Operaparken af COBE er finalist til Dansk Landskabspris 2025. Fotograf: Cobe
Operaparken og to andre dyster om Landskabspris
Finalefeltet til Dansk Landskabspris spænder fra historisk formidling til grøn bytransformation – vinderen kåres den 27. november i København.
De Fem Halder af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskab er finalist til Dansk Landskabspris 2025. Fotograf Jens Lindhe
Når Dansk Landskabspris 2025 uddeles i Valencia-bygningen i København d. 27. november, er det tre meget forskellige bud på landskabsarkitektonisk kvalitet, der konkurrerer om hæderen og de medfølgende 50.000 kroner. Finalisterne spænder fra historisk formidling i Viborg, over en nyanlagt park ved Københavns havnefront til transformationen af en klassisk hovedgade i Gladsaxe.
De Fem Halder, Operaparken og Søborg Hovedgade er de tre projekter, juryen har valgt som årets finalister til Dansk Landskabspris. Projekterne demonstrerer landskabsarkitekturens potentiale for at binde kultur, æstetik og hverdagsliv sammen – hver på deres måde.
Finalister med hver sin kontekst og kvalitet
De Fem Halder af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskab er et nænsomt iscenesat formidlingsprojekt, hvor sporene efter et af Danmarks største borganlæg er gjort læselige gennem en landskabsbearbejdning med lavmælt autoritet. Projektet udmærker sig ifølge juryen ved dets fine detaljering og håndværksmæssige niveau – og ikke mindst evnen til at indskrive sig i det eksisterende kulturlandskab uden at dominere.Operaparken i København, tegnet af COBE, er en grøn oase midt i byen, hvor et organisk formsprog og stor variation i beplantning og opholdsrum skaber et parklandskab, der inviterer til ro og fordybelse året rundt. Juryen fremhæver det stringente arkitektoniske greb og det høje niveau i både design og udførelse.
Søborg Hovedgade, omdannet af BOGL, er et bud på, hvordan en traditionel trafikåre kan transformeres til et sanseligt og identitetsskabende byrum. Med indlagte lommeparker og plads til hverdagsliv demonstrerer projektet, hvordan klimatilpasning og bykvalitet kan gå hånd i hånd – selv under snævre fysiske rammer.
Søborg Hovedgade af BOGL er finalist til Dansk Landskabspris 2025. Fotograf: BOGL
Juryen: Bredde og relevans i landskabsarkitekturen
Ifølge Sune Oslev, landskabsarkitekt MDL/MAA og partner i MASU Planning samt talsperson for juryen, har årets felt været præget af stor faglig variation og kvalitet:
- Vi har ønsket os projekter, der skaber sanselige hverdagsrum – til glæde for både mennesker, dyr og planter. Vi har enstemmigt valgt tre finalister, der, i vidt forskellig kontekst, alle udviser særlig høj landskabsarkitektonisk kvalitet, fortæller Sune Oslev i en pressemeddelelse.
Dansk Landskabspris uddeles i samarbejde mellem Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. Juryen består af fem medlemmer – tre fra arrangørorganisationerne og to uvildige fagpersoner. Ét af dem er journalist og kulturforsker Torben Sangild, som også er vært ved prisuddelingen.
Invitation til prisuddeling og præsentation
Vinderen af Dansk Landskabspris 2025 kåres ved et arrangement den 27. november i Valencia-bygningen i København. Her præsenterer de tre tegnestuer deres finaleprojekter, og efterfølgende er der netværk og reception. Arrangementet er åbent for alle interesserede og gratis billetter kan hentes online.
