Nyåbnet børnehus designet på skovens præmisser
Lige op af fredskoven Dyrehaven i Skanderborg har GinnerupArkitekter tegnet et børnehus, der finder sin inspiration i skoven. Både i husets udformning, i dets bæredygtige materialevalg og i det børneliv, der leves indenfor og udendørs.
Dyrehaven Plan
Dyrehaven Site
Hver dag har børnehusets brugere, som tæller fem børnehavegrupper, fire vuggestuegrupper og to grupper for børn med særlige behov, glæde af husets placering omringet af høje stammer og skovens rige plante- og dyreliv.
Huset er fra starten designet på skovens præmisser, når dets form er tilpasset og bearbejdet, så det integrerer naturen mest muligt.
Således opstår der små lommer i husets mange indhak. Her trækkes naturen tæt på, og samtidig inddeler det bygningen i mindre huse og etablerer egne indgange til gavn for husets forskellige børnegrupper.
Opdelingen i mindre huse understøttes samtidig i de forskellige bygningshøjder, hvor tagene udføres med sedum, og hvor der på dele af bygningen er etableret solceller.
Også facaderne er tænkt i forhold til skoven. De er beklædte med en Svanemærket og PEFC-certificeret træbeklædning, der i sit materiale og med sine varierende dybder og afstande opleves som en fortolkning af træernes himmelstræbende bevægelser.
Et interiør med skoven som inspiration
- I interiøret underbygges inspirationen fra konteksten, forklarer Trine Mouritsen, der er partner hos GinnerupArkitekter og fortsætter:
- Ligesom i skoven hvor træerne danner rum med trækronerne som et beskyttende loft og skovbunden som en levende og blødt underlag, så har vi designet børnehuset som en fortolkning af skoven med dets mange rum, dets flimrende lys og dets karakteristiske lysninger.
Via store vinduespartier og karnapper, hvor man kan sidde, får man kig til alt det grønne udenfor, imens højtsiddende vinduer sikrer udsyn til himlen og vejret udenfor. Derudover udgør ovenlys det flimrende lys, der som i skoven kan kaste solstråler og dagslys direkte ind i børnehuset.Dyrehaven Ginnerup Arkitekter
Selv gulvfladen er nøje udvalgt med inspiration i det flimrende lys som opleves på ture i skoven. Der er valgt en blød linoleumskvalitet med gule nister – og på udvalgte steder store, cirkulære solgule spots. Alle gulve, lofter samt specialinventar er udført i bæredygtigt certificerede materialer.
Med legen som omdrejningspunkt
Arkitekterne har udvalgt specifikke designnedslag i interiøret som garderober, gangarealer og toiletter som steder, der ofte bliver kaotiske. Her er fokus at afløse kaos med stemning via f.eks. en grøn farve, der udover at henvise til skoven, samtidig skaber ro og retning.
Gangene aktiveres derudover med små huler, der indbyder til leg og bevægelse.
Dyrehaven Ginnerup Arkitekter
Samtidig tilbyder det centrale fællesrum en zone, hvor børnene kan opleve hvordan maden tilberedes, de kan udfoldes sig kreativt på den lille scene eller de kan mødes på tværs af husets forskellige grupper.
Også udendørs fortsætter legen. Dels ved trygge indhak tæt på bygningen, dels på den bakkede legeplads, der fordeler sig rundt om børnehuset, og ind og ud imellem de eksisterende træer som man så vidt muligt har bevaret.
De træer, der er blevet fældet, er genbrugt som aktiverende designelementer på legepladsen.
Læs også:
Beskeden investering resulterede i to nye vuggestuer i BrøndbyOm GinnerupArkitekter
Blivende arkitektoniske løsninger. Det er det, GinnerupArkitekter sigter efter hver gang de opfører nye projekter. Tegnestuen ledes af fire engagerede partnere med et stærkt team af 20 passionerede og kompetente medarbejdere. Samtidig hviler GinnerupArkitekter på en solid erfaring helt tilbage fra 1978. Tegnestuens projekter tæller udover daginstitutioner primært højkvalitets boligprojekter, high-end villaer, ambitiøse erhvervsprojekter samt tekniske anlæg.
Fakta
Bygherre: Skanderborg Kommune
År: 2020-2021
Areal: 2.000 m2
Arkitekt: GinnerupArkitekter - projekterende arkitekt samt interiørdesigner
Landskab: Gustin Landskabv
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Totalentreprenør: Torntoft & Mortensen
Bygherrerådgiver: GPP Arkitekter