
Træ i byggeriet kan tage store skridt fremad i de kommende år
Fremtiden er lys for træ i byggeriet – men regler, vaner og dokumentationskrav kan bremse udviklingen, vurderer dansk direktør for svensk trægigant.
Det er næppe gået hen over hovedet på mange, der beskæftiger sig med tendenser inden for byggebranchen: Træ er i fokus – og det er ikke blot som staffage, men også som bærende elementer i bygningerne.
Det mærker man hos det svenske skovbrugskooperativ Södra, der med 52.000 skovejere som medlem er en stor spiller på det nordeuropæiske marked for træ. Også i Danmark, hvor direktør Frank Lund Larsen har det store overblik over udviklingen – og sidder i første parket til spåkuglen, når det handler om, hvordan fremtiden vil tage sig ud. Og fremtiden handler både om udseende og om trækonstruktioner. Her spiller CLT – cross laminated timber – en stor rolle.
- Træ udgør en stigende andel af forbruget til byggeri. Det er primært båret frem af CLT, men også af, at man vil have træfacader for at udtrykke mere naturlighed og bæredygtighed på deres bygninger, siger han.
I forhold til det klimamæssige aftryk spiller facaderne en begrænset rolle, erkender han. Men når man kommer ind i konstruktionen, er historien en helt anden.
- Når træ bliver brugt i konstruktioner, kan man mærke det på klimaaftrykket, og det bliver heldigvis mere almindeligt. De skærpede krav til co2-udledning fra byggeriet gør, at alt tæller, og hvis man kan lave udskiftninger fra for eksempel beton til træ, er det noget, der for alvor påvirker udledningsprocenten, siger han.
Hidtil har ønsket DGNB-certificering spillet en stor rolle for en del bygherrer, der på den måde vil markere sine grønne intentioner. Den frivillige ordning vil også i fremtiden spille en stor – og endog stigende – rolle, vurderer Frank Lund Larsen. Men lovgivning er en stadig vigtigere faktor, når det handler om træs stigende rolle i byggeriet.
- Vi står på kanten af noget stort forstået på den måde, at EU og den danske regering lægger op til, at man skal minimere co2-aftrykket. Det gør, at man er tvunget til at bruge træ eller andre metoder, og de andre metoder findes ganske simpelt ikke nu, siger han.
- Men vi ser, at betonindustrien på sin side kæmper for at klimakompensere, fordi de mærker, at de bliver valgt fra oftere og oftere til fordel for træ.
Der mangler ændringer i Bygningsreglementet, så træ tænkes ind som et naturligt element i byggeriet, mener Frank Lund Larsen
Benspænd
Selv om lovgivning på nogle måder kan hjælpe med at få mere træ ind i byggeriet, kan reglerne på andre måder spænde ben for en hurtig overgang til øget brug af træværk.
- Den største udfordring rent omkostningsmæssigt er, at der kræves ekstremt meget dokumentation, siger han og peger blandt andet på EPD’er, som er en tredjeparts miljøprofil af produkterne, hvor man kan læse det nøjagtige miljøaftryk.
- De er relativt dyre at lave. Det kan være en udfordring, specielt for mindre virksomheder i vores branche, siger direktøren, der også peger på bygningsreglementet som en strukturel hindring for at få træ ud i byggeriet.
For mens man klimamæssigt har stærk officiel bevågenhed på træ som en løsning, står andre hensyn og gamle fordomme i vejen.
- Bygningsreglementet skal følge med og blive opdateret. Vi har en notorisk angst for at træ kan brænde, og det brænder da også vældig godt, hvis ikke det bruges rigtigt. Men der findes mange muligheder for at brandsikre det, så det kun forkuller og dermed ikke udgør en større brandrisiko end andre materialer, siger han.
Fremtiden er lys
Byggebranchens velkendte konservatisme – der ofte er båret af en stor prisfølsomhed, når der gives tilbud – kan også mærkes, når det handler om efterspørgslen på træ. Specielt de nye CLT-byggemoduler giver udfordringer, selv om der er grønne fordele i dem, både når det handler om materialevalg og transport.
- De er meget præcise at bygge med, men de er stadig så nye, at mange entreprenører er usikre på, hvor svært det er at bygge med, og derfor indregner de det ind med for høj en omkostning, siger direktøren.
Det betyder dog langtfra, at det er dommedag for træ i byggeriet. Tværtimod. Da Frank Lund Larsen bliver bedt om at kigge 10 år ud i fremtiden, ser han en lys tid for sin branche.
- Til den tid vil træ være et af de primære byggematerialer. Der bliver allerede forsket i at udvikle nye træsorter, der kan gro hurtigere, så vi ikke skal vente i 60 år på at få et brugbart produkt. Södra og andre bruger mange kræfter på at udvikle nye måder at bruge træ på og nye sorter. I Sverige er træindustrien hvad grisebønderne er for Danmark, så det er et vigtigt område nationalt. De eneste skyer, jeg ser, er lovgivningsmæssige. Man må tage lidt større risici lovgivningsmæssigt og støtte om nye produkttyper, hvis udviklingen skal gå stærkt nok. Så dem, der sidder med bygningsreglementet, må gerne skynde sig lidt med at få tænkt træ ind som et naturligt element i byggeriet.
Der er træ nok
Trods de lyse udsigter tror Frank Lund Larsen ikke, at træ vil overtage betonens rolle. Egenskaberne er for forskellige – men materialerne kan supplere hinanden.
- Jeg tror mest på en fremtid, hvor beton bruges under jorden og træ over jorden. Det giver den bedste brug af materialerne. Men træ vil spille en stadigt stigende rolle, siger han.
Det betyder ikke, at motorsavene vil lægge hele landområder øde. Der er træ nok, og selv uden nye træsorter vil genplantning kunne sikre en tilgang af træ i mange årtier endnu.
- Vi er i Skandinavien, og her er masser af træ. Ovenikøbet brænder man meget træ i dag, som man reelt vil kunne bruge i forskellige former, både til møbler, byggeri og alle de andre formål, vi bruger træ til. Vi kan blive påvirket af, at der er EU-ønsker om, at 10-15 % af skovene skal henlægges til urørt skov, og det kan påvirke tilgangen af træ til savværkerne. Men det betyder ikke, at vi får mangel på træ til byggeriet. Hvis vi ikke kan øge volumen, så ændrer vi strukturen, så der bliver mindre træ til lister og mere til konstruktion, siger han.
- Og så skal vi ikke glemme forskningsindsatsen. Södra har blandt andet en hel forskningsafdeling, der arbejder med, hvad man kan bruge træ til. Det er alt fra tøjfibre og elementer, der kan indgå i gummilister til biler. Så den tid, hvor træ bare blev brugt til bjælker, brædder og papir, er forbi.
Læs flere artikler om Træets rolle i arkitekturen på vores temaside