
Jan Crone Christensen til venstre og teknisk designer Kasper Lindstrøm Rasmussen til højre, under projektering
Særlig arkitektur stiller store krav til ventilationsløsningen
airteam A/S leverer ventilationen til Dymaks hovedkontor i Odense – et helt særligt byggeri skabt af tegnestuen BIG.
Teknikrum under udførelse.
Når B2B-virksomheden Dymak i en nær fremtid flytter til sit BIG-designede ny hovedsæde ved Odense, får de et domicil, der med sine runde former og skrå vinkler i høj grad adskiller sig fra et klassisk kontorbyggeri.
Særlig arkitektur kræver særlige løsninger. Det ved man hos airteam A/S, der er i fuld gang med at montere ventilationsanlæg i bygningen. Ventilationsvirksomheden står for fire anlæg – heraf er tre med indbygget varmepumpe, der skal sikre et godt indeklima.
Det er vigtigt at kunne tilføre køl– for store glaspartier betyder stærk strålevarme fra solen.
Den gennemtænkte arkitektur gør, at der skal tænkes i særegne løsninger.
- I en klassisk kontorbygning kan man lave beregninger i nogle faste modeller, men det kan vi ikke i Dymaks hovedkvarter, hvor der ikke er en eneste lige flade. I stedet har vi lavet særlige simuleringer på, hvad der kan lade sig gøre, så vi får en god opblanding af luften uden trækgener, siger airteams projektleder Jan Crone Christensen, der er glad for at kunne trække på egne og kollegaernes erfaringer i det krævende byggeri.
- Vi har været i tæt dialog i projektfasen, og vi har også projekteret, mens vi rullede, da der er sket tekniske designændringer undervejs. Den slags har altid betydning, men betydningen bliver større, når vi har et så specielt byggeri som dette, siger han.
Store krav
Designmæssigt er der også store krav – som airteam gerne honorerer.- Der er ikke nogen synlig montage i bygningens brugsområder, og vi er i tæt samarbejde med hovedentreprenøren om løsninger, der kan sikre at teknik og design mødes. Det drejer sig blandt andet om farvevalg og materialer. Selv vores indtagsriste er specialproduceret, så den får samme overflade som facaden, en speciel overladebehandling kaldet anodicering. Alle detaljer skal gennemtænkes. Endda rumfølerne er specielt tilpassede til arkitekturen. Det betyder, at vi skal lægge ekstra vægt på den gode dialog med hovedentreprenøren og derigennem arkitekten og bygherren, fortæller Jan Crone Christensen.
Montør i gang med montage af ventilationskanaler
Byggeriet er i den højeste DGNB-guld-kategori, og det har også stillet krav til indeklimaet.
- Det er vi vant til at arbejde med, så vi ved, at der skal laves beregninger, hver gang vi laver en ændring, og det stiller også krav til CTS-styringen, siger projektlederen, der er glad for den omfattende opgave. Han mener også, at Dymaks medarbejdere kan glæde sig, når den sidste skrue er skruet i.
- Dem, der flytter ind, får nogle virkelig fede lokaler. Det er et unikt byggeri, og det er et meget spændende projekt at være en del af.