Vinder af kategorien Building outside the box (Special Price): The Old Church of Vilanova de la Barca i Lleida, Spanien.Arkitekt: AleaOlea architecture & landscape
Teglstensarkitekturen blev hædret i Wien
Den østrigske teglstensproducent Wienerberger har netop afholdt den ottende Brick Award, en pris der hylder teglstensbyggerier over hele verden og som uddeles af et uafhængigt dommerpanel. Bandt vinderne var der blandt andet en dansk tegnestue repræsenteret i form af Gottlieb Paludan Architects, der sammen med svenske Urban Design står bag Värtan Bioenergy CHP Plant i Stockholm.
Den østrigske teglstensproducent Wienerberger slog dørene op til årets ottende Brick Award i centrum af Wien, en by der netop er kendt for sin storslåede teglstensarkitektur. Wienerbergers CEO Heimo Scheuch indledte den ellers festlige prisuddeling med en mere alvorlig tale omkring de store kriser vi som samfund er tvunget til at håndtere i en nær fremtid:
- Vi lever i en usikker tid, hvor vi må håndtere udfordringer som massemigration, befolkningsvækst, klimaforandringer, for bare at nævne nogle få. Det er vores pligt som en stor producent og leverandør af byggematerialer, at finde frem til holdbare løsninger i fællesskab med arkitekter over hele verden. Derfor glæder det mig at skulle åbne dette års Brick Award, da jeg i høj grad syntes, at de nominerede i den grad har formået at designe projekter, der viser hvordan arkitekturen og ikke mindst teglsten kan bidrage til at løse store og små udfordringer.
Vinder af kategorien Feeling at home: Atlas House i Eindhoven, Holland.
Arkitekt: Monadnock
Vi skal ikke kun kigge på det smukke
Det uafhængige dommerpanel, der har udpeget de endelige vindere blandt 50 nominerede projekter, består af Vladimir Arsene, Westfourth Architecture (Rumænien), Stephan Ferenczy, BEHF Corporate Architects (Østrig), Anne Kaestle, Duplex Architekten (Tyskland), Marc Mimram, Marc Mimram Architecture (Frankrig) og Jonathan Sergison, Sergison Bates architects (England).
Der har i år været et mindre fokus på selve projekternes æstetiske værdi, hvor byggerierne er blevet bedømt ud fra den kontekst, de optræder i, og hvordan de specifikt løser nogle udfordringer for bygherren og det omgivende samfund.
Vinder af kategorien Working Together: Terra Cotta Studio i Dien Phuong, Vietnam.
Arkitekt: Tropical Space
- Vi har ikke valgt vinderne ud fra hvilke byggerier vi syntes der var smukkest. Men vi har selvfølgelig heller ikke valgt noget der er direkte grimt, griner Stephan Ferenczy fra BEHF Corporate Architectss, der er en af dommerne, og fortsætter:
- Men vi har valgt at se på byggerierne som en helhed: Hvordan går det i dialog med deres omgivelser, hvilke menneskelige værdier ligger bag ved og hvordan løser de konkrete udfordringer for brugeren. At tegl er smukt, er der jo ingen tvivl om, men vi har udvalgt nogle vindere, der viser hvordan teglsten kan meget mere end blot at se godt ud.
- Det er heller ikke nogen hemmelighed at vi var meget uenige internt i dommerpanelet, og bølgerne er gået højt, da alle dommerne jo er nogle stædige og passionerede mennesker. Derfor måtte vi til sidst måtte bede Wienerberger om at oprette to ekstra priser, da der var nogle steder hvor vi bare ikke kunne nå til enighed om en vinder. En ting vi dog var enige om var, at der skulle lægges ekstra vægt på at hædre de små og relativt ukendte tegnestuer. Vi har håbet at denne pris vil blive et springbræt for de små, men innovative tegnestuer, der endnu ikke har fået deres internationale gennembrud, afslutter Stephan Ferenczy.
Vinder af kategorien Sharing public spaces (Special Prize): San Bernardo Chapel, La Playosa, Argentina.
Arkitekt: Nicolás Campodonico Estudio
Dansk tegnestue på vinderskamlen
Set fra et dansk perspektiv var den afsluttende bemærkning en anelse nedslående, da de danske tegnestuer jo netop over en bred kam er internationalt efterspurgte og anerkendte. Da det kom til den endelige prisuddeling, var det da også kun Gottlieb Paludan Architects, der sammen med U.D. Urban Design vandt en pris for designet af et biobrændsel i Stockholm, til trods for fem andre danske nomineringer.
Vinder af kategorien Building outside the box: Värtan Bioenergy CHP Plant i Stockholm, Sverige
Arkitekt: U.D. Urban Design og Gottlieb Paludan Architects
Det store biobrændselsanlæg har erstattet et gammelt kulkraftanlæg, og er dermed blevet en vigtig brik i den svenske hovedstads omstilling til grøn energi. Byggeriets teglpaneler og kurver er udformet med henblik på at reducere bygningens akustiske og visuelle størrelse, så den ikke dominerer den tætbefolkede bydel.
- Vi ville skabe en god nabo til områdets beboere, der ikke tog noget fra dem, men derimod gav noget tilbage, forklarer Helena Glantz, der er partner hos U.D. Urban Design.
- Det har vi blandt andet forsøgt at opnå ved at være meget opmærksomme på bioanlæggets omgivelser. Anlægget ligger i et gammelt industriområde, med nogle utroligt fine bygninger i røde teglsten. Vi ville derfor udforme en facade i rødt tegl, der på en og samme tid gik i dialog med områdets bygningsarv, samtidigt med at vi kreerede noget nyt og unikt, uddyber Michael Krarup, der er projektchef hos Gottlieb Paludan Architects.
Vinder af kategorien Sharing public spaces (Grand Prize): Kunstmuseum Basel Extension i Basel, Scweiz.
Arkitekt: Christ & Gantenbein
Skab en ny fortælling, men på det samme sprog
Netop dialogen mellem det gamle og det nye var også noget der lå til grund for tegnestuen Christ & Gantenbeins design til Kunstmuseum Basel Extension i Basel. Den nye teglbygning var et supplement til den ældre eksisterende museumsbygning:
- Vi ville skabe en samhørighed mellem det nye og det gamle. Vi har rent arkitektonisk forsøgt at fortælle en ny historie med vores bygning, men ved at bruge mursten har vi sørget for at de to bygninger, til trods for deres forskelligheder, snakker det samme sprog og derved forstår hinandens individuelle fortællinger, forklarer Emanuel Christ, der er partner hos Christ og Gantenbein.
Det mest åbenlyse eksempel på netop en dialog mellem nyt og gammel sås hos vinderprojektet The Old Church of Vilanova de la Barca i Lleida, Spanien, der vandt i kategorien Building outside the box (Special Price). Her har AleaOlea architecture & landscape genopbygget en gammel kirke hvor de gamle sten blander sig med en ny skal af hvide mursten, så den gamle bygnings historie bevares, beskyttet af de nye og hvidmalede teglsten. Hertil er den genoplivede kirke blevet til et kultur- og oplevelsessted, der kan benyttes af alle indbyggerne i den lille spanske by Lleida.
Vinder af kategorien Living together (Grand Prize): Westkaai Towers 5 & 6 i Anwerp, Belgien
Arkitekt: Tony Fretton Architects i samarbejde med De Archtitecten NV.
Billede af Alexander Tengbjerg