Stykka: Prøv at træffe valg ved at se på den lange bane
Med et digitalt framework laver designvirksomheden Stykka køkkener, der kan holde hele livet. Missionen er at stoppe klimakrisen ved at forlænge møblernes liv. Folk skal vågne op og træffe valg ved at se på den lange bane, mener de.
I en stor, lys fabrikshal i Glostrup arbejder Stykkas team af arkitekter og designere for at stoppe klimakrisen med langtidsholdbare produkter, der er nemme at reparere og lave om. For Stykka gælder det om at holde CO2’en indfanget i produktet og med den designparameter skabe et køkken for livet.
Når byggeriet står for 40 % af CO2 udledningen og generer 30 % af affald, så er det en branche, hvor arkitekter og designere virkelig har magt til at gøre noget, mener Stykkas stifter Jarl Vindnæs og forretningsudvikler Rasmus Taun.
- Jeg tror, at vi alle sammen går og kigger os lidt over skuldrene og ser en brændende platform. Som virksomhed har vi sat os for at prøve at efterlade denne her planet en lille smule bedre, end da vi kom. Det er derfor, vi står op og går på arbejde. Vi synes, at vores case er et intelligent svar på, hvordan vi kan lave en omvæltning i denne her branche, siger Jarl Vindnæs:
- Dette her er en case på, hvordan cirkulær økonomi kan ske. Alle skal denne her vej.
Det har været svært undervejs og vi har lært meget. Men vi er megastolte over, at vi er landet på fødderne. Folk skal vågne op og se den brændende platform. Vi har et kæmpe ansvar. Vi vil gerne sige prøv at træffe valg ved at se på den lange bane.
I cirkulær økonomi vil økonomi vægte højest for kunderne i storskalaprojekter, og Stykka er bevidst gået efter storskalaprojekter for her kan de få størst impact, fortæller de:
- Vi er meget opmærksomme på, at de projekter vi går ind i der skal vi tilføre bundlinjeværdi for vores kunder.
Hyperoptimeret design giver kvalitet
Hvor en bygning gerne lever i 100 år, vil inventaret, man sætter ind i den, ofte kun holde 3-15 år. Et køkken holder i gennemsnit i 11 år.
- Køkkener har vi næsten alle sammen, og derfor var det et naturligt sted at starte. Vi startede i teknologien, hvor jeg syntes, at det kunne være vildt spændende at lave et redskab, der sætter dig i stand til i en designproces at træffe informerede valg tidligt, fortæller Jarl Vindnæs:
- I Stykka har vi et fuldt udbygget designværktøj, så vi kan sidde og måle og regne på pris, CO2 m.m., mens vi tegner. Det er en ret effektiv måde at se, hvilket impact et design har.
Møbeldesign indeholder mange komplekse processer, og Stykkas model bygger på en digital platform, der optimerer på design og værdikæde for at kunne skrue helt op for kvaliteten og skære overflødigt fedt væk. Kongstanken er et simpelt kredsløbsloop, som hvis du køber en ting på internettet, siger Jarl:
- Det ligger som en designparameter fra starten og har åbnet op for nye ting - som at du kan opgradere dit køkken i levetiden og forlænge nyhedsværdien ved at tilføre nye funktionaliteter. Ønsker man at ændre på sit køkken, eller sker der en vandskade, kan man let komme ind til skaden og reparere uden at skulle udskifte hele skabe.
Den digital tvilling er vejen til cirkulær økonomi
For Stykka er det en mission at prøve at erstatte alle de ’sorte’ produkter, der er produceret til at blive brændt af, med produkter, der næsten ikke generer noget spild.
- Vores svar er at putte individuelle chips ind i alle dele, så vi kan spore historikken. Hvis man derfor en dag vil ændre sit køkken, kan man scanne QR-koden på f.eks. sine fronter og gå ind vælge nye farver. Vi betaler så pant for at få de gamle fronter retur, så vi kan sælge dem igen.
- Hele det digitale framework er mindst 2/3 af vores produkt – både hele produktionen og hele vedligeholdelsesplatformen, så du kan drifte dit produkt. Produktet kan selv via den digitale tvilling holde styr på lige dit produkt, så du ikke som kunde selv skal finde ud af det. Den digitale platform er hele forudsætning for, at den cirkulære tankegang virker i virkeligheden, fortæller Rasmus Taun:
- Platformen giver os en bank af viden. Via alle de her data, vi får, kan vi forstå vore produkter, og hvilke dele der måske ikke fungerer.
- Her blev hele denne her idé om køkkener som platform født. Vi tænker ikke på, at vi har kunder til køkkener, men vi har brugere af køkkener. Vi ønsker at have et langtidsforhold til vores brugere. Det koncept er vi glade for at kunne få ud at køre sammen med PensionDanmark, siger Jarl.
Stykka har i foråret 2022 lavet en aftale med PensionDanmark om salg af køkkener for et trecifret millionbeløb.
Farvel til alle materialer, der ikke kan tages tilbage
Hos Stykka justerer løbende på, hvad der skal til for at få produkterne til at leve længere, fortæller Rasmus:
- Vi arbejder med versioneringer af produktet. At du tænker dit produkt som et stykke software, hvor du hele tiden opdatere det løbende og gør det bedre, i stedet for at starte forfra hver gang. Det gør, at vi kan speede udviklingshastigheden meget højere op. Vi taler med brugere, håndværkere og installatører for hele tiden at optimere.
Stykkas køkkener kan let skilles ad igen, da alle dele sammen med mekaniske samlinger - skruefiksturer og kliksystemer uden lim, fortæller Jarl Vindnæs:
- Vi har sagt farvel til alle de her materialer, der ikke kan tages tilbage igen, og designet er klar til disassembly.