
Ny cafe ved Aabenraa
Nyt café-koncept ved lynladestationer skal give bedre pauser
Clever åbner to nye caféer ved lynladestationer i Odense og Kolding i et forsøg på at højne madkulturen langs motorvejen, hvor pausen foregår i arkitektonisk gennemtænkte rammer.
Danmarks største ladeoperatør udvider lige nu sit café-koncept til lynladestationerne i Odense og Kolding, efter en positiv modtagelse af den første Clever Café i Aabenraa.
Caféerne er tænkt som et kvalificeret alternativ til det konventionelle udbud ved motorvejene og kombinerer frisklavet, økologisk mad og kvalitetskaffe med arkitektonisk gennemtænkte pauserum, der inviterer til ro og nærvær.

- Vi har ønsket at hæve barren for maden på farten på flere niveauer, og med det nye har ønsket at skabe et sted, hvor man mærker, at der er tænkt over detaljerne – både hvad angår rammerne og indholdet. Det handler om at føle sig mødt, også når man kun gør et kort stop, fortæller Mette Nøhr, ansvarlig for strategisk designudvikling og oplevelseskoncepter hos Clever i en pressemeddelelse.
Clever Café-konceptet er udviklet i samarbejde med COBE Arkitekter og bygger på idéen om pausen som et meningsfuldt ophold i rejsen – uanset varigheden. Store glaspartier, naturlige materialer og varme farver skaber et miljø i kontrast til motorvejens travlhed.
Arkitektur og oplevelse i samspil
Clever, der er ejet af de andelsejede energi- og fibernetkoncerner Andel og NRGi, driver i dag over 50.000 ladepunkter i Danmark. Cafékonceptet ses som et vigtigt element i ambitionen om at integrere ladeteknologi, madkultur og arkitektur i én helhedsoplevelse.

Menuen er skabt med fokus på bæredygtighed, kvalitet og tilgængelighed – og caféerne byder blandt andet på økologiske croissanter, signaturtoasts med økologisk landbrød fra Jalm&B, lufttørret skinke fra Spis Min Gris og ost fra Naturmælk. Kaffen er ristet af verdensmestrene hos Prolog, og en espresso koster 10 kr.
Caféerne er åbne alle ugens dage:
- Odense: Hverdage 07–19, weekend 08–19
- Kolding: Hverdage 07–19, weekend 08–18
- Aabenraa: 07–18 dagligt
Læs flere artikler omkring udviklingen af vores infrastruktur