Nanna Riis Andersens værk til Søhøjlandets Skole og Børnehus
Kommune afsætter én procent af byggeudgifter til kunst
I Skanderborg vil man integrere kunst i kommunale byggeprojekter ved at øremærke én procent af håndværksudgifterne. På Søhøjlandets Skole og Børnehus bliver kunst, arkitektur og dagslys tænkt sammen.
Kommunen har besluttet at afsætte én procent af håndværksudgifterne i kommunale byggeprojekter til stedsspecifik kunst. Det betyder eksempelvis, at der ved et byggeri med håndværksudgifter på 200 mio. kr. reserveres 2 mio. kr. til kunstneriske værker, der udvikles i samspil med den konkrete bygning. Det første projekt under ordningen er Søhøjlandets Skole og Børnehus i Ry, hvor store glasrelieffer, keramiske mosaikker og malerier i denne uge begynder at finde deres plads i den nye bygnings ankomstområde.
Ambitionen er at skabe fysiske rammer, hvor kunst ikke alene bidrager med visuelle oplevelser, men også understøtter læring, nysgerrighed og trivsel.
– Det at møde kunst og kultur i hverdagen er godt og vigtigt for mennesket. Det vækker nysgerrigheden, fodrer fantasien og kan skabe forundring og glæde. Derfor er jeg glad for, at vi i Skanderborg Kommune har valgt, at kunst skal være en integreret del af de nye kommunale byggeriprojekter. Vi sikrer på den måde, at kunst ikke kun er noget, man møder på museer, men bliver for alle. På den måde er vi med til at demokratisere kunsten, og jeg glæder mig i den grad til at opleve de færdige kunstværker, siger Anne Heeager, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.
De keramiske elementer til Søhøjlandets Skole og Børnehus er fremstillet på Tommerup Keramiske Værksted
De keramiske elementer til Søhøjlandets Skole og Børnehus er fremstillet på Tommerup Keramiske Værksted
De keramiske elementer til Søhøjlandets Skole og Børnehus er fremstillet på Tommerup Keramiske Værksted
Kunst skal udvikles i samspil med arkitekturen
Med den nye ordning bliver kunst en fast del af den økonomiske prioritering i kommunale byggeprojekter. Kunstværkerne skal udvikles med udgangspunkt i den enkelte bygnings funktion, arkitektoniske udtryk og lokale sammenhæng. Dermed er intentionen at bevæge sig væk fra kunst som en efterfølgende tilføjelse og i stedet skabe værker, der indgår aktivt i bygningernes rumlige og sanselige oplevelse.
Udvælgelsen af kunstnere skal ske gennem professionelle processer, hvor omfanget tilpasses det enkelte byggeprojekt. Metoden kendes fra større byggerier, hvor kunstnere inviteres til at udvikle forslag med afsæt i stedets arkitektur, anvendelse og historie. Foreløbig er fem igangværende kommunale byggeprojekter omfattet af initiativet. For fire af projekterne er kunstnerne udpeget, mens valget til det femte forventes afsluttet i december 2026.
– De fem igangsatte kunstprojekter anvender vidt forskellige kunstneriske greb i forhold til form, materialevalg og udtryk, men de deler alle en ambition om at skabe stærke stedbundne og relationelle fortællinger, der knytter sig til det sted og byggeri, de bliver en uløselig del af, siger Nina Bangsbo Dissing, kulturkonsulent i Skanderborg Kommune.
De forskellige projekter skal vise, hvordan kunst kan indgå i kommunale bygninger med forskellige funktioner og brugergrupper. Fælles er ønsket om at styrke samspillet mellem kunst, arkitektur og de mennesker, der opholder sig i bygningerne.
Dagslyset bliver en aktiv del af kunstværket
På Søhøjlandets Skole og Børnehus i Ry er det kunstner Nanna Riis Andersen, der har fået opgaven med at udvikle den bygningsintegrerede kunst. Hun blev udvalgt efter en proces, hvor tre kunstnere udarbejdede skitseforslag, som efterfølgende blev vurderet af et bedømmelsesudvalg. Hendes kunstprojekt tager udgangspunkt i bygningens centrale ankomstområde, hvor værkerne fordeler sig på vinduespartier, betonsøjler og en endevæg.
Store farvede glasmosaikker placeres i vinduespartier mod nord og syd, mens flere meter høje keramiske mosaikrelieffer monteres på betonsøjlerne. På endevæggen etableres desuden et stort maleri på hørlærred. Materialernes forskellige egenskaber bliver en væsentlig del af den samlede rumoplevelse. Glasmosaikkerne lader dagslyset passere gennem farvede flader og skaber refleksioner på gulve og vægge. Dermed bliver lysets bevægelse gennem bygningen en aktiv del af kunstværket, som skifter karakter afhængigt af tidspunktet på dagen og årstiden.
De keramiske relieffer tilfører samtidig overfladerne en taktil dimension. De består af mange sammensatte elementer, som inviterer børnene til at undersøge former, strukturer og materialer på nært hold. I modsætning til kunstværker, der primært skal betragtes på afstand, er reliefferne skabt til også at kunne berøres. Det giver kunsten en funktion i børnenes daglige møde med bygningen, hvor både synssansen og følesansen bliver inddraget.
Arkitekturen og kunsten skal opleves som en helhed
Bedømmelsesudvalget har i sin vurdering lagt vægt på, hvordan Nanna Riis Andersens forslag forholder sig til bygningens arkitektoniske rammer.
- Udsmykningen spiller på fornem vis op mod bygningen og rummets arkitektur. Det er positivt, at udsmykningen bringer vægge og gulve i spil på en unik måde, lyder det. Samtidig vurderes det, at værkets materialitet og dimensioner skaber muligheder for forskellige former for deltagelse:
- Med afsæt i stedets historie, de forskellige materialer og værkets skala inviterer udsmykningen til både sansning, oplevelse, refleksion og aktiv deltagelse.
I projektet bliver forholdet mellem kunst og arkitektur således ikke alene et spørgsmål om udsmykningens æstetiske udtryk. Det handler også om, hvordan kunsten kan påvirke oplevelsen af rum, dagslys, bevægelse og materialer. Ankomstområdet får dermed en dobbelt funktion som både et centralt fordelingsrum og et sted, hvor børn, medarbejdere og besøgende møder kunst som en naturlig del af bygningens daglige liv.
Kunst som en del af læringsmiljøet
For Søhøjlandets Skole og Børnehus er kunsten også tænkt ind i bygningens pædagogiske anvendelse. Leder Rikke Wenneberg har deltaget i bedømmelsesudvalget og ser muligheder for, at kunstværket kan anvendes aktivt i undervisningen på tværs af fag.
– Det er fantastisk, at udsmykningen forandrer sig i takt med døgnets og årets gang - og at gulvet gennem lysindfald fra det farvede vinduesmosaikker bringes i spil via refleksioner. Alle delementerne i kunstprojektet er noget børnene kan gå på opdagelse i, og jeg kan se muligheder for at bruge udsmykningen i alle undervisningsfag, siger Rikke Wenneberg.
De skiftende lysvirkninger giver eksempelvis anledning til at undersøge sammenhænge mellem farver, lys og rum, mens de keramiske elementer kan indgå i arbejdet med former, overflader og materialeforståelse. Samtidig kan det kunstneriske indhold give børnene et forhold til skolens arkitektur, som rækker ud over bygningens praktiske funktioner.
Nanna Riis Andersen har gennem længere tid arbejdet med fremstillingen af værkets forskellige dele, blandt andet på Tommerup Keramiske Værksted. Monteringen begynder i uge 42, og i takt med at værkerne etableres, får børnene mulighed for at følge processen og opleve, hvordan udsmykningen gradvist bliver en del af skolens fysiske rammer. Den officielle indvielse finder sted den 10. december 2026.
Skitseforslag til Søhøjlandets Skole og Børnehus
Fem kommunale byggerier får integreret kunst
Skanderborg Kommunes beslutning om at reservere én procent af håndværksudgifterne til kunst omfatter fremover kommunale byggeprojekter. Fem igangværende projekter er allerede en del af ordningen:
· Søhøjlandets Skole og Børnehus, Ry: Nanna Riis Andersen.
· Børnehus i Langvad Bakker, Låsby: Line Sandvad Mengers.
· Boenhed 20, Landsbyen Sølund: Morten Modin.
· Børnehus i Virring: HuskMitNavn.
· Sommerbæk Skole, Hørning: Kunstner forventes valgt i december 2026.
Kunstråd Skanderborg fungerer som kunstfaglig rådgiver på projekterne.
