Naturen kan hjælpe arkitekturen på vej

Phil Ayres. Foto af Hayden Zakrisson-Ayres

Det går stærkt, når Phil Ayres fortæller. Han har meget på hjerte og endnu mere i hovedet.

For den nyudnævnte professor på Arkitektskolen under Det Kongelige Akademi er det naturligt at kigge ud over sit eget fag, når han skal udføre sin forskning. Han er tilknyttet Institut for Bygningskunst og Teknologi – CITA - og hans forskningsfelter er blandt andet digitalt arkitekturdesign, robotter og bio-hybridsystemer.

I disse år er han involveret i et større projekt, der handler om at bruge forskellige svampetyper som byggematerialer – og det stiller krav til viden om at andet end statik, æstetik, mørtel og mursten, når man forsøger at gøre naturen til en væsentlig ingrediens i den store arkitektoniske opskriftssamling.

Phil Ayres første barndomsdrøm var at blive kok.

- Min mor stammer fra Alsace, og hun lavede altid mad. Jeg var meget fascineret af, at man kunne tage de klassiske opskrifter og tilføre små tweaks og tilpasninger og få et nyt resultat hver gang, fortæller han.

- Men vi havde venner i byggebranchen, og jeg blev grebet af, hvordan man kunne se tegningerne udvikle sig til bygninger. Det var som at bo midt i et måltid, så jeg skiftede ret hurtigt til at drømme om at blive arkitekt.

 

Fungal Architectures/CITA

Surdej og svampe

Den franske kokkepioner Antonin Carěme er blevet tillagt et citat om, at arkitektur er en af de fem skønne kunstner

– og at den vigtigste disciplin inden for arkitekturen er konditorkunsten. Og netop eksperimenterne med at bruge svampe til byggeri indeholder da også store overlapninger til bagekunsten. Det handler nemlig om at blande ingredienserne rigtigt, så svampene får de vækstbetingelser, der skal til, for at få dem til at blive brugbare i byggeriet.

- Nogle gange er det svært at se, om de studerende sidder med deres madpakke eller med et eksperiment, konstaterer Phil Ayres.

Helt grundlæggende er kerneprocessen i svampeproduktionen da også den samme, som når man laver en surdej. Svampesporerne skal have vækstvilkår i et næringsstof – her er det træpiller i stedet for mel – og skal derefter vokse sig store, stærke og brugbare.  Tanken er, at svampene selv skal vokse ud i de former, man ønsker.

Oldgammel flettekunst

Mellem computere og skriveborde ligger skeletkonstruktioner af bøge- og asketræ. Fletværk, der ser spinkelt ud, men alligevel kan holde til en stor belastning. Nogle af dem er delvist overgroede med svampe, der følger linjerne, men også poser ud med vildskud og uforudsigelige lommer. 

Lige nu arbejdes der mest med at lære svampestrukturerne at kende og med at udvikle akustikpaneler. I fremtiden håber professoren, at det vil være muligt at dyrke hele bygninger i løbet af en uges tid. Der er dog stadig lang vej, og måske er løsningen ikke helt firkantede konstruktioner.


- Der er muligheder for nye former, der kan indgå i andre måder at tænke bygninger på. Det er en æstetik, der præges af materialet. Væksten giver nogle uforudsigelige lommer og former, mens konstruktionerne følger de strenge regler for den vævning, vi bruger. Det giver nogle helt særlige typologier, der kommunikerer, at ikke alt er under kontrol. Det minder om hjernen, og det minder om naturen, siger professoren.

Flettemetoden er valgt, fordi den både giver  smukke og meget holdbare strukturer –  det viser sig, da beroligende professorord lokker godt 100 kilo journalist op på en spinkelt udseende bøgekuppel på et værkstedsgulv – og på grund af lange traditioner.

- Det er en japansk fletteteknik, der har eksisteret i 7.000 år. I sig selv er den ikke avanceret, et barn kan lære den på tre dage. Det stærke sociale og kulturelle aspekt er vigtigt for os. Hvis vi arbejder på at skabe noget nyt for samfundet, er samfundets accept af resultatet vigtigt. Tanken om at bo i et svampehus er fremmed for mange, men hvis vi får fortalt om de kulturelle og sociale aspekter, er det lettere at vinde folk for ideen, siger han.

 

Bartlett lagde grunden

Phil Ayres har aldrig stræbt efter at blive en traditionel arkitekt. Allerede i studieårene på arkitektskolen Bartlett i London handlede det om at angribe arkitekturen fra helt nye sider – og med et helt nyt tankegods.

- Jeg var tilknyttet Unit 14, der er meget eksperimenterende. Jeg tegnede ikke, men vi arbejdede med, hvordan vi kunne gøre bygninger responsive. Grundtanken er, at vi skal tænke i andet end formgivning, siger han.

Fungal Architectures/CITA

- Da jeg var der, var vi tidligt i en fase, hvor computere kunne lære af erfaringer. Så det drejede sig om, at lade bygninger lære om, hvordan folk fordelte sig, hvornår der skulle justeres på temperaturer og andre af de ting, man ser i intelligente bygninger i dag, siger han.

Efter studietiden kom han ud i almindelig praksis, men det passede ikke helt til interesseområderne, og han kom tilbage til Bartlett som underviser, inden han via en ph.d. på arkitektskolen i Aarhus havnede på CITA.

Undervejs er interesseområdet blevet udvidet fra den computer- og motorstyrede bygning og til mere underliggende struktur bag adfærdsregulering, materialevalg, tilpasninger af bygninger og altså arbejdet med biohybrid arkitektur.

- Den biohybride arkitektur forsøger at finde veje til at kombinere levende organismer med tekniske elementer for at ramme arkitektoniske mål, fortæller han.


Det kan lyde som sci-fi, men Phil Ayres finder – ligesom med vævemønstrene – eksempler uden for den vestlige kultur. I den nordindiske stat Meghalaya har man gennem århundreder udnyttet figentræers rødder til at danne broer over vådområder. Ved hjælp af hule trærør og generationers nedarvede viden skaber man levende brokonstruktioner, der ikke alene er solide, men som også understøtter områdets økosystemer.

- Det er et kulturelt objekt, men det samarbejder med en levende organisme. Når man arbejder med levende ting, skal man ikke dominere dem for meget, og det har man forstået i Meghalaya, siger professoren.

Menneske- og naturcentreret

I vores del af verden arbejder den tyske arkitekt Ferdinand Ludwig med levende arkitektur – specielt træer, der tvinges ind i arkitektoniske former ved hjælp af tekniske konstruktioner. Den såkaldte baubotanik har et teoretisk grundlag hos 1700-talsingeniøren Friedrich Küffner. I den allermest simple form kan levende hegn og hække, der tvinges ind i særlige former også regnes ind i baubotanikkens formel.

- Grundlaget er gammelt, men det, der åbner sig nu, er at det ikke kun er planter og træer, men alle levende organismer, der kan tænkes ind i byggeriet, siger Phil Ayres, der ser biohybridarkitektur som en del af løsningen på byggebranchens indbyggede problemer på miljø- og klimafronten.

- Vi ved, at byggebranchen har et ansvar, men vi bliver alligevel ved med at skabe de samme problemer. En af de ting, der optager mig, er, om arkitekter kan være både menneske- og naturcentrerede, siger han.



Det kan dreje sig om alt fra habitater for bier over hvordan mennesket kan leve sammen med naturen i bymæssige sammenhænge og til forureningsproblemer.

- Næsten alle urbane områder er formurende. Enten skal man fjerne jorden og flytte problemet, eller man kan kigge på problemet biologisk. Østershatte kan for eksempel fjerne visse stoffer fra jorden ret hurtigt. Man kunne forestille os en midlertidig biologisk baseret arkitektur, der over en periode fjerner forurening fra jorden og samtidig give plads til en øget biodiversitet.

Arkitektens rolle

En af Phil Ayres studerende, Claudia Colmo, har udviklet byggekonceptet Restless Labyrinth, en svampestruktur, der vokser vildt og giver boliger for både mennesker og natur. Det vil kræve en dyb indånding og en ny måde at tænke arkitektur på, før man må formode, at almindelige borgere flytter ind i sådan en bygning – men hvis skiftet kommer, vi det ikke blot handle om måden at tænke bygninger på, men også om hele opfattelsen af det at bo.




- Det vil kunne blive en ramme om at genforbinde det menneskelige og ikkemenneskelige, siger arkitekturprofessoren, der opfordrer til, at arkitekter gentænker deres rolle.

- Arkitekter kan se, hvordan ting hænger sammen. Vi former et projekt i hovedet og kan forudsige det færdige resultat ned til detaljen. Det er meget værdifulde egenskaber, men måske skal vi i nogle tilfælde se os som hyrder eller som kokke frem for formgivere på Arne Jacobsen-måden. Hvis mn arbejder med organiske byggesten, kan vi ikke garantere en endelig form, for en masse faktorer kommer til at påvirke processerne, siger han.

Fungal Architectures/CITA

Fortid og fremtid

Organisk voksende bygninger, nye materialer, natur og mennesker sammen... perspektiverne kan forekomme både sci-fi-prægede og svimlende. Men Phil Ayres har en tiltro til, at de næste årtier vil byde på mange nyskabelser.

- Vi ser mange fantastiske studenterprojekter. Det giver et rigtigt stærkt grundlag for at komme videre. Hvis det konceptuelle kan forbindes med kompetencer og vidensmæssig udvikling, kan vi komme langt, specielt hvis vi indtænker naturens egne tendenser til forandring i byggeriet, siger han.

- I det 20. århundrede havde vi mange grunde til at lave en fremmedgørelse og adskillelse fra naturen. Modernismen har en dialektik, der siger, at det nye skal dræbe det gamle, men i dag kan det være, at det nye og det gamle skal leve sammen side om side, samtidig med, at mennesket og naturen skal have et tættere parløb, siger han.

- Jeg har altid været glad for symbolikken i Janushovedet.