Frants Nielsen bliver ny adminsterende direktør for Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Frants Nielsen bliver ny direktør hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Vilhelm Lauritzen Arkitekter henter sin nye administrerende direktør hos Lendager Arkitekter. Frants Nielsen skal fortsætte væksten og skabe større internationalisering.
På nordsiden af KB32 finder man trappen, der fører op til den offentlige byhave, som er en del af den grønne strækning langs Kalvebod Brygge.
En af Danmarks ældste tegnestuer får nu ny administrerende direktør. Den erfarne Frants Nielsen forlader Lendager Arkitekter og tiltræder den 12. august 2024. Her skal han med sin internationale erfaring, kommerciel forståelse og strategiske tilgang sammen med kollegaerne i Vilhelm Lauritzsen Arkitekter fortsætte væksten og styrke tilstedeværelse på de nordeuropæiske markeder.
Vilhelm Lauritzen Arkitekter har gennem årene opbygget stærke kompetencer inden for komplekse byggerier, grøn omstilling og digitalisering. Med den seneste udvidelse, herunder opkøb af STED By og Landskab samt Kjaer & Richter, har virksomheden styrket sin position. Centralt i tegnestuens filosofi ligger en over 100 år gammel modernistisk arv, der understøtter visionen om, at god arkitektur skal være for alle.
- Vilhelm Lauritzen Arkitekter er en både markant og solid virksomhed, som jeg glæder mig til at blive en del af. Det bliver spændende at skulle videreudvikle arbejdet med den grønne omstilling og skabe en større internationalisering. Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Kjaer & Richter og STED skal fortsætte som individuelle brands, og jeg glæder mig til at lære dem alle bedre at kende. Samtidig tror jeg også, at de mange dygtige og kompetente kollegaer, kan få endnu større glæde af hinanden på kryds og tværs, fortæller ny administrerende direktør, Frants Nielsen i en pressemeddelelse.
Erfaren leder
Frants Nielsen bringer en omfattende erfaring med sig fra tidligere stillinger som kommerciel direktør hos Henning Larsen og administrerende direktør hos Dorte Mandrup samt Lendager Arkitekter. Igennem sine mere end tyve års erfaring i arkitektbranchen er han kendt for sine evner til at skabe vækst og drive internationalisering. En empatiske ledelsesstil og kommerciel forståelse er afgørende kvaliteter, som nu skal styrke Vilhelm Lauritzen Arkitekter yderligere.
- Hans evne til at harmonisere kulturel integritet med ambitiøs vækst lover en spændende æra for Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Gennem sin karriere har Frants vist, at han har en særlig evne til at få dansk arkitektur ud til vores nabolande. Han er derfor det ideelle valg til at føre tegnestuen videre ind i fremtiden, siger Karin Verland, bestyrelsesformand i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Frants Nielsen fortsætter hos Lendager Arkitekter indtil d. 12. august 2024, hvorefter han indtræder som ny administrerende direktør for Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Fra cand.jur. til arkitektur
Frants Nielsen er uddannet cand.jur. på Aarhus Universitet og har senere taget en HD på CBS med fokus på strategisk planlægning og organisationsudvikling. Hans karriere startede hos Henning Larsen, hvor han arbejdede frem til 2014. Efter en kort periode som selvstændig konsulent, blev han administrerende direktør og partner hos Dorte Mandrup. Senere tiltrådte han som administrerende direktør hos Lendager Arkitekter i 2023. Privat bor han på Amager med sin kone og to døtre.