Arne Høi: Vi skal finde kvaliteterne og bygge videre på dem

To studerende, Lovisa Nordlöf og Nicolai William Buch, har tænkt i transformation af villavejenes klassiske gulstenshuse.

Da kulturministeren i september beskikkede Arne Høi til en plads i Kulturministeriets nye ekspertudvalg for udpegning af nationale kulturmiljøer, var det et naturligt skridt i en karriere, der har stået i bygningsbevaringens tegn.

 

Den 61-årige institutleder på Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur har nemlig haft de eksisterende bygninger og bymiljøer i sit professionelle fokus, siden han i marts 1990 sprang ud som arkitekt fra  Afdelingen for Restaurering, By- og Bygningspleje på Arkitektskolen i Aarhus.

 

Dengang var det faglige fokus ganske smalt, fortæller han.

-  Da jeg blev uddannet, var der hovedsageligt fokus på de fredede bygninger, der kun udgør 0,2 procent af den samlede bygningsmasse. Hvis man var helt fremme i skoene, kiggede man også på det tidlige industribyggeri eller historismens etageboliger, siger Arne Høi, der selv lavede afgangsprojekt om en nedslidt herregård.

 

-  Siden er kulturarvsbegrebet heldigvis eksploderet. Vores kulturarvssyn har ændret sig fra monumenter og til et større fokus på helheder, strukturer samt hverdagens og efterkrigstidens bygninger, som rummer værdier, der ikke altid er så umiddelbart synlige. Det giver også nogle udfordringer. For hvordan sikrer vi os, at vi kan forstå og formidle værdierne i f.eks. velfærdsstatens arkitektur og lade det være en del af grundlaget for transformation, bevaring og udvikling, siger han og nævner idrætshaller, handelscentre og centralskoler på landet som eksempler.

 

På Lundagergården på Frilandsmuseet har de studerende samarbejdet om at indrette nye boformer i en gammel lade.

Ny aktualitet

Bevaringsområdet har fået en ny aktualitet de senere år. Byggebranchen og vores allesammens boliger sviner og bidrager i uhyggelig grad til klimakrisen.

Energioptimering og genbrug og transformation af de eksisterende bygninger kan være en af nøglerne til at dæmpe klimakatastrofen, hvilket en lang række forskningsprojekter fra bl.a. Det Kongelige Akademi også peger på. Her er helheden vigtig, understreger Arne Høi.

 

-  Hvis det blot handlede om at energioptimere, var det mere enkelt. Men vi skal også sørge for, at vi ikke ødelægger vores byggede kulturarv i forsøget.

 

Den slags er sket før. I 1970erne blev mange oprindelige vinduer skiftet ud med termoruder i forbindelse med energikriserne.

Det medførte en arkitektonisk og kulturhistorisk forringelse af mange ældre huse – og det var uden de energimæssige fordele, som man regnede med, viste et forskningsprojekt på Center for Bygningsbevaring i Raadvad, hvor Arne Høi var leder i ni år frem til 2014.

 

-  Sammen med DTU undersøgte vi, om der havde været en gevinst, men det viste sig, at datidens termoruder faktisk havde et større energitab end de klassiske vinduer forsynet med en indvendig forsatsramme. Det lykkedes altså at ødelægge værdier i en forgæves og fuldt berettiget iver efter at lave energiforbedringer, siger han.

 

For at forebygge den slags misforståede tiltag, har man på instituttet i samarbejde med DTU gennemført et projekt med en komplet livscyklusanalyse på det 136 år gamle bornholmske bindingsværkshus Lærlingenes Hus.

Undersøgelserne, som arkitekt Thomas Kampmann fra Det Kongelige Akademi står for, ser på de forskellige efterisoleringsgrader og istandsættelsesmetoder, man kan anvende, og sammenligner dem med klimaaftrykket fra helt nye bygninger.

- Projektet viser, at den mest klimavenlige måde at håndtere ældre byggeri på er – ikke at nedrive – men derimod at restaurere og i forbindelse med restaureringen at benytte de samme materialer, der oprindelig blev brugt ved opførelsen af bygningen, fortæller Arne Høi.

På Lundagergården på Frilandsmuseet har de studerende samarbejdet om at indrette nye boformer i en gammel lade. Foto: Victor Boye Julebæk

Ung vilje

Arne Høi sætter sin lid til de arkitekter, han selv er med til at uddanne. Hos de studerende ser han en stor vilje – og en matchende evne – til at dykke ned i de værdier, der findes i det byggede miljø. Det gælder også i bygninger, der ikke traditionelt opfattes som stor arkitektur.

 

-  Det er ikke så svært at få øje på værdierne i et hus som det, vi sidder i, siger han med henvisning til Arkitektskolens 1700-talslokaler i flådens tidligere bygninger på Holmen. Men i mange andre skal historien fortælles, så man kan bygge på kvaliteterne.

Synet på arkitekturens værdier ændrer sig da også over tid. Det oplevede Arne Høi selv i 1990erne, hvor han var med til at udarbejde en bevaringsplan for en kommune.

 

-  Da vi lavede en ny gennemgang ti år senere, kunne vi pludselig tilskrive villaer fra 1950erne en anden værdi. Bevaringsværdierne er ikke statiske. De bor ikke murstenene, men i vores hoveder. Hvis man kom fra Mars og landede helt uden forudsætninger, var det måske ligegyldigt, om man landede på Tårnby Torv eller Amalienborg.

 

Netop Tårnby Torv er udgangspunkt for et afgangsprojekt på skolen udført af Marie Forstved og Kasper Hübertz Larsen. Torvet er et indkøbs- og boligbyggeri fra 1967 – et træt og utidssvarende byggeri, som de to nyuddannede arkitekter selv sætter i kategorien 'Antiværker' – men som de mener kan løftes til at blive et nutidigt knudepunkt for lokalsamfundet, samtidig med at man sparer de ressourcer, der ligger i en transformation frem for en nedrivning.

 

-  Projektet tager udgangspunkt i efterkrigstidens velfærdsarkitektur og er et spændende eksempel på, hvordan de yngre generationer gennem metodiske undersøgelser kan finde og definere værdier og bruge dem til at gentænke det eksisterende, siger han og peger på, at det er et gennemgående træk blandt de studerende.

-  Deres visioner peger ofte hen på at bruge det, vi allerede har, på nye måder, uden at vi mister de bærende værdier. Det handler om at finde kvaliteterne og bygge videre på dem. Førhen talte man mest om bevaring, men nu taler vi mere om rammer for udvikling.

 

I Jels i Sønderjylland har en hal på Dinesens Savværk lagt rammer og klimaskærm til et eksperimenterende boligprojekt.

Villavejens nye liv

Den forandrede tilgang til bygningsarven kan også ses i skolens udstillingslokaler, hvor man for øjeblikket kan se udstillingen ”Planetary Boundaries”.

Her er blandt andet en gruppe studerende, der sammen med ph.d. studerende Charlie Steenberg, har arbejdet med villavejenes parcelhuse – og hvordan de kan omdannes til bæredygtige boliger, der rummer flere mennesker og giver plads til en ny form for familiemønstre og sociale sammenhænge.

 

-  Jeg er selv vokset op i et parcelhuskvarter, og når jeg går rundt i sådan et kvarter, trykker det på nogle knapper. Jeg vil ikke flytte tilbage til den tid og de normer som kvarteret var rammen om i min barndom.

Men når jeg ser de studerendes visioner, bliver potentialet for et liv med en nutidig æstetik, livskvalitet og andre måder at bo og leve sammen på synligt. De har undersøgt og udviklet de gode værdier i det eksisterende, og jo mere kvaliteterne bliver italesat, desto mere vil folk komme til at holde af dem.

 

Arne Høi er overbevist om, at samarbejde mellem forskellige kompetencer er vejen frem – det kunstneriske, praktiske og forskningsmæssige må meget gerne gå hånd i hånd.

I to samarbejder med hhv. Frilandsmuseet og Roskilde Universitetscenter samt med Dinesens savværk i sønderjyske Jels har de studerende arbejdet med at indrette nye funktioner i hhv. en lade fra 1700 tallet og en forladt produktionshal fra 1960´erne.

Man har udnyttet den eksisterende klimaskærm til at lave nyindretningerne som de studerende selv har bygget– og samarbejde mellem forskellige discipliner og tankegange har været i højsædet, siger han.

-  Det er vigtigt, at vi ikke uddanner solister, men arkitekter, der er i stand til at løse opgaver sammen. Sideløbende har vi et særligt fokus på at udvikle metoder til at forstå og beskrive steder og sammenhænge som grundlag for projekter. Verden er ikke et blankt lærred. Det er ikke kun bygningen, det kan også handle om særlige kulturer, beboergrupper eller landskaber, og det kan handle om forandrede værdisæt.

For eksempel er Frederiksstaden på tentativliste som Unesco verdensarv. Beskrivelsen på tentativlisten er sådan en, jeg selv engang kunne have skrevet, med forklaringer om bygninger og sammenhængen i anlægget og den kulturhistoriske fortælling om enevælden og den barokke by.

Men da en af vores studerende, Toni Antonow, valgte lave sit afgangsprojekt om et kolonimuseum i København, lagde han en anden vinkel, hvor han kortlagde, hvilke bygninger, der har relation til slavehandlen. Det er en anden måde at se på byen, der bidrager til et mere nuanceret syn på Frederiksstaden, og som måske i højere grad, end den traditionelle fortælling, har de ”Outstanding Universal Values”, som er kriteriet for at blive optaget på den eftertragtede verdensarvsliste.

 

Arkitekturen handler ikke kun om mursten – sammenhængen mellem bygningerne er også med til at skrive historien. Oliver Kiem Kongsgaard Prag har kigget på, hvordan de traditionelle villahaver kan indgå i en ny sammenhæng.

Velfærdens treenighed

Arne Høi ser masser af håb for fremtiden i de studerendes visioner – men arkitekterne kan ikke stå alene i en tid, der kalder på store forandringer. For nok er arkitekternes fingeraftryk, de mest synlige, men grundlaget for ændringer skal skabes i samspil med Christiansborg og i landets byrådssale.

 

Det har tidligere kunne lade sig gøre at skabe store samfundsændringer på kort tid, understreger han.

 

I begyndelsen af 1900-tallet førte en række jordreformer til oprettelse af statshusmandsbrug en række statshusmandsbrug over hele landet – og arkitekterne gav, med afsæt i Bedre Byggeskik form til en politisk vision og bedre livsvilkår for landbobefolkningen.

Og i kølvandet på Anden Verdenskrig førte boligmangel, en nedslidt boligmasse og en mere holistisk velfærdstanke til enorme byggerier, som staten visionært lagde rammerne for gennem målrettede tilskudsordninger, regulerede lejlighedstørrelse, byggematerialer og elementer.

Dinesen savværk

Igen var det tidens dygtige arkitekter, der gav visionen fysisk udtryk og skabte unikke bygningskomplekser og landskabsrum, siger han og erklærer sig 'helt forelsket' i 40ernes og 50ernes almene boliger.

-  Mange af dem er fantastiske. Der er tænkt i hverdagsliv, der skulle tilrettelægges bedst muligt. De skulle danne rammen om det gode liv. 

De blev skabt i et samspil mellem arkitekturen, politikerne og en lovgivning, der sikrede, at tankerne kunne føres ud i livet. I dag kan jeg savne tilsvarende politiske visioner, der kan bidrage til at løse det enorme samfundsproblem, vi har i klima- og bæredygtighedskrisen, siger han og griber igen tilbage i historien. 

-  I aftalen om statshusmandsbrug bestemte man et maksimalt kvadratmetertal. I dag rives der gode huse ned for at bygge dobbelt så stort. Jeg har ikke et quickfix. Men man kan gøre noget for at synliggøre den belastning, der ligger i at rive ned frem for at transformere.

Og man kan arbejde på at synliggøre og udvikle på baggrund af de bærende værdier. Jeg tror, man kan skabe en ny æstetik, der følger en nødvendig dagsorden.

Vi skal ændre måden, vi indretter vores hverdag på, og vi skal være parate til at leve på mindre plads og genbruge og videreudvikle de eksisterende bygninger  og strukturer.

Selv om det kan lyde som en stor udfordring, er Arne Høi ikke i tvivl om at det kan lykkes.

 

-  Da jeg var ung, byggede de den første vindmølle på Tvind. Der blev grinet lidt af det, men i dag overstiger virkeligheden langt de visioner, man havde dengang. Man skal ikke være så bange for de visionære og ideelle projekter, selv om de for nogle kan virke verdensfjerne. For det er dem, der fører os videre.