Trollstigen Visitor Centre af Reiulf Ramstad Arkitekter. Foto: Diephotodesigner.de
Reiulf Ramstad Arkitekter bliver en del af Verka Collective
Med tilføjelsen af Reiulf Ramstad Arkitekter styrker Verka Collective sin tilstedeværelse i Norge og Danmark og bringer samtidig en af Nordens mest anerkendte tegnestuer ind i gruppen.
Grundlægger Reiulf Ramstad. Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter
Reiulf Ramstad Arkitekter har gennem en årrække markeret sig med en række betydningsfulde projekter inden for kulturbyggeri, senest Statens Museum for Kunst i Thy, offentlige institutioner, herunder Gøteborg Hovedbanegård og transformations- og boligprojekter, hvor landskab og byggeri forenes. Tegnestuen har opnået international anerkendelse for sin evne til at skabe arkitektur, der kombinerer stærk design med samfundsmæssig betydning.
– Arkitektur handler for os om mere end bygninger. Det handler om at skabe meningsfulde rammer for menneskers liv – i samspillet mellem landskab, lys, materialer og fællesskab. Når arkitektur lykkes, giver den steder karakter og tilhørsforhold og er med til at forme samfund, hvor mennesker føler sig hjemme, siger grundlægger Reiulf Ramstad.
Vækst og samarbejde
At Reiulf Ramstad Arkitekter bliver en del af Verka Collective er et vigtigt skridt i gruppens strategi om at samle stærke arkitektvirksomheder i en fælles europæisk platform, hvor lokale tegnestuer bevarer deres identitet og ledelse, samtidig med at de får adgang til et stærkere strategisk og organisatorisk fundament.
– Reiulf Ramstad Arkitekter repræsenterer arkitektur på absolut højeste niveau og tilfører en stærk designprofil til vores kollektiv, Verka Collective. Med deres internationale anerkendelse og stærke position i Norden er de et vigtigt bidrag til Verka Collectives fortsatte udvikling, siger Sonja Stockmarr, CCO i Verka Collective.
Reiulf Ramstad Arkitekter fortsætter som gruppens øvrige brands under eget navn, under ledelse af Kristin og Reiulf Ramstad, hvor dansk tilstedeværelse hovedsageligt vil være ud af København. Som en del af Verka Collective får tegnestuen samtidig adgang til et stærkere netværk, større projektkapacitet og øget samarbejde på tværs af gruppens virksomheder.
– Ved at blive en del af Verka Collective får vi et stærkt strategisk fundament for vores videre udvikling. Vi bevarer vores arkitektoniske identitet, samtidig med at vi får nye muligheder for nye samarbejder og større projekter, udtaler Reiulf Ramstad.
En ny model for konsolidering
Arkitektbranchen i Europa er i stigende grad præget af konsolidering, hvor tegnestuer samler viden for bedre at kunne håndtere større og mere komplekse projekter samt øgede krav til bæredygtighed og digitalisering. Verka Collective arbejder målrettet på at opbygge en platform, der kombinerer arkitektonisk kvalitet og stærke lokale tegnestuer med strategisk styrke og international rækkevidde. For mindre end en måned siden lancerede Verka Collective en vækststrategi med ambitionen om at samle mere end 1.000 medarbejdere inden udgangen af 2028. Samtidig annoncerede kollektivet opkøbet af den tyske tegnestue Heine Plan i Hamborg, og med den seneste tilføjelse af Reiulf Ramstad Arkitekter styrker Verka Collective nu sin position markant i Nordeuropa.
Göteborg Centralstation. Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter
Om Verka Collective
Verka Collective er en europæisk arkitekturplatform, der samler stærke arkitektvirksomheder i en fælles strategisk ramme. Modellen kombinerer lokale brands og kreativ selvstændighed med fælles ressourcer, samarbejde på tværs og en langsigtet udviklingsstrategi.
Om Reiulf Ramstad Arkitekter
Reiulf Ramstad Arkitekter er en internationalt anerkendt arkitektvirksomhed med aktiviteter i Europa, og med kontorer i Norge og Danmark. Tegnestuen er særligt kendt for projekter inden for kulturbyggeri, offentlige institutioner og byudvikling og har markeret sig som en central aktør i udviklingen af moderne skandinavisk arkitektur.
