Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark
Nyt Planetært Projekt skal arbejde med indretningen af Danmarks areal
Ingeniør- og arkitektrådgiveren Sweco har samlet 35 fagpersoner i en taskforce, der skal undersøge, hvordan Danmarks areal i fremtiden kan indrettes inden for de planetære grænser.
Karl-Martin Buch Frederiksen er innovation director og leder af Det Planetære Projekt i Sweco
Sweco har igangsat Det Planetære Projekt, hvor 35 fagligheder skal være taskforce for en undersøgelse af en mere helhedsorienteret udnyttelse af Danmarks areal. I taskforcen er både biologer, geologer, sociologer, økologer, jurister, arkitekter, ingeniører, planlæggere og økonomer.
Projektet vil undersøge menneskeskabte mønstre og påvirkninger af landskabet og sammen med viden fra relevante forskningsmiljøer og civilsamfundet vil man skabe scenarier for et fremtidigt samfund, der kan fungere inden for de ni planetære grænser. Heraf er på nuværende tidspunkt seks af dem allerede overskredet.
Swecos ’Planetære Projekt’ taler ind i den aktuelle diskussion om, hvordan Danmarks areal og landskab skal anvendes på baggrund af den grønne trepart og planer for at etablere 32 energiparker rundt om i Danmark.
- Danmark er den oplagte case, for vi er det land i EU med mest opdyrket areal og mindst uberørt natur. Særligt de seneste 100 år har vi mennesker skabt uhensigtsmæssige mutationer af landskabet. Vi har derfor sat os for at undersøge, hvad vi skal gøre for at planlægge Danmarks areal på ny, så vi som samfund lever i overensstemmelse med de planetære grænser, udtaler Karl-Martin Buch Frederiksen, som er direktør for innovation og leder af Det Planetære Projekt i Sweco Danmark, i en pressemeddelelse.
Undersøgelse af påvirkningsmønstre
Metoden i projektet omfatter at undersøge menneskeskabte mønstre over hele klodens areal og se deres påvirkning på klodens økosystem.Taskforcen vil i første fase af projektet i dialog med samfundsaktører diskutere, det man kalder for planetære pixels, der kan være landbrug, infrastruktur, kyster, parcelhuskvarterer og industri.
- De planetære pixels er mønstre på klodens overflade, som kan være mere eller mindre påvirket af menneskelig aktivitet. I Det Planetære Projekt er vi optaget af at udforske og forstå de menneskeskabte mønstre i landskabet. Det kræver en tværfaglig og innovativ tilgang, som vores taskforce med sin brede og dybe viden vil udforske i samarbejde med relevante eksterne eksperter, uddyber Karl-Martin Buch Frederiksen.
Ydmyg tilgang
I Det Planetære Projekt er der ingen betalende kunde for rådgivningen, og Sweco har bestemt, at man ser kloden selv som deres kunde.- Vi ser kloden som vores kunde, og det ændrer præmissen for vores løsninger. Det tvinger os til at tænke ud af boksen og sætter os fri af normale hensyn. Men det indebærer til gengæld, at vi skal mønstre den allerstørste ydmyghed og respekt over for den kolossale udfordring, vi har givet os selv, nemlig at udvikle scenarier for, hvordan vi udnytter vores areal, så vi kan bevæge os mod en bæredygtig fremtid, mener Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.
Det Planetære Projekt er et tværfagligt innovationsprojekt initieret af Sweco
Om Det Planetære Projekt
Det Planetære Projekt er et tværfagligt innovationsprojekt, der har til formål at undersøge og udvikle helhedsorienterede scenarier for Danmarks fremtidige samfund.
Sweco har samlet et Planetær Taskforce af 35 fageksperter, der dækker biologer, bæredygtighedsspecialister, geologer, sociologer, økologer, jurister, arkitekter, ingeniører, landskabsarkitekter, planlæggere og økonomer.
Det Planetære Projekt er et Sweco-drevet innovationsprojekt, som vil inspirere til den langsigtede mere bæredygtige udvikling af Danmark. Taskforcen vil være den drivende kraft, men projektet skal indgå i dialog med andre eksperter, forskere og andre relevante samfundsaktører, der ønsker at bidrage gennem samarbejde.