
Det digitale opslagsværk WoodLex samler årtiers viden om træ
Nyt digitalt opslagsværk samler teknisk viden om træ
Teknologisk Institut præsenterer det digitale leksikon WoodLex.dk, der gør teknisk viden om træarter let tilgængelig for fagfolk i byggeriet og møbelindustrien.
Med lanceringen af woodlex.dk præsenterer Teknologisk Institut et nyt, digitalt værktøj, der systematiserer og formidler teknisk viden om træ til brug i både byggeri og møbelproduktion. Hjemmesiden fungerer som opslagsværk for projekterende, håndværkere og producenter og skal understøtte fagligt kvalificeret anvendelse af træmaterialer.
Anvendelsen af træ i byggeprojekter rummer potentiale for at reducere branchens CO2-aftryk, men effekten afhænger af, at træet anvendes korrekt og på det rette grundlag – både æstetisk og teknisk.
– Træ er et langtidsholdbart materiale, hvis det anvendes rigtigt. Derfor er det vigtigt, at branchen har adgang til specialiseret og brugbar viden om træarter og deres egenskaber. Med WoodLex har vi ønsket at gøre denne viden mere tilgængelig, fortæller Stine Lønbro, konsulent og specialist i trækonstruktioner ved Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.
Læs også: Med sin spektakulære trækonstruktion og bølgelignende tag er Wisdome Stockholm en showcase for at bygge med træ
Historisk viden i digitalt format
Indholdet på WoodLex er baseret på trebindsværket Møbelsnedkerens Træbog, som Teknologisk Institut i 2022 digitaliserede og videreudviklede. Værket stammer oprindeligt fra et samarbejde mellem 20 møbelsnedkere i 1950’erne, ledet af snedkermester Topp, og er en omfattende dokumentation af træarters anvendelsesmuligheder og fysiske egenskaber.Digitaliseringen gør det muligt at søge i den omfattende viden, som tidligere har været forbeholdt trykte medier, og skaber en ny tilgængelighed for kommende generationer af fagfolk.
Et værktøj til kvalificeret materialevalg
WoodLex er udviklet med støtte fra Realdania, Boligfonden Kuben og STARK Fonden og har som ambition at blive et referencepunkt for materialevalg i byggeriet, hvor træ indgår som komponent
– Vi håber, at WoodLex vil bidrage til en mere informeret anvendelse af træ, hvor valget af materiale sker med afsæt i dokumenterede egenskaber og anvendelsesområder. Det kan være med til at sikre en mere strategisk og langtidsholdbar brug af træ i både konstruktion og design, fortæller Niels Morsing, centerchef ved Teknologisk Institut.
Udforsk WoodLex
Platformen WoodLex er frit tilgængelig og kan benyttes af alle med interesse for træmaterialer i en byggefaglig kontekst.
Læs mere om de nye træbyggerier