Nye vinduer er en del af den grønne omstilling
Når den eksisterende bygningsmasse skal renoveres fra grå til grøn, er nye vinduer et vigtigt element, som også giver mange andre fordele, ifølge Johny H. Jensen, direktør i Vinduesindustrien.
EU har besluttet, at flere bygninger skal renoveres. I Danmark går op mod 40 % af det samlede energiforbrug til opvarmning, belysning og ventilering af bygninger, så der er mange energibesparelser at hente i en forbedring af bygningernes klimaskærm. Men energibesparelsen er ikke den eneste fordel ved nye vinduer.
Et af de mest oplagte tiltag
En vinduesudskiftning sker ofte i forbindelse med en større renovering, men selv i tilfælde, hvor der ikke er lagt op til en dyb renovering af ejendommen, er nye vinduer et af de mest oplagte tiltag, hvis man ønsker at forbedre bygningens energiperformance.
- De vinduer, som vinduesbranchen fremstiller i dag, tåler på mange områder ingen sammenligning med de vinduer, man kunne købe for 20-25 år siden, fortæller Johny H. Jensen, direktør i brancheforeningen VinduesIndustrien.
- Der er sket markante forbedringer indenfor kvalitet, funktionalitet, energieffektivitet, materialer og design, så man på rigtig mange områder vil få en opgradering af bygningen, tilføjer han.
Multi-opgradering af bygningen
Foruden et markant lavere energiforbrug i bygningen, kan nye vinduer blandt andet være med til at løse udfordringer med trafikstøj i boligen, holde en behagelig indendørs temperatur, optimere naturlig ventilation, mindske risiko for indbrud og give bygningen et æstetisk løft.
- Alle disse fordele er med til at gøre bygningen mere værd sammenlignet med før vinduesudskiftningen, lyder det fra Johny H. Jensen.
Dokumenteret klimaaftryk
VinduesIndustrien har i 2022 udgivet fire branchemiljøvaredeklarationer, som foreningens medlemmer frit kan bruge til dokumentation af produkternes klimaaftryk.
- Som en af de første brancher i Danmark fik vi helt tilbage i 2017 udarbejdet de første branchemiljøvaredeklarationer, og så igen i 2022. Det skyldes, at vi som branche er meget bevidste om, at vores produkter ikke bare kan være med til at løse udfordringen med energispild fra bygningsmassen. Vi stræber også efter at løse opgaven med så lille et klimaaftryk som muligt, slutter Johny H. Jensen.
Kort om DVV og VinduesIndustrien
VinduesIndustrien er en dansk brancheforening for vinduesproducenter med produktion i Danmark og udlandet. Foreningens 45 medlemsvirksomheder tegner sig for mere end 90 procent af omsætningen af vinduer i Danmark.
Foreningen har sit eget kvalitets- og garantimærke, DVV (Dansk Vindues Verifikation). DVV-mærket dokumenterer, at virksomhedens produkter opfylder en lang række kvalitetskrav til materialer og konstruktioner. Alle virksomheder i ordningen bliver certificeret og kontrolleret af et uvildigt certificeringsorgan.