Vandmøllen i Bork Vikingehavn har jordgravede stolper af robinietræ, mens vandmølle-akslen er i eg, også leveret af SkovTrup.dk, der er et af de få firmaer herhjemme, som har et lager af bygningstræ i kraftig eg.
Vikingemuseum bruger langtidsholdbart robinietræ
Da Ringkøbing-Skjern Museum for snart 20 år siden stod overfor en stor udvidelse af Bork Vikingehavn med jordgravede stolper, faldt valget på det bæredygtige og langtidsholdbare robinietræ, der har en holdbarhed på 18-34 år.
- På et byggemøde før udvidelsen af vikingehavnen holdt jeg en ”forsvarstale” for robinietræ, fordi vi havde dårlig erfaring med lærk og eg, der rådner hurtigt – allerede efter cirka 5 år. Nogle af de første vikingehuse med meget tykke egestolper er fuldstændig timeglas-formede i jordskel nu efter ganske få år. På byggemødet valgte vi at bruge robinietræ – og vi bruger det stadig. Alle vores havnefronter er nu 18-20 år gamle, lavet af robinie – og træet står stadigvæk næsten som nyt, fortæller Olav Martinsen, uddannet bådebygger. Han forklarer:
- Efter 1-2 år patinerer robinie naturligt, så det fremstår sølvgråt ligesom eg. Den væsentligste fordel ved at bruge robinie når man har jordgravede stolper, er holdbarheden. Så skal man ikke skifte stolperne allerede efter 5 år – så vi ser frem til, at robinie-stolperne fra SkovTrup.dk holder 18-34 år, sådan som firmaet lover.
- Vi har opført en lille landsby med vikingehuse som i Hedeby. Væggene er lerklinede og pudsede, mens den bærende konstruktion inde i væggene er robinietræ. Træet er altså mere eller mindre skjult, men vi ved, at det er derinde - og at det har en holdbarhed, som passer os rigtig fint, siger Olav Martinsen og fortsætter:
- Robinietræ benyttes flere steder i museet – udover i husene også f.eks. i en klokkestabel og en vandmølle. Klokkestabelen ved vikingekirken består af egestolper, men da det er en dårlig idé at sætte relativt frisk eg i jorden, laskede jeg robinie-ender i, som vi så gravede ned i jorden. Så det, der er nede i jorden, og en meter over jorden, er robinietræ. Og det lange skrå-laske med tjærepap imellem skal nok holde – og så kan vi også fortælle folk hvorfor.
Læs også: Interview med Lau Raffnsøe, teknisk direktør i Green Building Council: Stærk interesse for træ
De jordgravede stolper i vandmøllen er også robinie, mens selve vandmølle-akslen er i eg, også fra SkovTrup.dk, der er et af de få firmaer, der har et lager af bygningstræ i kraftig eg. Ringkøbing-Skjern Museum køber træ hos firmaet mange gange om året, og får altid gode råd med på vejen.
- Jeg kunne aldrig finde på bare at ringe til SkovTrup.dk – firmaet handler jo ikke med metervarer som på en tømmerhandel, men med langtidsholdbart, bæredygtigt træ. Derfor udtager vi altid præcis det træ, vi skal bruge. Det kan både være S-formet og krumt eller ”krøllet” på anden vis. Hvis jeg skal lave et gelænder omkring en vandmølle, så har jeg en idé om, hvordan det skal se ud. Så kigger jeg på træet, og vælger det, vi skal bruge, siger Olav Martinsen.
Han gør opmærksom på, at også museets driftsafdeling er en flittig gæst hos SkovTrup.dk – blandt andet for at hente robinietræ til hegnspæle og andre formål som f.eks. lysstandere eller lygtemaster til en parkeringsplads. Og han har også selv udtaget præcis det træ, han skulle bruge, da han byggede en stor tema-legeplads ude ved Thorsminde Strandingsmuseum. Her faldt valget også på robinietræ, der blev udvalgt omhyggeligt, da træet skulle passe sammen i bestemte forløb. Olav Martinsen slutter af:
- I starten valgte vi gerne de lidt billigere stykker træ, kun afbarket, men efterhånden har vi fundet ud af, at det kan betale sig at vælge den bedste kvalitet i ren glatpudset kernetræ, hvor bark og splinttræs lag er fjernet. Hvis det f.eks. er til stolpekonstruktioner i et hus, vælger vi hver eneste gang rent kernetræ. Og SkovTrup.dk har heller ikke lagt skjul på, at vi skal vælge kernetræ hvis holdbarheden skal være 18-34 år i jorden.