Inddrag de udførende tidligere i processen og styrk vidensflowet
Værdibyg udgiver i samarbejde med bl.a. ConTech Lab en ny publikation, der giver projektledelsen hos både den projekterende og den udførende part anbefalinger og redskaber til at skabe en bedre overlevering af viden og tegningsmateriale fra projektering til udførelse. Det bidrager til en klar fælles forståelse af projektet, afklarer misforståelser og skærer unødigt spild fra byggeprocessen.
Øget forståelse og bedre kommunikation mellem det projekterende og udførende led har været fokus for et pionerprojekt, som ConTech Lab har gennemført i samarbejde med Værdibyg.
- Der kan være mange årsager til, at de projekterendes intention ikke bliver omsat på byggepladsen. En af dem er manglende forståelse for de udførendes informationsbehov for at kunne bygge – og det er det, vi har arbejdet med i denne publikation, fortæller digitaliseringschef i ConTech Lab Ole Berard.
Inddrag de udførende tidligt i processen
I pionerprojektet er der gennemført et intensivt workshopforløb med et rådgiverhold og et hold udførende entreprenører, og der er identificeret en række konkrete udfordringer og problemstillinger i samarbejdet mellem rådgivere og entreprenører.
Efter at have identificeret de primære udfordringer og anbefalinger i en workshop om vidensflow, blev der afholdt en åben ”brancheworkshop”, hvor pointer, udfordringer og anbefalinger blev yderligere bearbejdet og kvalificeret. Anbefalingerne er nu samlet i en publikation, som er direkte anvendelig for projektledelsen hos både den projekterende og den udførende part i et byggeprojekt.
- Det handler om at inddrage de udførende – altså under- og fagentreprenørerne - tidligere i processen, end man normalt gør. I publikationen giver vi opskriften på, hvordan man gør det. Vores anbefaling er, at man afholder en workshop om vidensflow, hvor man tager en dialog om, hvilke informationer der er brug for i udførelsen – og hvor man har mulighed for at arbejde konstruktivt med netop disse behov, udtaler seniorprojektleder i Værdibyg, Morten Skaarup Jensen.
Skærper opmærksomheden på gensidig dialog og forståelse
Morten Skaarup Jensen understreger, at publikationen ikke præsenterer fyldestgørende løsninger på alle udfordringer - der er altid konkrete dilemmaer, som projektpartnerne skal tage stilling til på den enkelte byggesag. I stedet giver publikationen inspiration til, hvilke udfordringer man skal være særligt opmærksom på, og hvilke processer der kan sikre en bedre dialog og forståelse mellem parterne for i sidste ende at forbedre vidensflowet mellem projektering og udførelse.
- Publikationen kan bruges af både den projekterende og den udførende part. Med den i hånden kan begge tage initiativ til at gennemføre en workshop, som beskrevet i denne publikation. På den måde skabes en bedre overlevering af viden og tegningsmateriale fra projektering til udførelse, hvilket er med til at skabe en fælles forståelse af projektet, afklare misforståelser og skære unødigt spild fra byggeprocessen, fortæller Morten Skaarup Jensen.
Fremtidige perspektiver
Både COWI, Per Aarsleff og Wicotec Kirkebjerg har været tilknyttet pionerprojektet med et konkret byggeprojekt. Hos deltagerne er der stor begejstring for projektet.
- Jeg kan se nogle rigtig gode tendenser i dette workshopformat, og det er helt sikkert noget, vi vil gennemføre igen på andre projekter. Det gav flere ”aha-oplevelser” og var meget værdifuldt for projektdeltagerne, særligt fordi vi havde alle tre led - rådgiver, entreprenør og håndværkere - på pladsen, fortæller Niels Treldal, Digital Transformation Director, COWI.
Publikationen kan downloades her
Fakta om projektet
- I 2021 har ConTech Lab gennemført seks pionerprojekter, som alle tager udgangspunkt i en konkret brancheudfordring og gerne i et konkret byggeprojekt med en overordnet målsætning om at skabe øget produktivitet eller bæredygtighed
- I arbejdet med pionerprojekter indgår flere virksomheder på tværs af værdikæden samt en række eksperter og videnspersoner. Pionérprojektet er et faciliteret forløb, hvor erfaringerne skal kunne implementeres på tværs af branchen
- Tre aktører fra den danske byggebranche har været tilknyttet pionerprojektet. Det drejer sig om COWI, som projekterende rådgiver, Per Aarsleff, som hovedentreprenør/byggeledelse og Wicotec Kirkebjerg som underentreprenør/udførende på pladsen
- Randi Christensen, COWI/Lean Construction-DK Netværket stod for at forberede og facilitere workshoppen om vidensflow