Ny pulje sætter arkitekturen i spil i kulturhuse
Mellemstore kulturhuse kan søge op til 500.000 kr. til forundersøgelser gennem indsatsen Kulturhuse for Alle, der sætter fokus på transformation, arkitektur og nye brugergrupper.
Danmark har over 400 kulturhuse, som tilsammen har omkring 16 millioner brugere og besøgende om året. Husene spænder vidt i både størrelse, aktiviteter og arkitektonisk udgangspunkt, og mange holder til i bygninger, der oprindeligt er opført til helt andre funktioner.
Nu får mellemstore kulturhuse mulighed for at søge støtte til at undersøge, hvordan deres fysiske rammer kan udvikles. En ny pulje under indsatsen Kulturhuse for Alle skal finansiere forundersøgelser med fokus på arkitektur, rum og indretning som redskaber til at styrke husenes funktion som lokale mødesteder og nå nye brugergrupper.
Kulturhuse for Alle er initieret af Realdania og gennemføres i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden samt Kulturhusene i Danmark.
– Mange kulturhuse har ret få ansatte og flere frivillige. Det er dygtige mennesker og ildsjæle, der gør en stor forskel for lokalsamfundene ude i landet, men mange af dem efterspørger også mere viden om, hvordan de kan indrette deres bygninger og aktivt bruge dem til at skabe mere gavn for deres brugere, siger Matilde Lund Larsen, sekretariatsleder i Kulturhusene i Danmark, i en pressemeddelelse.
Arkitekter og procesrådgivere skal undersøge mulighederne
De udvalgte kulturhuse kan modtage støtte til en værdi af op til 500.000 kr. Pengene skal gå til forundersøgelser, hvor kulturhusene sammen med proces- og arkitektfaglige rådgivere undersøger mulighederne for at arbejde med bygningernes arkitektur, rumlige organisering og indretning.
Målet er både at understøtte kulturhusenes udvikling og undersøge, hvordan de fysiske rammer kan invitere flere og mere forskellige målgrupper indenfor. Den lokale inddragelse bliver en del af processen, og både eksisterende brugere og grupper, der i dag er underrepræsenterede i kulturhusene, skal inddrages.
– Flere millioner danskere kommer årligt i et kulturhus, og mange kommer flere gange om ugen eller måneden. Det skaber liv, fællesskab og personlig livskvalitet i vores store og mindre byer landet rundt. Den her pulje skal være med til at skabe viden om, hvordan man lokalt kan arbejde med de fysiske rammer og gøre kulturhusene endnu bedre, ifølge Mette Margrethe Elf, projektchef i Realdania.
Ambitionen er ifølge Mette Margrethe Elf samtidig at få flere underrepræsenterede grupper ind i kulturhusene, blandt andet unge, mennesker med minoritetsbaggrund og mennesker i sårbare positioner.
– Vi ved, at det er muligt, når vi arbejder med arkitekturen som et værktøj, siger hun.
Transformation frem for nybyggeri
Et centralt arkitektonisk tema i indsatsen bliver transformation. En stor del af landets kulturhuse ligger i eksisterende bygninger, som tidligere har fungeret som eksempelvis skoler, industribygninger eller forsamlingshuse. Det betyder, at bygningernes oprindelige rumlige organisering og arkitektur ikke nødvendigvis passer til kulturhusenes nuværende funktioner.
Her bliver opgaven at undersøge, hvordan eksisterende kvaliteter kan bringes i spil, samtidig med at rummene tilpasses nye aktiviteter og brugergrupper.
– Mange af de her bygninger er gode og solide, men de er bare ikke nødvendigvis fuldstændigt optimale til deres nye formål. Derfor kommer vi til at fokusere på transformation fremfor nybyggeri, og vi håber på et bredt ansøgerfelt af meget forskellige kulturhuse. Så skal vi sammen blive klogere på, hvordan vi i højere grad får arkitekturen til at invitere indenfor, siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.
Puljen retter dermed opmærksomheden mod en velkendt problemstilling i transformationsprojekter: Hvordan eksisterende bygninger kan få nye funktioner uden nødvendigvis at blive erstattet af nybyggeri, og hvordan arkitektoniske greb kan understøtte både brug, tilgængelighed og nye fællesskaber.
Erfaringer skal skabe ny viden om kulturhusene
Forundersøgelserne indgår i den flerårige indsats Kulturhuse for Alle, der skal opbygge viden om sammenhængen mellem kulturhusenes arkitektur, rum, indretning og deres funktion som lokale mødesteder. Partnerskabet forventes desuden at blive udvidet med flere aktører i de kommende år.
Et af indsatsens faglige udgangspunkter er publikationen Kulturhuse: Arkitektur, fællesskab og deltagelse, som blev udgivet i juni 2026. Publikationen analyserer ti kulturhuse og deres arkitektur og fungerer som vidensgrundlag for det videre arbejde.
Alle mellemstore kulturhuse, der har været i drift i mindst fem år og har mellem 3 og 10 årsværk, kan søge støtte gennem Kulturhuse for Alle. Ansøgningsfristen er 19. januar 2027.
Det samlede ansøgningsmateriale findes hos Realdania
Læs flere artikler om renoverings- og transformationsprojekter
