Thomas Kveiborg og Peter Mørk
Nyt partnerskab med fokus på rådgivning af arkitektvirksomheder
Peter Mørk og Thomas Kveiborg danner par under det nye navn Mork Kveiborg & Partners. Hermed øsnker man at rådgive arkitekt- og designvirksomheder med fokus på vækst, internationalisering og strategisk udvikling.
- Danmark og det øvrige Skandinavien har utrolig mange dygtige og anerkendte arkitekt- og designvirksomheder med et kæmpe potentiale til at udvikle en stærk international markedsposition. Ved at gå sammen i Mork Kveiborg & Partners, kan vi bistå vores kunder med både den daglige støtte til at udvikle og gennemføre markedsinitiativer og støtte til at gennemføre større transformationer bl.a. i form af generationsskifte, frasalg og opkøb, udtaler Peter Mørk i en pressemeddelelse.
Strategisk partnerskab løfter rådgivningen til næste niveau
Med det nye partnerskab samler virksomheden unikke og komplementerende kompetencer, der skal sikre værdiskabende rådgivning for kunderne.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at indlede samarbejdet med Peter og de øvrige kollegaer i Mork Kveiborg & Partners. Peter og jeg deler den samme store passion for arkitektur, design og håndværk samtidig med, at vores erfaring og kompetencer er komplementerende. Peter er utrolig dygtig til at hjælpe kunder med at vokse gennem netværk og partnerskaber og professionalisere forretningsudviklingsprocesser, hvor jeg har en stor erfaring i at udvikle virksomheder gennem opkøb og fusioner og organisationsudvikling. Tilsammen har vi det der skal til for at være en tæt og fortrolig sparringspartner for vores kunder, fortæller Thomas Kveiborg.
Evnen til at kunne se langt ud i fremtiden
Mork Kveiborg & Partners vil fortsat have base i København og er klar til at understøtte arkitekt- og designvirksomheder med strategisk rådgivning og forretningsudvikling i både Danmark og internationalt.