Landskab og arkitektur som medspillere
Med sin placering i det vilde Lofotlandskab i Norge er Flakstad barne- og ungdomsskole af LINK Arkitektur udsat for store naturkræfter, og bygningens udformning skaber forskellige rum rundt om skolen med læ uanset vindretning. Landskab og arkitektur har fået lov til at interagere, og naturen er trukket så langt ind i skolebygningen som muligt.
Skolen er indrettet til maksimalt fællesbrug og har fleksible løsninger som foldevægge mellem klasselokaler. Et rummeligt og varmt fællesareal byder velkommen, og skolens hjerte ligger centralt i bygningen med amfiteater, musiklokale og varierede siddepladser. Gennemsigtighed, synlighed og tilgængelighed har været nøgleord i indretningen af skolen.
Flakstad barne- og ungdomsskole er et pilotprojekt, når det kommer til massivt træ. Næsten alle vægge er således udført i massivt træ, og der vil være synligt træ i alle de indvendige områder, hvilket er gavnligt for både indeklimaet og akustikken.
Skolens facade er beklædt med malmfyr, som er lavet af kernetræ med holdbare egenskaber. Derudover er der opsat et filigranbånd langs hele facaden, der repræsenterer bjerglandskabet omkring bygningen.