HSHansen vinder vinduesentreprise på historisk fabriksbygning
Sammen med Holscher Nordberg Arkitekter og DEAS har vinduesproducenten HSHansen udviklet de nye vinduespartier til fabriksbygningen på Vermundsgade 40, der vil bevare bygningens unikke og industrielle udtryk.
Engang blev der produceret el-apparater i fabriksbygningen, der er tegnet af arkitekt H. Wurtz Nielsen og opført i 1952. Bygningen i Vermundsgade på Nørrebro står som et symbol på industriens æra i København, og i dag huser bygningen en mangfoldighed af andre typer virksomheder, der omfavner kreativitet og innovation i form af arkitektfirmaer, filmstudier og fotoatelier mm.
I forbindelse med renoveringen af den historiske bygning er det af stor betydning, at man bevarer og respekterer bygningens historiske arv og sjæl, mener man hos HSHansen, der skal levere og montere Hansen Millennium vinduer.
I samarbejde med Holscher Nordberg Arkitekter - en af bygningens lejere - og DEAS har HSHansen udviklet et specielt sammenstillingsprofil, der sikrer, at de nye vinduespartier harmonerer smukt med de eksisterende linjer og æstetik i facaden.
Respektfuldt vinduesdesign med historisk inspiration
I 1900-tallet blev smalle stålprofiler ofte brugt til at skabe vinduer og facader, og denne arkitektoniske stil findes stadigvæk i mange dele af Nordeuropa. Men ældre stålvinduer mangler kuldebrosisolering, hvilket resulterer i stort energitab og kondensdannelse.
Renoveringsprojektet er kommet i stand via et tæt samarbejde mellem bygherre Velliv, Pension & Livsforsikring A/S, DEAS Ejendomsadministrations Byggeteknisk Rådgivningsafdeling og HSHansen.
Projektet omfatter vinduespartier og terrassedøre udført i aluminiumsprofiler i Hansen Millennium systemet, der er skræddersyet til at imødekomme de statiske krav og arkitektoniske detaljer.
- Vi er begejstrede for at være en del af dette historiske projekt på Østerbro. Vores dedikerede team ser frem til at levere vinduer af højeste standard, der vil bidrage til at bevare Vermundsgade 40's unikke karakter og historie, udtaler Mads Carstensen, Key Account Manager hos HSHansen i en pressemeddelelse.
HSHansen ser frem til at fortsætte arbejdet med at bidrage til Københavns arkitektoniske landskab.
Sprossede vinduer der er energioptimerede
HansenMillennium er et vinduessystem, der er udviklet med inspiration fra fortiden og den oprindelige arkitektur. Dette system bevarer de smalle profiler og maksimerer lysindfaldet samtidig med, at det opfylder kravene i bygningsreglementet til U-værdier nu og i fremtiden.
Designet af profilerne er skabt i samarbejde med førende arkitekter, og respekten for fortiden er central, hvilket sikrer et æstetisk tiltalende udseende for hele systemet.
Døre og vinduer fra HansenMillennium er derfor ideelle til renoveringsprojekter, især i ældre bygninger med store vinduespartier, hvor stålvinduer i fabrikshaller eller traditionelle sprossede vinduer skal udskiftes for at opnå energioptimering og samtidig bevare den oprindelige arkitektur.