Transformation og tværfaglighed skal være de bærende kræfter i arkitekturen

Justine Bell og Jonas Djernes

Skiftende tider stiller skiftende krav.

Sådan har det altid været i arkitekturens og byggeriets verden.

Gennem de seneste syv-otte årtier har løsningen på den udfordring været klar; nedrivningsmaskiner og nybyg, ofte med præfabrikerede og klima- og ressourcetunge materialer.

De seneste år er en alternativ vej blevet stadigt mere synlig. Transformation af det eksisterende, større materialebevidsthed og en forståelse af byggeriets fingeraftryk på klima- og ressourceområdet.

Skiftet i tankegangen er gået stærkt, fortæller Justine Bell, der er uddannet arkitekt fra Bartlett School og Architecture og University of Cape Town. Hun driver tegnestuen Djernes & Bell  sammen med Jonas Djernes, der ligeledes er arkitekt med uddannelse fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole.

-  Da vi startede tegnestuen i 2020 med fokus på det eksisterende frem for nybyggeri, blev det set som temmelig radikalt. På det tidspunkt var transformation stadig en niche i Danmark, og der var stor debat om, hvor værdien lå i det eksisterende byggeri, siger hun.

De to arkitekter havde omkring 15 års erfaring – blandt andet fra London, hvor transformation ifølge Justine Bell er en naturlig del af tankegangen, når storbyen skal have nye funktioner – da de slog sig ned i det gamle baghus på Nyvej på Frederiksberg, hvor de deler førstesalen med to andre tegnestuer.

Her har de hurtigt opnået stor opmærksomhed. Blandt andet er de en del af Projekt START, der er etableret af Dreyers Fond og Arkitektforeningen. Her matches tegnestuer og arkitekter fra vækstlaget med konkrete opgaver i landets kommuner. Mange andre markedsaktører viser også interesse for tegnestuens arbejde.

- Vi er heldige med den tid, vi befinder os i. Der er stadigt større fokus på transformation. Opfattelsen har forandret sig hurtigt, siger Jonas Djernes.

Helheden

Djernes & Bell har ikke kun fokus på de eksisterende bygninger. Omgivelserne spiller også en stor rolle.

- Landskaberne er blevet formet gennem årtusinder. Leret, vi bygger på, stammer fra sidste istid. Man skal kende landskaberne og naturen og samspillet mellem mennesket og omgivelserne. Førhen har der været en bevidsthed om, at man skulle sikre, at naturen kunne give tækkematerialer, men også mad til dyrene og til ens overlevelse gennem vinteren. Man havde en forståelse for systemerne, for ressourcerne og for de konsekvenser, ens handlinger havde, siger Justine Bell.

Den tankegang bliver udkrystalliseret i Hedeskov Skole. Her er en nedlagt landsbyskole blevet omdannet til Hedeskov Center for regenerative practice, der udforsker regenerative principper i blandt andet jordbrug og byggematerialer. Projektet er støttet med fem millioner kroner fra Realdania og er blevet til et samarbejde mellem skolens ejere, Djernes & Bell og BUILD på Aalborg Universitet.

Skolens hovedbygning er fra 1910, mens en værksteds- og garagebygning er et par årtier yngre. Bygningerne er blevet transformerede med blik for både det æstetiske, adfærdsmæssige og oplevelsesmæssige – og med et særligt fokus på håndværk, byggeskik og klimalette, lokale materialer. Et idealistisk projekt, kan man mene – men idealisme er ikke et ord, Justine Bell bryder sig om.

-  Vi kan jo også bare kalde det fornuftigt, siger hun.

Hedeskov Center for regenerative practice

Positive håndværkere

Efter at projektet var tegnet, men før det praktiske arbejde på stedet gik i gang, fik Djernes & Bell skabt et katalog over materialer fra lokalområdet. Det skete i samarbejde med de britiske Local Works og satte en fysisk afgrænsning på, hvor man kunne hente materialer fra.

Det har stillet krav til håndværkernes kunnen og vilje til at deltage – og til arkitekternes egne tværfaglige samarbejdsevner. Men oplevelsen har overordnet været positiv, siger Jonas Djernes.

- Da vi spurgte murerne, om de havde lavet lermaterialer før, svarede de 'nej, men hvis det kan blandes i en spand, kan vi gøre det.' Så deres tilgang var meget nysgerrig, siger han.

Set med nutidens øjne var der også mere uortodokse materialer i brug. Ting, der i dag betragtes som affald, har tidligere indgået som byggematerialer, og på Hedeskov har Djernes & Bell og deres samarbejdspartnere genopfundet metoderne.

- Vi stod med det ret lavpraktiske problem at sod sivede igennem skorstensbrystet. Når vi ringede rundt, for at finde en løsning, fik vi tilbudt en masse kemi. Men førhen brugte man kolort rørt op i vand. Alle vores håndværkere havde hørt om det, men aldrig prøvet det, men det blev løsningen i Hedeskov, siger Jonas Djernes.

- Der er masser af eksempler på løsninger, der er skrevet ud af det tekniske fælleseje. Det kan være hestemøg i lergulve eller kolort på skorstenen, siger Justine Bell.

- Man har også tidligere strøget lergulve med okseblod for at styrke dem. I Sydafrika maler folk ofte stadig deres gulve røde, selv om de er støbte, fordi det har været en del af traditionen, siger hun.

Hedeskov Center for regenerative practice

De faglige barrierer

Naturmaterialer som lokalt ler, tækkerør og andet er stort set forsvundet fra byggeriet til fordel for præfabrikerede materialer. Det er synd, både for bygningernes forankring i naturen og for deres klima- og ressourcemæssige fingeraftryk, mener arkitekterne. En af løsningerne er at få nedbrudt nogle af de faglige barrierer mellem håndværkere, forskere og arkitekter.

-  Hvis arkitekterne ved, hvor materialerne kommer fra, vil de have lettere ved selv at bruge dem og overbevise bygherrer og håndværkere om at bruge dem, siger Justine Bell.

-  Det vil også være en bygningsmæssig styrke, hvis håndværket i sig selv bliver set som en kvalitet. Tværfagligt samarbejde gør os alle sammen stærkere. Det er nærmest som en biologisk resiliens.

Samtidig opfordrer partnerne til, at arkitekter gentænker deres rolle.

-  I arkitektfaget er der meget fokus på værket. Den tankegang vil vi gerne tage et opgør med. Man skal tegne, så der er fleksibilitet og mulighed for, at andre arkitekter kan omdanne bygningen, når det er nødvendigt. I Hedeskov er vores arbejde den tredje iteration af forhåbentlig mange, siger Jonas Djernes.

Effekten af de 'nye' materialer bliver nøje overvåget. Der er sensorer i blandt andet isoleringen, der er baseret på hamp, og der måles også på afdampning fra blandt andet linoliemaling. Ideen er at få resultater, der gør, at materialerne fremover vil indgå i materialekataloger.

Garde Hvalsoe x Dinesen. Aarhus Showroom. Foto af Claus Troelsgaard

Demontering frem for nedrivning

Et projekt som Hedeskov er båret af både bygherrer med klare visioner og forsknings- og fondsstøtte. Men Jonas Djernes og Justine Bell mener, at erfaringerne sagtens kan overføres til mere dagligdags projekter – også i byer, hvor der ikke lokalt er adgang til naturressourcer.

- Der skal måske være lidt mere elastik i, hvor stor en cirkel, man vil hente ressourcer fra. Til gengæld kan der være større mulighed for at genanvende materialer fra den bygning, der transformerer eller fra bygninger i området, siger Justine Bell.

- I byerne skal der være fokus på at genanvende bygninger frem for at bygge nyt. Og når dele af en bygning skal væk, skal det være en demontering frem for en nedrivning, så materialerne i størst mulig grad kan genanvendes, supplerer Jonas Djernes.

Det princip er blevet ført ud i livet på Frederiksberg Skole I Sorø. Her har Djernes & Bell lavet planerne for udskolingen under temaet 'Bygningen, der genbruger sig selv.'

Som med alle projekter fra deres hånd begyndte de to arkitekter med en gennemgående kortlægning. Det omfattede både skolens pædagogiske grundlag og historie, ønskerne fra elever og lærere og de materialer, den er opført af – og i hvilken grad, de kunne genanvendes.

- Vi fik lavet en model, der viste hvilke dele, der kunne genbruges, og hvilke dele, der var problematiske på grund af deres indholdsstoffer eller nået til ”end of life”, siger Jonas Djernes.

- Grundtanken var, at alt, der blev fjernet, skulle i størst muligt omfang genanvendes eller relokeres i projektet.

Kortlægningen medførte også et nyt syn på bygningerne – og på bygherrens ønsker.

Et gennemgående ønske var større klasselokaler.

- Men vores analyse viste, at lokalerne faktisk var store nok. De blev bare brugt til for mange formål, så vi foreslog i stedet nicher, grupperum og andre mødesteder væk fra klassen, siger Justine Bell.

Netop analysen er det vigtigste arbejdsredskab hos Djernes & Bell.

- Det er i analysen, vi finder de bedste løsninger, siger Jonas Djernes og peger på et projekt i Rødovre Kommune som et eksempel.

Her skulle der gøres plads til den kommunale hjemmepleje i den tidligere linealfabrik Linex. I første omgang var der planlagt en større renovering, men analysen viste, at der ikke var behov for lige så store indgreb.

- Vi kortlagde alt fra lamper til rummenes størrelse, og vi kom frem til, at hjemmeplejen ret let kunne rykkes til fabrikken, siger Justine Bell.

- Vi gik nok glip af en masse rådgivningstimer, men det vigtigste for os var at finde en løsning, der var mest mulig skånsom.

Rødovre Kommunes Hjemmeplejecentral

Kommunernes ansvar

Som en senere del af projektet skal mursten fra en anden kommunal nedrivning bruges til at lave skillevægge på Linex. Og det offentlige – stat og kommune – kan være en meget vigtig medspiller i tanken om større genanvendelse.

-  Kommuner har overblik over mange bygninger og nedrivninger, der eventuelt kan skabe materiale for andre projekter. Samtidig har de mulighed for at opbevare materialerne, siger Jonas Djernes, der også peger på de lange tidsperspektiver for udvikling, der er i det offentlige.

Desuden er der en infrastruktur på plads med de kommunale genbrugspladser.

-  Hvis man kunne lave salg fra genbrugspladserne og få skabt kataloger, som folk kunne købe fra, ville man være kommet et godt stykke vej, siger Justine Bell.

Det vil naturligt nok føre til genanvendelse af de mere gængse materialer, men der skal også fokus på metoder, der er enten er hentet i fortiden eller bliver udviklet til at være særligt bæredygtige. Her er Hedeskov et eksempel på et living lab, hvor dataindsamling giver den viden, der skal til, for at metoderne kan blive teknisk fælleseje.

-  Med tiden skal de blive så tilgængelige, at alle kan slå op i en bog og finde en løsning, der passer til deres egen bygning, siger Jonas Djernes.

De to arkitekter mener dog ikke, at man kan komme i mål på udviklingen uden politisk indblanding.

-  Det kræver økonomisk incitament at få folk til at genanvende mere. Om det er pisk eller gulerod eller en blanding, der skal til, ved jeg ikke, siger Jonas Djernes.

-  Men vi er nødt til at have en lovgivning, der siger, at det ikke må være muligt, at man kan købe farlige produkter billigere end de mere bæredygtige. Det er absurd, at man kan sælge farlige produkter, hvis der er alternativer. Alternativerne skal nødvendigvis også være tilgængelige i byggemarkederne, siger Justine Bell, der igen afviser ordet idealisme.

- Der er også noget, der hedder sund fornuft. Charles Darwin forsøgte at forklare intelligens som en arts mulighed for at sikre sin overlevelse. I det lys er mennesket ikke særligt intelligent, konstaterer hun.