
Se visionerne for bylivet i Vingelunden
Den nye bydel Vingelunden i Frederikssund Kommune skal rumme det gode hverdagsliv og designes til en balance, så mennesker, erhvervsliv og natur kan blomstre sammen.

Tegnestuen Nordic Office of Architecture får som hovedarkitekter en central rolle i udviklingen af en ny naturnær bydel i Vinge, som får navnet Vingelunden. Det er Frederikssund Kommune og ejendomsudviklervirksomheden NPV A/S, der er gået sammen om projektet, der skal gøre Vinge og Frederikssund Kommune til et attraktivt sted at flytte til og nye naturnære boligmuligheder for kommunens beboere.
Camilla van Deurs, som er fagansvarlig partner for Byudvikling i Nordic Office of Architecture, glæder sig til samarbejdet og fortæller:
- Vi glæder os til dette spændende byudviklingsprojekt, og samarbejdet med alle involverede i en bydel, hvor et aktivt byliv og den tætte forbindelse til naturen går op i en højere enhed. Her skal der være plads til, at både biodiversitet, beboere i alle aldre og erhvervsliv kan blomstre side om side, siger den tidligere stadsarkitekt i København i en pressemeddelelse.
En balanceret byliv
Vingelunden vil rumme cirka 660 boliger fordelt på 50.000 m², kombineret med 4.400 m² erhverv, der inkluderer serviceerhverv, caféer, butikker og en dagligvareforretning. Projektets vision er en balanceret bydel med plads til både boliger og erhvervsvirksomheder. Området vil understøtte en velfungerende infrastruktur med to parkeringshuse og omkring 570 parkeringspladser.Mads Lund, kreativ direktør hos Nordic Office of Architecture, uddyber:
- Vingelunden byder på moderne boliger af høj kvalitet og et varieret udbud af funktioner, som bidrager til et levende og dynamisk bymiljø. Her er plads til både de små og store fællesskaber, ligesom vi har særlig fokus på klimavenlige initiativer, der kan styrke livskvaliteten for beboerne i området og deres tilknytning til naturen.
Fokus på grønne løsninger
Projektet har et fokus på klimavenlige initiativer, herunder effektiv regnvandshåndtering, grønne byrum og beplantning, der bidrager til et sundt mikroklima. De eksisterende naturområder integreres i planlægningen for at sikre en naturlig balance mellem byudvikling og landskab og minimal miljøpåvirkning.
- Vingelunden er et ambitiøst byudviklingsprojekt, hvor vi forener bæredygtige byggeløsninger med et attraktivt bymiljø. Vi er glade for at have Nordic Office of Architecture som arkitektrådgiver og ser frem til at realisere denne moderne bydel i tæt samarbejde, fortæller Kim Lang Sørensen, direktør og partner hos NPV.
Den nye bydel vil tilføje kvaliteter til Vinge
Udviklingen af Vingelunden bliver en væsentlig brik i den samlede byudvikling af Vinge og Frederikssund Kommune. Med fokus på moderne arkitektur, bæredygtighed og attraktive boligmuligheder vil projektet gøre området til et eftertragtet valg for både tilflyttere og nuværende borgere.
Vingelunden spiller en afgørende rolle i udviklingen af hele Vinge og Frederikssund Kommune og ønsket er, at området vil tiltrække nye beboere og erhvervsdrivende.