Det danske bidrag til Arkitekturbiennalen: Store og små kredsløb

”How will we live together?” er det overordnede tema på Biennalen i 2021, og for Marianne Krogh er det essentielt, at man ikke ser biennalen som et salgsfremstød for danske løsninger og ekspertise.

 

- Arkitekturbiennalen i Venedig er der, hvor man kan drømme og eksperimentere. Det er et af de få steder, hvor der ikke er en kommerciel dagsorden, og det skal man tage alvorligt, siger Marianne Krogh, og derfor var hendes bud på den danske udstilling en processuel og eksperimenterende afsøgning af et overordnet felt – forbundethed – med et mål om at skabe et rum, hvor man kan mærke forbindelser med naturen, andre mennesker og hele ens omverden.

 

Marianne Krogh har været med til alle kunst- og arkitekturbiennalerne gennem de sidste 25 år, og da hun både er uddannet kunsthistoriker og har skrevet ph.d. afhandling på Aarhus Arkitektskole har hun kendskab til begge verdener.

 

- Billedkunsten i alle dens former beskæftiger sig hele tiden med at udstille. Det er en kerneproblematik inden for kunsten, hvor man i et 1:1 forhold indtænker oplevelsen af et værk. Og her synes jeg, at udstillinger om arkitektur generelt er kedelige. Det virkelige befinder sig et andet sted, og man kan hele tiden kun vise repræsentationer – det handler ofte om plancher og modeller, og det er faktisk dødssygt.

 

 

Den uharmoniske forbundethed

Udstillingen demonstrerer den grundlæggende ide, at vi mennesker alle sammen er natur – og tæt forbundet med alt omkring os.

 

- Gennem udvekslinger skaber vi i fællesskab rummet, hvilket eksempelvis biodiversitetsbegrebet demonstrerer, hvor ændringer i dyrkning af jorden får fatale konsekvenser for andre dyre- og plantearter. En vej frem i forhold til klimakrisen er således at se anderledes på den forbundethed med naturen, hvor man ikke har adgang til et ubegrænset forrådskammer af byggematerialer og ressourcer, fortæller Marianne Krogh og fortsætter:

 

- Igennem vores suverænitet har vi skabt en række samfund med en helt masse forbundetheder, som vi ikke engang selv kan se, som når en bonde fælder regnskov i Brasilien for at lave majs til grisefoder i Danmark, og når en person i Manchester køber bacon, så har den person ikke en chance for at kende den større sammenhæng. Vi skal ikke forsage moderne udvikling, men der eksisterer den slags for jordens balance skadelige forbindelser alle steder, og for at lave dem om, så skal vi være opmærksom på dem. Det kan gøre ondt at se de forbundetheder, og i vores udstilling gemmer vi bevidst ikke teknikken væk.

 

Da Marianne Krogh vandt kurator-konkurrencen spurgte hun på baggrund af deres fænomenologiske og sanselige tilgang til arkitektur Lundgaard & Tranberg Arkitekter, om de ville at stå for udstillingen.

 

 

 

- Vi startede med at lave flere workshops med gæster udefra, såsom kunstnere, kokke, videnskabsfolk, psykologer og andre. At omsætte inspiration til noget konkret er en rigtig svær proces, det kender jeg fra kunstnere, og min opgave er at støtte dem og skubbe til dem. Så krystalliserer ideen om, at hovedgrebet skal være vand, da det er interessant på rigtig mange niveauer, samtidig med man kan gøre meget med vand i en udstilling, fortæller hun og fortsætter:

 

- Der er kun en vis mængde vand på jordkloden – der kommer ikke mere – og den bevæger sig rundt i alle mulige former, nogle gange styrede former såsom i et rørsystem, men det er det samme vand. I udstillingen kobler vi os på det store globale vejrsystem, og vi er i gang med at opsamle regnvand i store vandtanke i den lille have. Herfra pumpes det ind i bygningen, hvor det føres igennem bygningen og tilbage igen. Pumperne kører hele tiden som et bankende hjerte, og man kan følge vandet i synlige rør, som også anvendes som gelænder.

 

Installationen er lavet på en måde, så udstillingen står i relation til nedbør i Venedig, så hvis det lige har regnet, så fosser vandet, og hvis det ikke har regnet i to måneder, så vil der ikke være så meget vand i udstillingen.

 

 

 

Tror vi på, at vi klarer klimakrisen?

For Marianne Krogh Jensen har målet været at skabe en totaloplevelse, hvor man anvender den konkrete bygnings udformning. Hun fortæller, at på de forskellige biennaler har fokus ofte været på den store, klassiske Brummersal ved indgangen, og med en stor cafe bag ved bygningen, så har mange bevæget sig direkte igennem bygningen. I år har arkitekterne valgt at lukke den almindelige indgang til gaden af og til gengæld fjerne et vindue ud på siden af bygningen, hvor man via en hævet rampe nu har adgang.

 

- Det er ikke en rigtig eller forkert vej gennem udstillingen, og i Brummersalen er der et kæmpe vandbassin med et stort flydende gulv, hvor man kan mærke folks bevægelser, hvilket betyder, at man er nødt til at holde øje med hinanden. Samtidig er der tre store nicher med indbyggede sofaer med stof fra Kvadrat, og udstillingen balancerer således mellem det behagelige og urovækkende, og arkitekterne er fortrøstningsfulde omkring klimakrisen, og de tror, at vi finder en god måde at leve på i fremtiden. Men man er nødt til at holde øje med hinanden – mærke en forbundethed og være sammen i rummet.

 

Vandet fra Brummer-salen løber over kanten og skvulper ind i Koch-salen, hvor der også løber vand ned i udspændt, stykke stof, der hænger som en stor krop i rummet lige over ens hoved. Dugen suger vand og drypper på gulvet, og for Marianne Krogh er det vigtigt med et sanseligt rum med lyde, hvor man også kan dufte urterne til den the, som er lavet af lokale planter. Theen serveres i genbrugskopper fra Blå Kors, som alle er forskellige, fortæller Marianne Krogh:

 

- I forhold til at tænke i kredsløb, så er det en pointe, at ting ikke er klassisk smukke, men at de har en historie. Det er udtryk for, at de har været på en rejse, og bevidstheden om hvad, der skal ske med materialer bagefter, er meget sund. I udstillingen forsøger i høj grad at bruge genbrugsmaterialer, og det flydende gulv består af et brugt basketball-gulv fra Real Madrid, leveret af Junckers i Køge.

 

Marianne Krogh fremhæver, at når man skaber en arkitekturudstilling, så er der en forventning om, at der vil blive fremvist løsninger på fremtidens udfordringer, og det er ikke hensigten, fortæller hun:

 

- Udstillingen handler ikke om vand, klimasikring eller at den her mursten er god, når det regner. Men vand er virkelig noget, vi kommer til at forholde os til i fremtiden, ligesom vand forbinder os alle sammen og skaber liv. Og hvis en oplevelse kan skabe en forandring indeni os – hvordan vi føler og tænker, så har det stor værdi.