Foto af Julie Lecuelle, gruppe aja
Sensing Earth sætter fokus på et grønne paradigmeskift i arkitekturen
Projektet Sensing Earth er en del af Arkitektforeningen og Dreyers Fonds initiativ Agenda Earth, og ambitionen er at indkredse, sætte ord på og skubbe til disse nye tendenser ved at etablere et nyt samtalerum, der tager udgangspunkt i de strømninger, vi er vidne til i dansk arkitektur.
Havesti med afskæringer af fortovsfliser fra lokalområdet af gruppe aja. Foto Julie Lecuelle
Man bemærker det alle vegne: Der er ved at ske et skifte fra et globaliseret produktions- og forbrugssamfund til en ny opmærksomhed over for ressourcer og naturen. Sensing Earth sætter via en samtalerække, en tekstsamling og en udstilling fokus på hvad, det betyder for arkitekturen og indretningen i vores bygninger.
Globale udfordringer som klimaforandringer og biodiversitetskrise har givet grobund for et paradigmeskifte i arkitekturen, som tegnestuer i Danmark og i udlandet, tager til sig. Det har ført til et begyndende skift i den arkitektoniske praksis, som baserer sig på en langt større bevidsthed om at minimere forbruget af jomfruelige materialer og arealer, hvor man ser på mere genbrug, cirkulerende ressourcer og transformation af eksisterende bygninger.
Læs også:
Kunsthistoriker Marianne Krogh om det danske bidrag til Arkitekturbiennalen: Store og små kredsløb
Målet er ændret adfærd
- Med Sensing Earth ønsker vi at italesætte paradigmeskiftet og pege på den forskydning, der sker af de kvalitative værdier i arkitekturen. Paradigmeskiftet handler om et systemisk og eksistentielt skifte, fordi det introducerer en ny måde at være i verden på, med en større bevidsthed om vores sameksistens med naturen og alle dens arter. Det, oplever jeg, øger sensitiviteten blandt arkitekterne i øjeblikket, og det vil føre til andre valg i hele byggeindustrien og dermed også en ny æstetik, fortæller kunsthistoriker og ph.d. Marianne Krogh, som står i spidsen for Sensing Earth i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:
- Ved at skubbe til en kulturel forandring – diskutere nye værdier, æstetik, arkitektonisk kvalitet med videre – kan der opstå en anden adfærd og forestilling om ’det gode liv’. Det er det, vi ønsker at etablere en samtale om, der starter i faget og skal række langt ind i samfundet.
Hvordan skal vi bygge, nu hvor vi ikke kan fortsætte som hidtil?
I den første ud af fire samtaler kommermani ind på, hvilke begreber og refleksioner, der kan indfange og beskrive det paradigmeskifte, vi ser i disse år. Anden samtale kredser omkring samfundets betingelser, og hvilke rammer arkitekturen har brug for, når nye løsninger skal implementeres. I tredje samtale spørges der, hvordan vi skal bygge uden at bygge nyt. Kan vi forpligte os planetært over for hinanden og mødes i en fælles bestræbelse, der rækker ud over individet, tegnestuen samt diverse konkurrenceparametre? Sidste samtale samler op og søger svaret på, hvordan fremtidens arkitektoniske praksis ser ud – og hvad det kræver af handling.
Samtalerne følges op af tekstsamlingerne, Sensing Earth, som dykker videre ned i temaerne og samler op gennem interviews, kritik og essays af danske og internationale arkitekter og relaterede fagfolk.
Siden vil temaet blive fulgt op af et åbent call og en udstilling med udgangspunkt i en bygningstransformation.
Samtalerækken er en del af en større indsats
Sensing Earth er et projekt under Agenda Earth, et større initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og skubber til de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond. Samtalerækken i Sensing Earth er støttet af Statens Kunstfond og ledet af ph.d. Marianne Krogh. Arkitekt Chrissie Muhr er med som gæstekurator.
Samtalerækken ‘Sensing Earth – en ny kontrakt med Jorden’ afholdes på forskellige venues i København og omegn.
Læs mere om de forskellige arrangementer her