Spisning, arbejde og samvær. Buffetzonen er en oplyst fejring af mad med sit bløde, men levende lys, der præsenterer maden med optimal farvegengivelse. Lyset fremhæver det PLH-specialdesignede mosaikgulv. Det lyse loft står i kontrast til de signifikante mørke zoner med lysskinner
PLH Arkitekter nyfortolker kantinen hos A.P. Møller
Aflange borde på rad og række badet i hvidt lys fra loftet. Vi kender den traditionelle kantine fyldt med folk ved middagstid og ubrugt resten af dagen. Den finder man ikke hos Mærsk. PLH Arkitekter har forvandlet kantinen på Esplanaden og ved hjælp af et ifølge designer Paulette Christophersen ofte overset aspekt – lysdesign – skabt en multifunktionel bistro, der kan bruges hele døgnet.
Imødekommende betjening ved det nye serveringsområde, der er indrettet med fokus på at skabe ideelle og bæredygtige forhold til servering og præsentation af maden.
Spis, arbejd og hold møder under de nye ovenlysvinduer. Der er integreret stikkontakter i bænkene til opladning af bærbare computere
Ved første øjekast skulle man ikke tro, at man befandt sig i kantinen i en af Danmarks største hovedsæder, når man går ind i det store rum hos A.P. Møller - Mærsk på Esplanaden. Afhængig af hvor man retter blikket hen, ligner det en cool restaurant eller en hyggelig cafe. Og det er også meningen.
Ved en gennemgribende renovering har PLH Arkitekter forvandlet stedet til en multifunktionel bistro med forskellige områder, oplevelser og funktioner, der gør stedet levende hele døgnet. En stor del af succesen skyldes, at designteamet har tænkt lysdesign ind helt fra starten.
- Vi har gentænkt hele kantinekonceptet, og her har vores ekspertise med interiør- og lysdesign været afgørende. Fra vi tegnede de første streger, har vi tænkt lyset aktivt ind og på den måde skabt forskellige miljøer, der gør området relevant hele døgnet – både når mennesker spiser, socialiserer og arbejder, siger partner og interiørdesigner i PLH Arkitekter Paulette Christophersen.
Ét rum – 13 forskellige lysoplevelser
PLH Arkitekter har brugt lysdesignet og kontrasterne mellem lys og mørke, inde- og udelys til at skabe 13 forskellige zoner, der sammen med indretningen inddeler det store lokale i mindre miljøer.
- Hvert enkelt område har sit eget lysdesign og dermed sin egen unikke stemning og funktion. I cozy corner har vi for eksempel skabt et hyggeligt og intimt hjørne ved at integrere lyset i trælamellerne og blid belysning. Family table, det store spisebord, som kan bruges af større selskaber, er et godt eksempel på, hvordan vi har forenet form og funktion. De nøje udvalgte, mundblæste glaspendler skaber en hjemlig atmosfære og en kunstneriske oplevelse, siger Bine Soelberg, Creative Director – Interiors hos PLH Arkitekter.
Mundblæste pendler ved siden af family table badet i det smukke, naturlige lys fra havestuen med trappe til den nye terrasse, hvor medarbejderne kan spise, arbejde og opholde sig i frisk luft og med udsigt til Øresund
I buffet-området skaber lyset en unik madoplevelse, forklarer hun:
- Ved buffeten har vi rent designteknisk skabt et unikt samspil ved at udnytte lys med en fantastisk farvegengivelse, så maden virkelig kommer til sin ret samtidig med, at det ellers lavloftede område virker stort og indbydende.
Cozy corner har en særlig stemning, hvor trælamellerne og skinnebelysningen skaber et intimt og roligt rum til små møder og spisning
”Levende” lys skaber liv hele døgnet
Hos Mærsk er den traditionelle tænd/sluk-kontakt erstattet af et intelligent system, der styrer lyset, så det både følger døgnets og årstidernes rytme. For eksempel lyses lokalet op, når frokosten bliver serveret, mens lyset dæmpes, og kun enkelte zoner oplyses i de mindre travle perioder.
- Den automatiske lysstyring, tilpasset fra zone til zone og lyskilde til lyskilde, gør rummet levende og dynamisk hele døgnet. Arbejder man sent, får man for eksempel ikke fornemmelse af at træde ind i et stort, tomt lokale. Her skaber kontrasten mellem den generelt dæmpede belysning og de oplyste zoner indbydende miljøer, der kan bruges både socialt og til arbejde, siger Paulette Christophersen.
Foruden den daglige automatiske styring er systemet også indstillet til, med få tast på en iPad, at skabe optimale rammer for begivenheder som festlige sammenkomster, town hall-møder og lignende.
Kontrasten mellem de mørke farver og lyset understøtter bistrostemningen, mens spejle integreret i de akustiske vægpaneler og specialdesignede skærme giver spændende visuelle effekter
Kaffebaren under det nye ovenlys trækker – samspillet med de iøjnefaldende og effektfulde spejlarmaturer giver en afslappende café-stemning
Vigtigt at se lyset – helt fra starten
Ifølge Paulette Christophersen må vigtigheden af lysdesign ikke undervurderes.
- Selvom det nogle gange kan være et lidt glemt aspekt med fokus på armaturer alene i stedet for oplevelsen af lys, er der rigtig meget at hente ved at tænke brugen af netop lys ind. Det er ikke nødvendigvis nemt. Det kræver en videnbaseret tilgang og dyb forståelse, men så kan resultatet også være intet mindre end fantastisk både for arkitekturen, indretningen og vigtigst: Menneskene.
Fakta:
A.P. Møller - Mærsk har ca. 2.000 ansatte på Esplanaden
Spiseområderne kan have ca. 750 spisende på samme tid, fordelt på bistro, lounge og terrasse-områder
PLH Arkitekter har skabt 13 lyszoner med unikke scenarier
Alle lyskilder er valgt med fokus bæredygtighed og lavt energiforbrug