
Limtræ og genbrugssten former nyt kontorbyggeri i Juelsminde
Palsgaard udvider deres hovedsæde i Juelsminde med et nyt kontorhus, hvor træ bliver det bærende materiale. Nordstern står for totalentreprisen, og byggeriet forventes klar i 2026.

Projektet er karakteriseret ved en arkitektonisk og konstruktiv anvendelse af limtræ og en stærk materialemæssig forankring i både genbrug og naturmaterialer. Den nye bygning opføres i to etager og bindes fysisk sammen med den eksisterende administrationsbygning, hvilket skaber en helhedsorienteret sammenhæng på området. Centralt for projektet er brugen af limtræ som det primære bærende materiale. Det kommer til udtryk i synlige konstruktioner og i det indvendige rumforløb, hvor fyrretræ benyttes på vægge, trapper og nicher. Facaderne beklædes med maskinafrensede genbrugssten, som ikke blot tilføjer karakter, men også bidrager til projektets helhedsæstetik og materialebevidsthed.
- Med det nye kontorhus skaber vi rammer, der både understøtter vores daglige arbejde og vores bæredygtige profil. Vi sætter stor pris på det konstruktive samarbejde med Nordstern, som deler vores vision om kvalitet og omtanke i byggeriet, udtaler Anders Brix, bestyrelsesformand i Palsgaard A/S i en pressemeddelelse.
Arkitektur med fokus på stoflighed og trivsel
Som en del af projektet bevares og integreres en eksisterende kælder fra en tidligere lagerbygning. Kælderen renoveres med særlig fokus på fugtsikring og sammenbygges med det nye kontorhus. Denne kombination af nybyggeri og eksisterende strukturer understøtter både funktionalitet og ressourcebevidsthed i byggeprocessen.
Bygningen udformes med særlig opmærksomhed på dagslys, akustik og materialers stoflighed. Loftflader udføres i træbeton, mens gulvene veksler mellem lyse betongulve og trægulve. Det samlede materialevalg bidrager til både visuel varme og et sundt indeklima.
Et samarbejde med afsæt i materialemæssig omtanke
Det arkitektoniske hovedgreb er udviklet af Wienberg Architects og viderebearbejdes i samarbejde med P+P Arkitekter og ingeniørfirmaet Tri-Consult. De indgår som rådgivere i totalentreprenørteamet hos Nordstern.
- Vi er stolte af at kunne realisere et projekt, hvor både arkitektur, materialer og trivsel går hånd i hånd. Anvendelsen af limtræ og naturlige materialer skaber ikke bare smukke rammer, men også et sundt og inspirerende arbejdsmiljø, siger Morten Chrone, Group CEO hos Nordstern.
Projekteringen er aktuelt i gang, og nedrivningsarbejdet forventes påbegyndt i maj 2025.
Læs flere artikler om kontorbyggeri og se omtaler af domicilbyggeri i Danmark