Princess Street
SLA i spidsen for byrumsmasterplan i Manchester
Landskabsarkitekterne har vundet den store landskabs- og byrumsmasterplan for Manchesters nye ambitiøse innovationsdistrikt, der skal transformeres til grøn by med den industrielle arv for øje.
Projektet er et samarbejde mellem Storbritanniens førende ejendomsudviklere, Bruntwood SciTech og University of Manchester. For SLA og resten af designteamet har opgaven været at forvandle universitetsområdet til et åbent og naturfyldt areal med grønne oaser mellem kvarterets kulturinstitutioner og mange arbejdspladser. Bevarelsen af byens stærke kultur- og industriarv har været helt central i udviklingen af masterplanen:
Frame Work Area - Updated Red Line Boundary Aerial
– Jeg husker tydeligt mit første møde med Manchester; røde murstensbygninger og hvælvinger, kanaler, mad, cool kvarterer og en historie, der går tusindvis af år tilbage. Manchester er så autentisk, at den aldrig forlader din sjæl efter et besøg - og det er netop dén sjæl, vi har indlejret i den nye masterplan. Både via bevarelse af udvalgte byrum og bygninger, men også ved at styrke forbindelsen til de omkringliggende kvarterer. På den måde sikrer vi at masterplanen kommer til at omfavne hele Manchesters unikke ånd og identitet, siger Rasmus Astrup, Partner og Design Director hos SLA i en pressemeddelelse.
Resi Cluster South Arrival
Byfornyelsen af innovationsdistriktet er en helt unik mulighed for at styrke Manchesters økonomi samtidigt med at den sociale udvikling fremmes og miljøet beskyttes i mange generationer fremadrettet:
– God innovation skaber ændringer, ikke kun for nutiden, men også med stor indvirkning på fremtidige generationer ved at sikre en sund og bæredygtig livskvalitet. I innovationsdistriktet Manchester tager vi fat på en af vor tids største globale udfordringer ved at tænke ud over grænserne af projektet og have biodiversitetskrisen som et centralt fokus. Vi bidrager radikalt til at løse denne udfordring ved at skabe et levende landskab, der støtter og skaber livsrum - for alt liv!, siger Rasmus Astrup.
GEIC Square
Visionen for området er modig og ambitiøs, og sigter mod at opbygge et mangfoldigt og inkluderende fællesskab via genbrug af eksisterende bygninger og rum. Som landskabsarkitekt har SLA et klart mål om at bevare så meget eksisterende bynatur som muligt samtidigt med at der også introduceres ny natur. Formålet er at realisere områdets uudnyttede potentiale og skabe et hotspot for biodiversitet, der øger livskvaliteten:
– Forestil dig, at du går igennem nabolaget på vej til Piccadilly Station. Ikke kun fordi det er den korteste vej, men fordi den er designet til fysisk aktivitet. Du passerer gamle og nye bygninger med innovativ teknologi og kunst i vinduerne. Du stopper for at købe en kop kaffe på et solrigt hjørne, og slentrer derefter ned forbi hvælvingerne hvor alle de unge, travle iværksættere sidder og arbejder - og lige under dig har alle lastbilerne travlt med at levere dagligvarer, men du kan hverken se eller høre dem. Du hører kun fuglesang og folk, der snakker under trækronerne, siger Rasmus Astrup.
ID Manchester er designet i tæt samarbejde med Allies and Morrison, Stanhope, Deloitte, ARUP, Stephen Levrant Heritage Architecture, Useful Projects, Ekosgen og Arcadis.
Det er den fjerde store masterplan i Storbritannien som er vundet af SLA, der også er masterplanlægger og landskabsarkitekt for Silvertown Royal Docks i East London, One Euston-projektet i Camden samt landskabs- og masterplandesigner for Earls Court Development i Kensington & Chelsea.
Projektfakta
Sted: Manchester, Storbritannien
Klient: Bruntwood SciTech og University of Manchester
Masterplanlægger og landskabsarkitekt: SLA
Samarbejdspartnere: Allies and Morrison, Stanhope, Deloitte, ARUP, Stephen Levrant Heritage Architecture, Useful Projects, Ekosgen og Arcadis