
Blæst bagover af piletræs potentiale i byggeri og design
For fire år siden besøgte Bjarne Hammer og Peter Mørk pileplantagen i Nordjylland og fik øjnene op for pil. Siden har de i MOOW dedikeret tid til at undersøge og udvikle piletræets potentialer som byggemateriale.
Det er nærmest et mysterium, at piletræets potentiale har været forbigået i den danske byggebranche, siger Bjarne Hammer og Peter Mørk. – Vi kendte faktisk heller ikke til mulighederne før. Men det er jo vildt, at Danmark importerer omkring 80 % af det træ, der indgår i byggeriet - ofte fra fjerne destinationer - selvom vi har pil, som kan anvendes bredt og muliggør lokal, cirkulær produktion.
Besøget i Nordjyllands var i Pilebygs plantage, hvor der dyrkes 250 hektar pil, og det satte gang i en systematisk udforskning af træsorten. Pilebyg har dyrket pil i 35 år og er nok dem i verden, der ved mest om de cirka 800 arter, der findes. Men kunne pil bruges til mere end kurve, støjhegn og flis til afbrænding? Sammen med Pilebyg stiftede de i 2021 MOOW – Made out of Willow, hvor Bjarne Hammer, der netop havde solgt arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, blev Head of R&D og Peter Mørk CEO.
- Projektet udsprang af et ønske om at udvikle miljøvenlige byggematerialer. Efter fire år står vi nu med testede produkter, som opfylder relevante branchekrav – både teknisk og æstetisk, fortæller Peter Mørk, og tilføjer:
- Reducering af CO2-aftrykket står centralt i byggebranchen og dokumentation af materialers klimapåvirkning er blevet et uomgængeligt parameter for alt, som bruges i en bygning, både ude og inde.
Lagrer CO₂ og gror hurtigt
Byggeri+Arkitektur møder Bjarne Hammer og Peter Mørk i BLOXHUB, hvor MOOW udstiller en mockup af facade- og pladeprodukter i pil. Siden plantagebesøget er tiden gået med at teste og udvikle en række pileprodukter, som de nu er klar til at gå ud på markedet med - og forsigtigt er i gang med at søge samarbejdspartnere til.

- Pil kaldes ofte Nordens bambus, da det er hurtigvoksende, kan høstes gentagne gange og har en exceptionel evne til at lagre CO₂. Bruger vi piletræ i byggematerialer og møbeldesign, bliver CO₂’en kapslet inde i materialet, og produkterne kan recirkuleres, fortæller Bjarne:
- Væksthastigheden er enestående for piletræ, der på fire år bliver seks meter højt og med en stammediameter på 5-6 cm. Til sammenligning får du jo ikke den samme mængde fyrretræ på fire år. Kun som en tommelfinger.
Piletræ har traditionelt været betragtet som et blødt og lavteknologisk træ. Men gennem MOOW’s bearbejdning kan pil anvendes til både pladeprodukter, gulve, køkken- og designelementer med høj robusthed – og velegnede til både møbel- og bygningsdesign samt akustikløsninger.
- Egne test og hos certificeringsinstitutter viser, at piletræets brandmodstand, densitet og styrke matcher – og i visse tilfælde overgår – egenskaberne i konventionelle produkter, forklarer Bjarne, der også fremhæver de æstetiske kvaliteter.
- Jeg synes, at piletræet er smukt med sin særlige softness. Det spænder fra den lyse, bløde struktur, som er sindssyg interessant og minder om birketræ. Men når det bliver varmebehandlet, rammer det over i en tone af ædeltræ. Den termiske behandling giver større fugtmodstand, men tilfører også en anden karakter og anderledes æstetik – bare med damp.
Sunde, recirkulerbare materialer
MOOW har gennem varme- og trykbehandling udviklet formstabile pladematerialer med styrke og æstetik. Helt nyt er en egenudviklet, patenteret metode til at presse 3D-formede paneler af piletræ. Med fåreuld som lydabsorbant forener løsningen naturlig lydabsorbering med udpræget formfleksibilitet.- Pladen er af slicet træ, hvor hele træstammen med bark er anvendt. Det er grundlæggende samme masse som en spånplade, men vi findeler på en anden måde. Massen bliver presset sammen med biobinder, så vi kan sætte en form på det. Også buede former til lofter, så det kan få en flot bevægelse, forklarer Bjarne Hammer.
- Ulden er et naturprodukt og kan grundlæggende ikke brænde. Dette er en af de mange faktorer, som vi pejler os ind på i prioriteringen af materialer. Vi har et ønske om at have bioorganiske, recirkulerbare og sunde slutprodukter. Alt skal være fri for emissioner, der kan forringe indeklimaet. Anvendelsen af biobinder sikrer, at materialerne ikke giver usund afgasning.
Og Bjarne Hammer tilføjer:
- Akustikpanelerne skaber ikke kun æstetiske rum og stemningsfulde rum, men også en sindssyg god atmosfære og akustisk regulering - Elementer der ofte opleves underbevidst, men har stor betydning for ens oplevelse af rummet og velbefindende.
Perspektiv: Skal vi dyrke vores byggematerialer?
MOOW’s arbejde indskriver sig i en større, aktuel bevægelse, hvor cirkulære materialekredsløb og “dyrkede” byggematerialer vinder indpas i både praksis og materialeforskning.
– Når landbrugsjord lægges brak, som en del af Det Grønne Trepart, burde man indtænke potentialet for at dyrke byggematerialer som pil. Her står vi med en lokal ressource, der både teknisk og klimamæssigt giver væsentlig mening at bringe i spil, slutter Bjarne Hammer.