Solsejl til mere uderum – uden ekstra arbejde
På skoler, plejehjem og i daginstitutioner kan solsejl skabe læ, skygge og ekstra rum til ophold. Orkan Sejl Design står for både design, opsætning og løbende service hele året.
Et solsejl ændrer ikke vejret. Men det kan gøre en forskel for, hvordan udearealer kan bruges, når solen står højt, eller en let regnbyge ellers ville sende alle indenfor.
Orkan Sejl Design har i mere end to årtier arbejdet med design og montering af solsejl. Løsningerne tager afsæt i principperne fra skibssejl og udføres med en enkel, maritim linje.
Hvert solsejl designes til stedet. For dimensioner, form, placering og materialer skal spille sammen med både arkitekturen og den ønskede anvendelse. Det gælder ikke mindst ved plejehjem, skoler og daginstitutioner, hvor et solsejl kan være en markant del af et udemiljø og samtidig skal fungere i en hverdag med intensiv brug.
Solsejl tilpasset arkitektur og anvendelse
Når solsejlet er monteret, skal det også gerne vedligeholdes. Det er en opgave, Orkan Sejl Design også tager sig af. Man tilbyder service, hvor solsejlet sættes op om foråret og tages ned igen om efteråret. Herefter kan Orkan Sejl stå for vask og opbevaring, indtil sejlet skal monteres igen til næste sæson.
– På en skole, i en børnehave eller på et plejehjem er der rigeligt med praktiske opgaver i forvejen. Vores tanke er, at medarbejderne ikke skal bekymre sig om, hvornår sejlet skal ned, hvordan det bliver rengjort, eller hvor det skal opbevares. Alt det kan vi tage hånd om, siger Karsten With.

