Sådan kommer Vejles nye kulturhus til at se ud
Vejle står foran en fornyelse af byens kulturlandskab med opførelsen af et splinternyt bibliotek og kulturhus. Det skal bygges af et erfarent team bestående af Vognsen & Co., Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og AART architects.
Det bedste børnebibliotek og levende fællesskaber er nogle af de tanker, der ligger bag det nye kulturhus i Vejle, som skal rumme to af byens kulturinstitutioner, både Vejle Bibliotekerne og Musik- og Kulturskole. Et enigt bedømmelsesudvalg har udpeget vinderteamet blandt fem bud på det nye kulturhus, og det var projektet fra Vognsen & Co., Søren Jensen og AART architects, som skilte sig ud med sin markante arkitektoniske profil, som forener funktionerne hos både Vejle Bibliotekerne og Musik- og Kulturskolen på en harmonisk måde.
- Vi har lavet en vision for det nye bibliotek- og kulturhus, som Vognsen & Co., Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og AART architects indfrier med deres bud. Det bliver et fremsynet og imødekommende hus for alle i Vejle Kommune, hvor vi vil skabe Danmarks bedste børnebibliotek og prioritere bæredygtige løsninger - til glæde for alle generationer, fortæller Dan Arnløv Jørgensen, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, i en pressemeddelelse.
Et samlingspunkt og katalysator for kulturen
Det nye bibliotek og kulturhus omdanner det eksisterende bibliotek ved Willy Sørensens Plads, hvorved bygningens tre etager bindes sammen samtidig med, at to tilbygninger skyder op på begge sider.
Med en ny multisal ud mod parken og en ankomstbygning mod forpladsen skaber projektet en dynamisk sammenhæng mellem den nye arkitektur og den oprindelige bygning. Bygningen er designet til at være åben fra alle sider, så besøgende kan bevæge sig ind fra alle retninger, uden en tydelig forside eller bagside.
Anne Sofie Buur Okkels, partner og arkitekt hos AART, udtaler:
- Vi er utroligt glade for, at vi kan være med til at realisere vores forslag til Vejles nye bibliotek og kulturhus. Huset bliver ikke blot en bygning, men et levende sted for fællesskaber, hvor forskellige grupper kan mødes, dele oplevelser og dyrke deres interesser i et inkluderende miljø. Det bliver et nyt vartegn for byen - et samlingspunkt for borgerne og en katalysator for kulturel udvikling.
Et kulturelt anker i byen
Med sin centrale placering vil kulturhuset fungere som en forbindelse mellem byens urbane rum, naturen og kulturen og samtidig understøtte Vejles mål om at være en funktionel og samlende by. Bygningens arkitektoniske udtryk er præget af bæredygtige valg i designprocessen, hvor facaderne åbner sig som en bog og inviterer folk indenfor.
Det åbne og transparente design vil gøre livet i kulturhuset synligt for alle, og udearealerne vil blive en naturlig del af det daglige byliv. Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle, ser stort potentiale i projektet:
- Jeg glæder mig over valget af projektet fra Vognsen & Co, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og AART architects. Det nye bibliotek- og kulturhus bliver uden tvivl et fyrtårn i Vejle by og et demokratisk samlingssted på kanten til Ny Rosborg.
Byggeriet forventes at begynde i februar 2025, og det nye bibliotek og kulturhus står klar til at tage imod de første besøgende i december 2026.
Læs mere om byggeri af kulturinstitutioner