne gårdrum inviterer til liv og ophold på tværs af kvarteret, forklarer Mette Bang Pedersen.
Bevaringsværdig skorstensbygning
Bevaringsværdig shedtags-bygning
Læs også:
Holscher Nordberg rakte ud efter stjernerne i formgivningen af det nye kontorhus, CPH HighlineGule mursten genbruges i facader og belægninger
En væsentlig del af projektets bæredygtighedsgreb er genbrug af materialer fra de eksisterende bygninger. Balder har gennemført en miljø- og ressourceafdækning, som har kortlagt, hvilke bygningsdele og materialer der kan indgå i det nye byggeri.
– Vi arbejder målrettet med at genbruge så meget som muligt. Derfor har vi blandt andet testet de mange murstensfacader, og resultaterne viser, at vi kan genbruge en stor del af stenene, siger Jonathan Leonardsen, bæredygtighedsansvarlig hos Balder.
De oprensede mursten skal anvendes både i nye facader og i belægninger i området og ifølge Mette Bang Pedersen er omfanget af genbrugelige mursten markant.
– Det er usædvanligt at kunne genbruge så mange mursten i ét projekt. Det skyldes blandt andet, at de gamle bygninger flere steder har været opført med muret formur og bagmur. Samtidig er stenene meget stærke og sat i en mørtel, der er relativt nem at banke af. De gamle, gule mursten giver facaderne et levende og karakterfuldt udtryk og skaber et direkte link tilbage til industrihistorien, slutter hun.
Nedrivningen af de eksisterende bygninger forventes påbegyndt i nærmeste fremtid, mens byggestart er planlagt til efteråret 2026.
Projektfakta
Bygherre: Balder Danmark
Arkitekt: Holscher Nordberg
Landskabsarkitekt: LYTT Architecture
Byggestyrer: Sjælsø Management
Rådgivende ingeniør: Norconsult Danmark
Fortkvarteret i tal:
- 35.500 m² byggeri
- 21.000 m² boliger samt rækkehuse
- Alment plejecenter på ca. 10.000 m²
Læs flere artikler om byudvikling
