dominique + serena – mellem politik, kunst og arkitektur

Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena startede deres samarbejde dagen efter de tog afgang fra Arkitektskolen i København i 2013, mens deres nuværende praksis blev etableret i 2018. Deres virke bevæger sig på tværs af arkitektur, byudvikling, kunst og undersøgelser. Selv beskriver de deres arbejde som et krydsfelt mellem arkitektur, kunst og politik, med en interesse for, hvordan arkitekturen kan være med til at forme et mere socioøkologisk samfund. Fra tegnestuens begyndelse har de været optagede af selv at opsøge de spørgsmål og problemstillinger, som arkitekturen kunne arbejde med.

– Vi ville selv gerne opsøge relevante problematikker og tage initiativer. Vi har selv været med til at opdyrke og pege på problemstillinger, som vi syntes var interessante at arbejde videre med, fortæller Dominique.

 

Det kan ses i måden, de går ind i konkrete projekter på. De undersøger ikke kun, hvad et projekt skal blive til, men også hvad der allerede findes i det. Stedet, menneskene, materialerne og historien kan åbne for muligheder, som ikke var synlige fra begyndelsen.

 

 

Et projekt kan åbne for det næste

Det kan ses i Skørping, hvor dominique + serena har været rådgiver og arkitekter på Kulturgården, et nyt offentligt samlingssted i byens centrum. Gårdrummet ligger mellem biblioteket, biografen, musik- og kulturskolen og ungdomsskolen, men havde tidligere karakter af en tom og vindblæst baggård. Opgaven var at skabe et sted, der kunne binde institutionerne bedre sammen og give plads til ophold og aktiviteter på tværs af generationer.

 

Her blev selve processen en del af arkitekturen. Dominique og Kristian tog jævnligt toget til Skørping, blev dybt involveret med både lokale borgere og den frivillige arbejdsgruppe og afprøvede idéer i 1:1, før den permanente løsning blev realiseret. Den midlertidige intervention blev dermed ikke bare et forstadie til projektet, men en måde at undersøge, hvad der faktisk skete, når mennesker tog stedet i brug.

 

Det færdige projekt trækker blandt andet naturen fra Rold Skov ind i byen, genanvender alle eksisterende materialer og fletter leg og ophold sammen på tværs af alder. Aldersinklusion har været et gennemgående spor i deres arbejde, hvor de gennem deres projekter har undersøgt, hvordan arkitekturen kan skabe rum for forskellige aldre, behov og måder at være til stede på.

 

Undervejs åbnede projektet også for noget, der ikke var en del af den oprindelige opgave. I arbejdet med en af Kulturgårdens facader opstod idéen til Klimaværk, en offentlig kunstinstallation, hvor håndformede aluminiumsplader reagerer på sol, vind og regn. Et arkitektonisk greb blev dermed afsæt for et selvstændigt samlende kunstværk.

 

– Vi tror på citatet: Chance favors the connected mind. Hvis man er åben og oprigtigt til stede i en given opgave, eller på et givent sted, så skal der nok åbenbare sig noget nyt, fortæller Kristian.

Det er måske netop det, der skete i Skørping. Man følger det, der viser sig, og opdager undervejs, hvor projektet også kan føre hen. Det er et lille, men præcist eksempel på dominique + serenas arbejdsform.

 

Et kvarterhus til alle (års)tider

Tegnestuens tilgang bliver tydelig i Bramhøjgård i Køge Nord Skovby. Den gamle gård ligger på kanten mellem den nye bydel og landsbyen Ølsemagle. Køge kommune opkøbte den historiske gård i et strategisk jordopkøb, men forundersøgelser viste at en traditionel istandsættelse ville blive ekstremt bekostelig, og derved ikke et gangbart alternativ.

Tegnestuen blev bedt om at udvikle en vision og strategi for stedet, og de argumenterede i stedet for en radikal bevaringsstrategi der bestod af både strategisk nedrivning, transformation og nye tilføjelser. Dogmet var at alle materialer skulle genbruges i transformationsprojektet.

For at kunne genbruge flest muligt materialer, blev entreprisen delt op i to dele. Først en nedrivningsentreprise der handlede om at dekonstruere og høste materialer. Da der var fuldt overblik over materialernes stand og beskaffenhed blev projektet detailprojekteret og så kom det endelige transformationsprojekt som et udbud for sig. 

 

– Både bygningerne, materialerne og haven rummer kvaliteter vi kan arbejde videre med. Men også stedets historie, den kulturarv den repræsenterer såvel som lokalsamfundet er værdifulde. Alt har værdi, siger Dominique.

 

Det handler derfor ikke blot om at sætte gården i stand. Bygninger, materialer og den historiske have bliver aktive dele af det nye kvartershus. Materialer genanvendes og får nye funktioner, mens de eksisterende rum åbnes for nye former for brug.

 

Bramhøjgård bliver heller ikke ét ensartet kulturhus, men en samling af forskellige rum og klimatiske situationer. Nogle er opvarmede, andre solopvarmede eller uopvarmede, og nogle åbner mod himlen. Regnvand opsamles, solvarme lagres, og haven bliver en del af husets arkitektur og program.

Man behøver dermed ikke nødvendigvis gå indenfor for at være en den af kvarterhuset. Aktiviteter kan bevæge sig mellem længer, gårdrum og have og følge vejret og årstiderne. Bramhøjgård bliver også et hus for udeliv, hvor vind, regn, sol og kulde ikke kun er noget, arkitekturen skal holde ude.

– For os handler omstillingen af byggeriet ikke kun om materialer, men også om at stille mere grundlæggende spørgsmål til vores behov og vaner. En mere ressourcebevidst tilgang til arkitekturen kan også tænkes sammen med nye og spændende måder at være sammen på, siger Kristian.

Klima og natur bliver dermed med til at forme husets forskellige rum og måder at være i det på.

Tanken om forandring gælder også over tid. Bramhøjgård er ikke tænkt som en fastlagt bygning, hvor alle funktioner er bestemt på forhånd. Der skal være plads til at bygge, reparere, arbejde og ændre noget senere. En gammel, smuk murstensfacade er eksempelvis bevaret på grund af sine rumlige og kulturhistoriske værdi, og indgår som en skal i en ny åben regn-pavillon, der samler regnvand til haven. Regnpavilionen er et aktiv her og nu men gemmer også den historiske facade til potentielle fremtidige udviklinger. Det er ikke en mangel, men en mulighed, der er bevaret.

– Et rum kan stå råt, og måske kan man bygge videre senere. Ikke alt behøver at være løst på én gang, siger Dominique.

At lade noget stå åbent kan dermed også være en måde at indtænke tid i arkitekturen. Noget kan vente, indtil et nyt behov, en ny bruger eller en ny mulighed opstår. På den måde bevarer man ikke kun materialer, men også muligheder for fremtiden. Når Bramhøjgård står færdigt, er det derfor ikke nødvendigvis færdigt med at udvikle sig.

Et byggesystem til familiehuset

Tegnestuens arbejde med familiehuse har ført Dominique og Kristian ind i udviklingen af et nyt byggesystem. Udgangspunktet er en bærende limtræskonstruktion på skruefundamenter, som kan rejses i etaper.

– Den bærende konstruktion kan etableres først, mens isolering og de øvrige lag monteres udenpå, som standardiserede elementer, der kan bygges på fabrik og kranes på plads. Konstruktionen bliver dermed både en del af husets arkitektur og en tydelig struktur for den videre opbygning, forklarer Kristian.

 

Systemet udspringer blandt andet af erfaringerne fra behovet for at bygge hen over vinterperioden. Ved at få den bærende del på plads først kunne resten af huset bygges videre uden at risikere at bygge fugt ind i konstruktionen.

 

– Systemet etablerer en robust grundstruktur, som resten kan bygges op omkring, og det er designet for disassembly, så delene kan skilles ad og materialerne kan bruges igen. Huset kan fjernes uden at efterlade sår i jorden og uden at forstyrre den lokale mikrobiologi. Vi har fået den præcise limtræskonstruktion til at møde tolerancerne i skruefundamenterne, hvilket har muliggjort et hus uden støbt terrændæk, afslutter Dominique.

 

 

Fra familiehuset til Venedig

I 2027 bliver Dominique + Serenas arbejde løftet til en international skala, når de står som kuratorer for det danske bidrag til den 20. Arkitekturbiennale i Venedig. Med enfamiliehuset som udgangspunkt undersøger de, om drømmen om det gode liv kan stemme overens med den planetære virkelighed. De efterlyser nye visioner, andre praksisser og nye boformer, der kan vise, hvordan vi kan leve og praktisere arkitektur i overensstemmelse med planeten.
Det er endnu en opgave, hvor noget velkendt bliver gjort til genstand for undersøgelse. Enfamiliehuset er ikke bare en boligform, men bærer på forestillinger om frihed, familieliv, fællesskab og livskvalitet, som må gentænkes i mødet med nye livsformer og planetære grænser.

Det er måske netop her, deres arbejde mellem politik, kunst og arkitektur bliver interessant. Arkitekturen bliver både et redskab til at undersøge det, vi allerede kender, og en måde at forestille sig nye måder at leve og bygge på. For Dominique + Serena handler det ikke kun om at skabe bygninger og steder, men om at bruge arkitekturen til at bidrage til et mere socioøkologisk samfund.

 

Læs andre af BYGGERI+arkitekturs portræt-artikler her