Nyt bosted skaber trygge rammer for mennesker med autisme
Njordrum Care og Care Collective omdanner Pindstrup Centret til et bosted for mennesker med autisme, der kombinerer modulært nybyggeri med eksisterende bygninger til at skabe rammer for trivsel og udvikling.
Når Njordrum Care har første etape af Bosted Pindstrup klar i 2026, er det med en klar ambition om at skabe rammer, der understøtter trivsel og overskuelighed for mennesker med autisme. Projektet realiseres i samarbejde med Care Collective, og bygger på socialfaglig indsigt.
Bebyggelsen placeres på en naturgrund ved Johs. F. La Cours Allé i Pindstrup, hvor det eksisterende landskab med bevaringsværdige træer og kuperet terræn integreres som en del af byggeriet. De nye bygninger føjer sig nænsomt ind i omgivelserne – både fysisk og visuelt.
Træfacader og et nedskaleret formsprog giver arkitekturen en rolig og diskret tilstedeværelse, hvor materialernes taktilitet og varme bidrager til oplevelsen af tryghed og nærvær. Mellem husene opstår grønne uderum – små, varierede lommer til både ro og samvær.
Arkitektur med blik for hverdagen
Det eksisterende hovedhus i det tidligere Pindstrup Center bevares som centrum for bostedet, mens to bogrupper med ni boliger i hver etableres med tilhørende fællesarealer og personalefaciliteter. Herudover opføres to dobbelthuse til beboere med ønske om større selvstændighed – men stadig i nærhed til det fælles.
- Vi har arbejdet konsekvent med overskuelighed, tryghed og adgang til natur, så hverdagen bliver mere forudsigelig – og fællesskabet kan nærmes i eget tempo, fortæller Martin Wienberg, partner og arkitekt hos Njordrum Care, i en pressemeddelelse.
Bygningernes organisering er udviklet med øje for trivsel i hverdagen. Indendørs er farvesætning, forudsigelighed og tryghedszoner tænkt som aktive redskaber til at guide beboerne i eget tempo. Samtidig sikrer adgang til natur og uderum balancerede, sanselige oplevelser.
De korte, logiske forbindelser mellem boliger og funktioner sikrer overblik for personalet uden at virke kontrollerende. Der er fællesrum, arbejdsfaciliteter og fleksible zoner skaber plads til forskellige pædagogiske behov.
Driften af Bosted Pindstrup vil blive varetaget af en selvejende institution etableret af Boligfonden Autisme, der er en del af Autismeforeningen.
Projektfakta
Bygherre: K/S Pindstrup Ryomgård
Udvikler: Care Collective
Totalentreprenør (nybyg): Scandibyg
Ingeniør: Vognsen Rådgivende Ingeniører
Samlet nybyg (fase 1): 1.504 m²
Samlet renovering (fase 1): 1.382 m²
Ibrugtagning: Sommer 2026
