Tord Boontje er uddannet industriel produktdesigner og har specialiseret sig i kunstfærdige lamper til et eksklusivt marked
Tord Boontje: Belysning handler om følelser, atmosfære og sanselighed
Den hollandske produktdesigner, Tord Boonjte, er kendt for at lave unikke, naturinspirerede lamper, som mere er statement-lamper i retning af kunsthåndværk end gængs belysning i metermål.
Bloom of Light (this is one of the new lights that we will launch very soon) Photography by Studio Tord Boontje
En pendel udformet som blomstergrene lavet af glitrende krystaller og monteret med LED-lys, hvide bordlamper med facon som en bøjet blomst, en sol-lignende pendel med stråler af metal ud fra centrum, kobbergrene formet som blade og blomster til ophæng under loftet samt en gør-det-selv-pendel med tekstilstrimler som skærm.
Listen er lang med kreative indslag i den hollandske produktdesigner Tord Boontjes bagkatalog, og hans særlige univers henvender sig primært til et kræsent, internationalt B2B-marked frem for det brede B2C-marked.
Tord Boontjes er lamper ofte mere er kunstværker fremstillet i få skræddersyede og limiterede eksemplarer frem for mainstreamløsninger, og på kundelisten ses f.eks. store brands som italienske Foscarini.
Men han designer også lamper til private og belysningsløsninger i eget regi.
- Hvert enkelt af de firmaer, som jeg samarbejder med, har et forskelligt fokus og speciale.
Nogle af dem er særlige gode til at skabe skræddersyede statement-lamper, andre er gode til industriel produktion i stor skala, siger Tord Boontje og fortsætter:
- Det meste af mit design er standardprodukter, så en producent nemt kan effektivisere proces og prissætning, hvis man måtte ønske det.
Det betyder dog, at det skræddersyede forsvinder i projekter i stor skala til massemarkedet.
Lamper som f.eks. Garland og Light Gems gør det muligt for kunden selv at konfigurere, hvordan lampen skal tage sig ud, når den hænges op.
Blossom Chandelier, Photography by Swarovski
Blossom Chandelier, Photography by Swarovski
Flora Electra, Photography by Studio Tord Boontje
Kunden får samtidig mulighed for at lege med designet, så han eller hun skaber sit eget rum og dermed en unik komposition ud fra standardelementer.
- Det er kun i eksklusive lamper som f.eks. Blossom Chandelier, produceret af DesignCom, at man kan tilbyde skræddersyede størrelser, finish eller ændring af formen.
Mere eksperimenterende design kan lade sig gøre, hvis en B2B-kunde beder om det, forklarer Tord Boontje, der altid er meget bevidst om, at når en kunde beder ham designe noget, er det på grund af hans unikke arbejde, og det originale han kan levere.
- Det eksperimentelle i mit arbejde er således ofte implicit, hvis kunden er interesseret i noget originalt, og det er de oftest, når de kommer til mig, siger den 53-årige Tord Boontje.
Kunder videreforarbejder
Sommetider kan Tord Boontjes kunder godt finde på selv at eksperimentere med hans færdige design, hvilket han for det meste er positivt overrasket over.For nylig erfarede han, at DesignCom fra Østrig havde sendt nogle glaskomponenter fra Light Gems-lampen til en specialist i Tyskland, som skulle overfladebehandle dem.
- I Tyskland gav de glasset en metaloverflade ved hjælp af damp, som resulterede en smuk flerfarvet effekt.
Jeg vidste intet om det, men det var meget spændende at se resultatet, siger Tord Boontje, som indtil i sommers har haft studie både i London og Frankrig.
Garland Gold on grey, foto af Studio Tord Boontje
Garland Stainless steel on black, foto af Studio Tord Boontje
Garland Gold on white, foto af Studio Tord Boontje
Men studiet i Bourg-Argental i Frankrig har han netop lukket ned, da han ikke brugte det længere.
Den permanente base er i London, hvor han i øjeblikket arbejder på et forslag til en konkurrence med vægpalener udbudt af den botaniske have, Kew Gardens i Richmond i London.
Haven er på UNESCO’s verdensarvsliste, og man kan være sikker på, at det altid er projekter i øverste skuffe – både i forhold til kompleksitet og kvalitet – når Tord Boontje er involveret.
Det får man hurtigt bekræftet, hvis man kigger på hans kundeportefølje med prominente navne som f.eks. Swarovski, Foscarini og Habitat.
- Jeg er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på to nye lamper, som skal lanceres som en del af vores studio-kollektion.
Det ene er bordlampen Flora Electra, og den anden en pendel.
Derudover er jeg i gang med et konkurrenceforslag med grafik i stor skala for Kew Gardens og nogle industrielle projekter for Moroso og Foscarini, fortæller Tord Boontje, som er uddannet industriel produktdesigner fra Eindhoven Design Academy og på Royal College of Art i London.
Det er ikke første gang, at han kaster sig ud i grafiske projekter – de første var 100 store vægpaneler på 1,2 x 3 meter med motiver fra naturen, som han designede til Naturalis Biodiversity Center i Leiden i Holland i samarbejde med tegnestuen Neutelings Riedijk Architects.
Wild Things - installation., Fotos af Studio Tord Boontje
Wild Things - installation., Fotos af Studio Tord Boontje
Ellers har han designet alt fra installationer, tekstilmønstre, smykker og ure, lysestager, møbler, et gulvtæppe, og vaser samt ballustrader. Den røde tråd er krystal, glas og metal som primært materialevalg.
Lys handler om følelser
Men lampedesign er det, som ligger Tord Boontjes hjerte nærmest.
Han vender igen og igen tilbage til belysningen, da lys for ham er det perfekte omdrejningspunkt for et design.
- Vi har brug for lys til at få rum til at fungere. Derfor er der et teknisk område i forhold til funktion og effektivitet, som vi skal forholde os til som designere.
Samtidig handler belysning af et rum hovedsageligt om følelser, atmosfære og sanselighed.
Det sidste er det mest interessante for mig – at tænke over lampens udtryk, følelsen omkring den, forklarer Tord Boontje, som finder inspiration i naturen.
- Hvis man skal beskrive mig som designer, er jeg en industriel designer med speciale inden for produktdesign, møbler og installationer samt grafiske paneler til facader og bygninger.
Jeg har helt fra begyndelsen af min karriere valgt at arbejde ud fra en så bred palet af opgaver som muligt, da jeg nyder mangfoldigheden, ligesom det er min oplevelse, at designopgaver inden for forskellige discipliner løfter projekterne generelt, siger Tord Boonjte, som ikke kan fremhæve et projekt frem for et andet.
- Det projekt, jeg i øjeblikket arbejder på, er altid det mest signifikante, men jeg har haft et længerevarende og vigtigt samarbejde med Swarovski og Moroso.
Men det seneste bemærkelsesværdige projekt i større skala er de grafiske paneler for Naturalis, siger han og smiler.
Sun-Light of Love, foto af Foscarini
Sun-Light of Love, foto af Foscarini
Sun-Light of Love, foto af Foscarini
Sun-Light of Love, foto af Foscarini
Stedets påvirkning
Spørger man Tord Boontje om, hvordan han ser udviklingen inden for design og belysning, ser han det først og fremmest som en udfordrende tid, vi lever i – både miljømæssigt og socialt.
- Jeg tror, at design kan gøre en positiv forskel.
Når man betragter design som en tankeproces, før man udfører noget i praksis, altså som en planlægningsproces eller en evaluering – nogle gange som en inspireret og original handling – kan design have en meget positiv indvirkning på verden, fortæller Tord Boontje og påpeger, at arkitektur også har indflydelse på, hvordan han designer.
Da han skabte den limiterede, statement-lampe, Wild Things, besøgte han kundens hjem flere gange ved opstarten af projektet.
- Det var et smukt engelsk countryhouse fra 1800-tallet i smukke grønne omgivelser, men også lidt skævt og finurligt.
Stedets påvirkning kan man tydeligt se i min lampedesign, som er både frit og særegent i sit udtryk, slutter Tord Boontje.