Historiske bygninger skal forme fremtidens campus i Aarhus
Schmidt Hammer Lassen er valgt som totalrådgiver på restaureringen og transformationen af to bevaringsværdige bygninger i Universitetsbyen, der skal indrettes til Faculty of Arts ved Aarhus Universitet.
Udviklingen af det tidligere Aarhus Kommunehospital tager endnu et skridt med transformationen af to bygninger til nye undervisnings- og arbejdsmiljøer for Faculty of Arts ved Aarhus Universitet, der er ejet af ejendomsselskabet FEAS. Det er arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, som er valgt som totalrådgiver, med NIRAS som underrådgiver med ansvar for de tekniske discipliner og byggeledelsen.
Projektet er en del af omdannelsen af det tidligere kommunehospital til Universitetsbyen, der bliver et nyt campus- og bykvarter, hvor forskning, uddannelse og erhverv bliver integreret i det eksisterende bygningsmiljø.
Historiske rammer skal rumme nye funktioner
I Aarhus Universitets Campus 3.0-vision frem mod 2031 er et ønske om at samle fakultetets aktiviteter i Universitetsbyen, og ambitionen er at skabe et campusmiljø med rammer for forskning og undervisning såvel som fællesskab og tværfagligt samarbejde.
I transformationen af de to bygninger er balancen mellem bevaring og forandring vigtig. De eksisterende arkitektoniske kvaliteter skal videreføres, samtidig med at bygningerne indrettes med fleksible undervisnings- og arbejdsmiljøer, der kan håndtere skiftende funktioner og brugerbehov.
– FEAS har sammen med Aarhus Universitet skabt et stærkt fundament for et nyt campus- og bymiljø, der bygger videre på stedets historie og kvaliteter. Vi ser frem til at bidrage til den næste fase af udviklingen og til at transformere de eksisterende bygninger til inspirerende rammer for forskning, undervisning og fællesskab, fortæller Kasper Frandsen, partner hos Schmidt Hammer Lassen, i en pressemeddelelse.
Transformation som del af tegnestuens praksis
Schmidt Hammer Lassen har erfaring med restaurering og transformation af en række markante bygninger og kulturmiljøer, hvor eksisterende arkitektur er blevet tilpasset nye funktioner. Tegnestuen står blandt andet bag transformationen af Vognværkstedet i Jernbanebyen i København, restaureringen af Danmarks Nationalbank samt transformationen af Spinderihallerne i Vejle. Andre transformationsprojekter omfatter Commonwealth Pier i Boston og Pakhus 47 i Nordhavn.
Fælles for projekterne er arbejdet med at bevare og videreudvikle eksisterende bygningers identitet og arkitektoniske karakter, samtidig med at konstruktioner og rum tilpasses nye programmer og brugere.
De to etaper i Universitetsbyen forventes afleveret i henholdsvis 2029 og 2030.
Fakta om projektet
Projekt: Arts i Universitetsbyen – Etape 2 og 3
Lokation: Universitetsbyen, Aarhus
Omfang: Ca. 7.500 m²
Opgave: Restaurering og transformation af bevaringsværdige bygninger
Bygherre og ejer: FEAS
Bruger og lejer: Faculty of Arts, Aarhus Universitet
Totalrådgiver: Schmidt Hammer Lassen
Underrådgiver: NIRAS
Forventet aflevering: Etapevis i 2029 og 2030
Læs flere artikler om renoverings- og transformationsprojekter
