
Sundmolen i København
SKALA Arkitekter fylder 35 år: Pejlemærker i en væksttid
SKALA fejrer her i december 35-års fødselsdag. Der er sket meget, siden virksomheden fyldte 30 – og for første gang udarbejdede og implementerede en egentlig vækststrategi. Strategien har båret frugt, og virksomheden er på fem år vokset fra 30 til 75 ansatte. Til foråret kommer en ny strategi, der skal sikre en fortsat organisk vækst i en byggebranche med stadig højere krav.
Da SKALA fyldte 30, blev virksomhedens første målrettede vækststrategi udarbejdet og implementeret.
En strategi der for alvor satte en retning for SKALA. Men i en branche, der er i konstant bevægelse, er SKALA bevidste om, at man som arkitektvirksomhed skal kunne agere og stå ud i et marked med stærke konkurrenter.
Kurt Ankjær
- Der er sket meget på fem år. Vi er blevet mere synlige i markedet og laver markant flere og større projekter – og har fået et fuldvoksent kontor i København. Vi har været progressive og strakt hals. Og så har vi gjort det i en branche, hvor folk er afsindig dygtige, og vi virkelig skal spidse blyanten for at være med, siger grundlægger og direktør Kurt Ankjær og understreger:
- Mere end noget er jeg glad for måden, vi har gjort det på. At vi er vokset roligt og organisk og har fastholdt en medarbejderkultur, hvor der er en god ånd. Det er en essentiel del af SKALAs identitet, at vi er et rummeligt sted. Der skal være plads til at vores medarbejdere er hele mennesker – og vores vækst havde ikke været meget værd, hvis vi havde givet køb på det undervejs.
En branche med højere krav
Som mange andre virksomheder i branchen oplever SKALA Arkitekter også, at der stilles højere krav end nogensinde før til projekterne og de rammer, de løses indenfor, og det er udfordrende for alle – store som små:
- Arkitekturen har altid været en kompleks størrelse, der må favne de udefra givet byggebehov – men har samtidigt potentialet til at skabe livsberigende rammer, der tilfører arkitektonisk værdi til et givent sted. Friheden i ”frit” at kunne sammensætte vores teams er for os et væsentligt parameter.
Det udvikler og udfordrer os som arkitekter og får os til at anskue arkitekturen fra nye sider.
Uden vores gode samarbejder og relationen til vores bygherrer vil vores arkitektoniske værdi blegne.
Det vil både gå ud over branchen og vores faglige integritet, men vigtigst af alt de mennesker, der skal færdes i de fysiske rammer.
Strategien rentegner SKALAs pejlemærker
I starten af det nye år introducerer SKALA en ny strategi. Strategien har i særdeleshed fungeret som intern katalysator til at involvere alle medarbejdere i den fortsatte udvikling af virksomheden.
Som led i at angive retningen har organisationen undervejs kondenseret, hvad der kendetegner SKALAs måde at arbejde med arkitektur på.
Ud af det er vokset grundbegrebet SKALArig arkitektur, der er – og skal være – et kendetegnende pejlemærke for alt, hvad virksomheden tegner og producerer.
Alle skalaer skal ses og måles op mod mennesket, der står i centrum, og aldrig skal tabes af syne i store visioner. Alle skalatrin defineres derfor ud fra et foranstående 1-tal, der repræsenterer det menneskelige op imod: 1:By – 1:Byrum – 1:Bygning – 1:Bygningsdel.:
Ny skole i Sundby
- Det er jo ikke raketvidenskab blandt arkitekter at have mennesket i centrum – men det er vores måde at nedbryde og anskueliggøre det på. For os selv og for andre.
Så vi i stedet for at diskutere murmål og overflader først tænker: ”Hvordan føles og opleves væggen her? Siger Kurt Ankjær og fortsætter:
- Og på sin vis er det bare at tage det, vi altid har gjort, og sætte det i system.
Det kan næsten være banalt og ses som en lille ting – men det er en kontinuerlig påmindelse og en skabelse og reproduktion af den virksomhedskultur, vi har og fortsat gerne vil have i SKALA. Vi bygger til mennesker, der lever, færdes og formes i konkrete, fysiske rammer – og det skal vi aldrig miste af syne.
Løfter stadig større opgaver
Forøgelsen til 75 medarbejdere har betydet, at der er kommet flere kompetencer i spil. I løbet af de sidste fem år har SKALA udvidet med landskab og byplanlægning.
I kombination med flere vundne projekter og udbud har det betydet, at SKALA i dag har en markant øget kapacitet og varetager rådgivning på stadig større byggerier og entrepriser - senest eksemplificeret med opgaven om at transformere to pakhuse på Sundmolen i København – et projekt på ca. 30.000 kvm.
Hvor SKALA for fem år siden renoverede og udbyggede Billund skole – et byggeri på 4500 kvm. – er der netop nu gang i byggeriet af en ny, svanemærket skole i Sundby på det næsten dobbelte – ca. 8500 kvm.
Kurt Ankjær siger, at SKALA i dag har en god mellemstørrelse:
- Når jeg skal være fræk, plejer jeg at sige, at vi er blevet så store, at vi har alle kompetencerne – men at vi stadig er så små, at projekter ikke sander til i processer. På den måde kan vi være både ambitiøse og agile. Og det føler jeg er et godt – og vigtigt – sted at være, når de kollegaer, vi konkurrerer med, er så afsindigt dygtige.
SKALA introducerer den nye strategi – samt ny visuel identitet – i februar 2022.