
Biogene byggematerialer udforskes i ny 1:1 udstilling
Arkitektforeningen præsenterer 4 tværfaglige teams bud på bygningsdele i hamp, halm, pil og græs i udstillingen Implement Materials, der udfolder arkitektonisk potentiale i naturbaserede materialer.
Hvordan kan hurtigvoksende, hjemmehørende materialer som halm, hamp, pil og græs blive en reel del af fremtidens byggeri – uden plast, gips og CO₂-tunge støttekomponenter? Det er omdrejningspunktet for udstillingen Implement Materials – på vej mod en ny biogen byggeskik, som Arkitektforeningen står bag i samarbejde med Dreyers Fond.
Fire tværfaglige teams har gennem et arbejdslegat eksperimenteret med biogene materialer og udviklet konkrete bygningsdele, der vises i fuld skala. Udstillingen åbner den 10. april, kl. 16-18:30 i kapellet på Frederiksberg Hospital, Tesdorpfsvej 19 og er målrettet byggebranchens aktører.
Fra mark til bygningsdel – uden skjulte lag
Udstillingen præsenterer komponenter i 1:1, der viser, hvordan arkitektonisk bearbejdning og materialeteknologi kan forene æstetik, funktionalitet og naturens egne kvaliteter. Fokus er på at skabe bygbare løsninger, der ikke camouflerer de biogene materialer med traditionelle klimaskærme, men lader dem fremstå med deres egne arkitektoniske og tekniske præmisser.
Sidsel Gelting Hodge, arkitekt MAA og projektleder i Arkitektforeningen, forklarer:
- Formålet med projektet har ikke blot været at give et bud på en ny byggeskik, men også på en ny æstetik med biogene materialer, hvor arkitekturen ikke behøver at være homogen og glat, som vi har været vant til. I stedet giver de groede materialer anledning til nye konstruktive detaljeringer, der beskytter mod vejr og vind - og giver plads til ru overflader, naturlige variationer og synlige samlinger i arkitekturen, siger Sidsel Gelting Hodge i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Gennem de udstillede bygningsdele bidrager de fire tværfaglige teams med andre ord med nye fortællinger, om hvad der er både smukt, funktionelt og holdbart – og hvordan vi på tværs af faget kan frembringe en ny bæredygtig byggeskik med respekt for de planetære grænser.
Læs også:
Indstil et design til Danske Design AwardUdstillingen som eksperiment og faglig platform
De fire deltagende teams har arbejdet med hver deres materialetype:- Halm – Tegnestuen LOKAL & JDH Byg: Undersøger klimaskærme med halmisolering og nye detaljer, der sikrer brandsikkerhed og vejrtolerance uden konventionelle lag.
- Hamp og planteskærver – Tegnestuen BRIQ m.fl.: Støber væg- og tagkomponenter i hampebeton og eksperimenterer med sidestrømme fra f.eks. raps og jordskokker.
- Græs – Pihlmann Architects & KU: Udvikler bio-kompositter med græsfibre og lignin til indvendige beklædninger som alternativ til gips og træbaserede plader.
- Pil – Schmidt Hammer Lassen & Staticus m.fl.: Arbejder med præfabrikerede facadeelementer, hvor pil anvendes som både isolering, bæring og visuel beklædning.
Fælles for projekterne er ønsket om at koble materialernes iboende egenskaber med arkitektonisk innovation og teknisk realiserbarhed.
Et skridt mod skalerbare biogene løsninger
Kathrin Susanna Gimmel, bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond, ser projektet som et nødvendigt skridt mod forankring af biogene byggematerialer i praksis:- Vi ser en stigende interesse for at arbejde med biogene materialer, og mange nye produkter er på vej. Vi mangler dog endnu at løsninger og erfaringer er forankret i byggebranchen. Det vil vi gerne bidrage med gennem ”Implement Materials”, fortæller Kathrin Susanna Gimmel, som er bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond.
En udstilling målrettet byggebranchen
Implement Materials er ikke en publikumsudstilling i traditionel forstand. Den er kurateret specifikt til professionelle i byggeriet og afholdes i rammer, der indbyder til faglig fordybelse.Udstillingen er åben i udvalgte tidsrum og rummer både åbent hus-arrangementer og samtalefora med fokus på videndeling og diskussion:
Faglige fredage:
25. april, 9., 16. og 23. maj kl. 14:30–16:00Åbent hus:
25. april, 2., 9., 16., 23., 30. maj og 6. juni kl. 12:00–16:00Derudover kan virksomheder og fagpersoner booke mødelokaler i udstillingen, hvor materialestudier og workshops kan kombineres med møder i alternative arkitektoniske rammer. Lokalet rummer op til 35 personer og er udstyret med bibliotek og præsentationsudstyr.
Et større initiativ ligger bagved
Udstillingen er en del af Agenda Earth – et langsigtet initiativ under Arkitektforeningen, der sætter fokus på fremtidens byggede miljø inden for planetære grænser. Projektet udvikles i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet.
- Udstillingsdesign: Arkitekt MAA Peter Ravnborg, Studio HARA
- Kurator: Anne Dorthe Vester, Arkitekt MAA
- Materialepartnere: Starck, Carl Ras, Fredericia Furniture
- Sted: Kapellet på Frederiksberg Hospital, Tesdorpfsvej 19 / Vej 8, Bygning 23
Bliv klogere på, hvor langt er man i den grønne omstilling i byggeriet