Sommerhus af GinnerupArkitekter: I pagt med naturen
På en lille dansk ø ligger et helt enkelt sommerhus lige ned til vandet og med et åbent englandskab som bagtæppe. Et naturstenshus med saddeltag, der finder inspiration i naturen, og som står hævet på en lille plint, der fungerer som kystsikring ved hårde storme og forhøjet vandstand.
– Lidt som når du samler en sten op på stranden. Sådan skal sommerhuset opleves. Som en nænsom tilføjelse, der er bygget på naturens præmisser, fortæller partner hos GinnerupArkitekter Martin Schack.
Det lille sommerhus på i alt 55 m2 knejser stolt på naturgrunden som en skarptskåret stenblok, der er designet med en enkel grundplan. Set fra gavlene opleves huset som et kvadrat, hvor en trekant er indskrevet i form af et skifertag. Så enkelt som et hus kan designes, men med masser af detaljer, der gør enkeltheden subtil.
Husets facader er i natursten, der harmonerer med de store sten fra stranden lige udenfor huset. Og på samme måde består den in-situ støbte betonplint af små sten, som mimer strandens grove småsten og farvetone. Et hus, der ikke forstyrrer, men som stolt indpasser sig og gentager naturens motiver og skærmer for vind og vejr. Facaden brydes af store glaspartier, der i hjørnerne fremstår som åbne og transparente, og således sikrer en lethed til det ellers robuste udtryk.
Natursten også inden døre
Som en elegant forlængelse af facadens sten er hele husets gulve beklædt med ølandsskifer. Samtidig er naturen tilstede via kig igennem de store glaspartier. Fra sommerhusets ejere står op med solopgangen til de går i seng med udsigt til solnedgang. I stuen er der via glashjørnerne både kig til strandengen og til havet, så det rige fugle- og dyreliv og skibene på havet, kan følges døgnet rundt. Også køkkenet respekterer naturen i sit materialevalg i røget eg, der sammen med det varme naturstensgulv forstærker fornemmelsen af taktile, ærlige materialer i kontrast til det lyse og hvide interiør. Huset åbner op i kip - og er opdelt i to zoner med henholdsvis stue, køkken og bad samt en zone med soveværelse. De to zoner er elegant adskilt af en væg i glas, der sikrer det allestedsnærværende dagslys.
– Vores bygherre fortæller, at de har taget huset til sig og foretrækker sommerhuset frem for deres meget større hverdagsbolig, når de størstedelen af året bor i det lille stenhus på øen, siger arkitekten, der især er glad for hvordan huset respekterer og aktivt forholder sig til sine omgivelser.
Om GinnerupArkitekter
Blivende arkitektoniske løsninger. Det er det, GinnerupArkitekter sigter efter hver gang de opfører nye projekter. Tegnestuen ledes af fire engagerede partnere med et stærkt team af 20 passionerede og kompetente medarbejdere. Samtidig hviler GinnerupArkitekter på en solid erfaring helt tilbage fra 1978. Tegnestuens projekter tæller primært højkvalitets boligprojekter, high-end villaer, ambitiøse erhvervsprojekter samt tekniske anlæg.
Fakta
Bygherre: Privat
Omfang: 55 m2
Arkitekt: GinnerupArkitekter
Ingeniør: DRIAS
År: 2021