Rørbæk og Møller Arkitekter og Københavns Universitet fortsætter solidt samarbejde
Rørbæk og Møller Arkitekter har genvundet rammeaftalen om teknisk rådgivning og bistand på Københavns Universitet. Opgaven er at løfte arkitektarbejdet i forbindelse med vedligeholdelse, restaurering, ombygning og i mindre omfang nybyggeri på Søndre- og City Campus - et samlet bruttoetageareal på cirka 350.000 m2
Bygger på tillid
Når Københavns Universitet indgår rammeaftaler, er et af formålene at skabe længerevarende samarbejder, som gør rammerådgiverne til eksperter i de forhold der gælder hos Københavns Universitet. Og akkurat længerevarende samarbejder er en vigtig grundsten i virksomheden Rørbæk og Møller Arkitekter, som har flere rammeaftaler med offentlige bygherrer.- Vi arbejder for at drage mest muligt nytte af det optimeringspotentiale, som ligger i længevarende samarbejder: De muligheder rammeaftalerne giver for at opbygge tillid og øget værdi for både bygherren og de øvrige parter i byggeriet, siger Nicolai Overgaard, arkitekt MAA, partner, administrerende direktør, Rørbæk og Møller Arkitekter.
Tegnestuen har i over 20 år haft rammeaftaler med bygherrer som Københavns Kommune, Bygningsstyrelsen, Københavns Universitet, Copenhagen Business School og Danmarks Tekniske Universitet.
- Fordelen ved varige samarbejder er, at vi lærer hinanden at kende, opbygger tillid og får et fælles fodslag, så processerne optimeres og forløber effektivt. Det skaber sammenhæng og større fokus på at få maksimal kvalitet i projekterne indenfor de økonomiske og tidsmæssige rammer, siger Anders Wesley Hansen, arkitekt MAA, partner og DGNB-konsulent, Rørbæk og Møller Arkitekter.
Genbruger gulve fra Hovedbygningen, Professorvillaen og Museumshuset
Uanset om Rørbæk og Møller Arkitekter restaurerer, transformerer eller bygger nyt, så er bæredygtigheden et ansvarsom tegnestuen tager alvorligt. Flere af tegnestuens medarbejdere er DGNB-konsulenter, og resultaterne tæller bygninger som Danmarks Tekniske Universitets ’Skylab’, der fik Danmarks første DGNB-diamant, og den DGNBsølvcertificerede og nyrenoverede Bygning 116, også på DTU.
- Der er altid et stort bæredygtighedspotentiale i at restaurere og transformere fine gamle bygninger. Især Københavns Universitets bygninger viser, at verden er bedst tjent med høj arkitektonisk, byggeteknisk og materialemæssig kvalitet, siger Anders Wesley Hansen.
Da Rørbæk og Møller Arkitekter, under en tidligere rammeaftale med Københavns Universitet, restaurerede og udskiftede trægulve i Hovedbygningen, Professorvillaen og Museumshuset betød bygningens høje kvalitet, at de gamle og holdbare materialer kunne genanvendes: Arkitekterne købte kun træ til én bygning. De to andre er udført med materialer, der trods en alder på over 150 år kunne genanvendes.
- De gamle gulve i Hovedbygningen var meget slidte, og skulle skiftes. Træet var dog i så god stand, at vi kunne tage det op, høvle det og bruge det i Professorvillaen. I Museumshuset var gulvene skæve og gemt under flere lag linoleum og spartelmasse. Vi tog dem op, rensede dem, rettede underlaget og lagde plankerne pænt på plads, siger arkitekt og koordinator for tegnestuens arbejde på Københavns Universitet, Flemming Kaae, Rørbæk og Møller Arkitekter.
Projektet kunne lade sig gøre, fordi kvaliteten af træet er meget høj, samtidig med at opgaven blev løst i et samarbejde mellem en ambitiøs og tillidsfuld bygherre, velkvalificerede håndværkere og arkitekter, som gennem mange år har opbygget et stort kendskab til Københavns Universitets bygningsmasse.