Willemoesgade i Aarhus: Sampling af arkitektur

Willemoesgadekarréen fortæller historien om et kvarter, der har forandret sig gennem mere end et århundrede. Det tidligere fabrikskompleks fra 1898 på hjørnet af Willemoesgade, Otto Ruds Gade, rundt om Aldersrovej og Niels Juels Gade rummer blandt andet Otto Mønsteds Villa, malttårn fra bryggeri og andre industribygninger, der tidligere har været lagerhal for en margarinefabrik, et papirværksted og senere, i en periode, Aarhus Universitets Trøjborg-afdeling.

Tegnestuen CEBRA har føjet et nyt kapitel til historien med transformation af bygningerne samt et nyt boligbyggeri. For Mikkel Frost, arkitekt og stiftende partner i CEBRA, handler projektet om at videreføre Willemoesgadekarréens karakteristika og afrunde den til en sammenhængende arkitektur på tværs af historiske lag, materialer og funktioner.

– Udgangspunktet var en karré, der var brudt op. Den ene del af opgaven ud fra lokalplanen, udarbejdet i 2021, var at fuldende karréstrukturen med et nybyggeri og den anden del er en fortløbende transformation, som udvikler sig i takt med nye lejere og funktioner. Selvom det nye byggeri er færdigt, pusler vi stadig rundt i mange af de eksisterende bygninger, fortæller han.

Nybyggeriet omfatter 112 lejligheder i bygninger på tre til seks etager, opført på en skrånende grund med flere terrænspring og parkeringskælder under bebyggelsen.

Facader i gul tegl og røde facadebånd og tagpap på taget præger karreens historiske bygninger og er ført videre i de nye byggerier ved et fast farvevalg – to forskellige mursten og tage i matchende stålplader.

Sampling af arkitektur

– Ambitionen har været at få karréen til at ligne en perlekæde af sammensatte bygninger. I stedet for én lang, ensartet facade, der bare følger karréen rundt, skal det opleves som en kæde af bygninger, hvor man finder en sammenhæng.

Arkitekturen tager afsæt i den bevaringsværdige Otto Mønsteds Villa, som ifølge Frost er en af karréens fineste bygninger. Villaens sammensatte geometri, hvor både gavle og langsider vender mod gaden, er en reference for de nye boligbygningers volumener. Ved at variere tagretninger, gavle, bygningshøjder er den lange facade i det nye byggeri ned mod shedtagshusene opdelt i mindre volumener.

– Selvom villaen er blevet transformeret mange gange, har den stadigvæk et højt arkitektonisk niveau, og den har vi i særdeleshed kigget på og forsøgt at omsætte til noget nutidigt. Det som binder det eksisterende og det nye sammen, er materialiteten og tagformerne. Dem vender vi på forskellige måder, f.eks. vender gavlen til gaden og nogle gange langsiden til gaden. På den måde skaber vi en slags højdespring og bevægelse i facaden. Det er en balance at få det til at se interessant og varieret ud, uden at det bliver rodet.

– Selvom der sker meget i facaderne – som giver øjnene noget at gå på opdagelse i - er det de samme få komponenter der skaber det: de to farver tegl og taget, der vender forskellige veje. Der er et enkelt system og en logik i strukturen, der genbruger klassiske og genkendelige elementer.

På hjørnet er arbejdet med en geometrisk forskydning, der danner en slids mellem gavlene, og en gennemgang i facaden ind til gårdrummet.

– Med denne samplingsteknik eller kiggen på det eksisterende for at fortolke til et moderne udtryk, skriver vi os jo ind i Trøjborgs arkitektur, der et karrékvarter domineret af tegl og tage med kviste. Derfor giver det også mening at fuldende karréen ved at tale ind i sammenhængen. Havde området ligget et andet sted, kunne man have valgt at bygge et punkthus eller et tårn, men det er ikke særlig Trøjborg-agtigt.

– Selvom det er en stor funktionel transformation af bygningerne, eksempelvis bliver de tidligere garager bygget om til ungdomsboliger, så bevarer vi langt hen ad vejen bygningernes eget udtryk.

 

Transformation med respekt for de historiske lag

Mens nybyggeriet har givet karréen en ny afslutning, fortsætter transformationen af de tidligere industri- og produktionsbygninger. Her har eksisterende produktions- og værkstedsbygninger fået nye funktioner som kontorer, lægeklinikker, ungdomsboliger og andre erhvervslejemål. For Mikkel Frost handler transformationen ikke nødvendigvis om at føre bygningerne tilbage til et bestemt historisk tidspunkt.

– Vores ombygning er jo ombygning nummer ti eller tyve nogle steder. Der har været andre før os, som har sat skillevægge og glasvægge op, der ikke fandtes, da bygningerne blev opført. Til gengæld er facaderne mange steder bevaret, og der er det de industrielle detaljer, vi passer på at bevare. Et eksempel er den mørkegrønne sprossefarve, der går igen på flere af de tidligere industribygninger. Farven er ikke oprindelig. Den er kommet til gennem senere ombygninger, men har efterhånden fået en naturlig plads i karréens samlede udtryk.

Det har en helt særlig arkitektonisk værdi at lade nyt og gammelt eksistere side om side, og Mikkel Frost mener, at bevaringen af de eksisterende bygninger tilfører projektet kvaliteter, som ville være umulige at skabe i et rent nybyggeri.

– Det er jo respektfuldt, men giver faktisk også noget til et bedre resultat, fordi man får nogle benspænd og patina forærende i det gamle byggeri og en materialepalet, som man måske slet ikke længere kan få.

 

Omhu ned i de små detaljer

Ser man nemlig nærmere på de nye bygninger, træder en række detaljer frem. Nedløbsrørene skifter farve i takt med facadernes røde og gule tegl, mens dørnumre, adgangssystemer og metalinddækninger er afstemt efter den samlede farveholdning.

En særlig gullig, næsten kitfarvet nuance på tag- og metalinddækningerne er inspireret af træværket på Toldboden, fortæller Mikkel:

– Det er en farve, jeg er særlig glad for og den passer fantastisk godt sammen med det gule murværk.

Også de tofarvede nedløbsrør er et resultat af en bevidst arkitektonisk prioritering. Mikkel Frost fortæller, at han faktisk havde forventet modstand mod forslaget.

– Jeg havde faktisk ikke regnet med, at vi kunne få lov til at lave nedløbsrørene i forskellige farver. Men det kunne vi. Og det interessante er jo, at sådan nogle detaljer ikke koster ret meget ekstra. Man kan derfor undre sig over, at det ikke er mere almindeligt. Det er jo der, at dem, der skal bo eller arbejde i et byggeri, kan se, at man har kæret sig om deres omgivelser.

Og denne omsorg fortsætter, for karréen er ikke et færdigt, statisk projekt. Transformationen fortsætter. Fra den samlede karréstruktur til mødet mellem mursten, metal og farver er ambitionen at skabe en arkitektur, der fortsat bygger videre på stedets historie og samtidig tilfører nye kvaliteter.