Millionstøtte bringer demokraticenter på Himmelbjerget tættere på
Mens sommergæster er på vej til at besøge Himmelbjerget, har Nordea-fonden bevilget 3,4 mio. kr. til et forprojekt, der skal bane vejen for et kommende demokraticenter og en samlet udvikling af området.
Planerne om et demokraticenter på Himmelbjerget tager nu et væsentligt skridt videre, da Nordea-fonden har bevilget 3,4 mio. kr. til et forprojekt, som skal undersøge de arkitektoniske, funktionelle og formidlingsmæssige muligheder, inden Skanderborg Kommune beslutter det videre forløb.
Projektet er en del af en langsigtet udviklingsplan for Himmelbjerget, der skal styrke områdets kvalitet som destination for de omkring 300.000 årlige besøgende. Samtidig skal projektet formidle Himmelbjergets særlige rolle i udviklingen af det danske demokrati.
Forprojektet gennemføres fra september 2026 til maj 2027. Resultatet skal danne grundlag for Byrådets beslutning om et egentligt byggeprogram og efterfølgende arkitektkonkurrence eller udbud.
Eksisterende hotel eller nybyggeri
Skanderborg Kommune købte i 2025 Hotel Himmelbjerget fra 1930 samt grunden, hvor det tidligere Hotel Julsø lå. Begge ejendomme indgår i kommunens udviklingsplan for området.
Det kommende demokraticenter skal rumme udstillinger om demokratiets historie, café, mødefaciliteter og mulighed for overnatning. Om centret etableres gennem en transformation af den eksisterende hotelbygning eller som et nybyggeri, bliver en del af forprojektets afklaringer.
Udviklingen sker med afsæt i den eksisterende udviklingsplan og et fælles forståelsespapir, der er udarbejdet i dialog med lokale aktører, borgere og organisationer. Ambitionen er at udvikle området med respekt for landskabets kulturhistoriske og naturmæssige kvaliteter.
Sammenhæng mellem sø, landskab og ankomst
En central del af forprojektet bliver at styrke ankomsten til Himmelbjerget fra både land- og vandsiden.
Den tidligere Hotel Julsø-grund ligger ved kajanlægget, hvor turbåde, kanoer og kajakker hvert år bringer tusindvis af besøgende til området. Samtidig passerer Gudenåstien direkte forbi, hvilket giver mulighed for at skabe en mere sammenhængende ankomst og bedre forbindelser mellem søfronten og udsigtspunktet.
Projektet skal derfor undersøge, hvordan områdets fysiske disponering kan forbedre modtagelsen af besøgende og skabe en mere samlet oplevelse af Himmelbjerget.
Dronefoto 2026, Himmelbjerget. Foto: Per Bille
Rådgiveropgaver sendes i udbud
Skanderborg Kommune forventer at sende rådgivningsopgaverne i udbud hen over sommeren. Der gennemføres et udbud for den indholdsmæssige udvikling af demokraticentret og et særskilt udbud for den bygningsfaglige rådgivning.
Hotel Himmelbjerget overtages af kommunen den 1. januar 2027, mens hotellet fortsætter driften frem til overtagelsen.
Udviklingsarbejde siden 2016
Planerne om at udvikle Himmelbjerget har været undervejs gennem en årrække.
I 2016 fremlagde et §17,4-udvalg anbefalinger til en samlet udviklingsplan. I 2019 udarbejdede Byrådet et fælles forståelsespapir, og i 2021 blev udviklingsplanen udviklet i samarbejde mellem Skanderborg Kommune, Tårnkomiteen, Naturstyrelsen Søhøjlandet og Realdania.
I 2025 blev der desuden gennemført en arkitektkonkurrence om et nyt kajanlæg ved Julsø. Byrådet har afsat 11 mio. kr. til realisering af vinderprojektet Himmelbroen, som indgår i den samlede udvikling af området.
