Vinduesudskiftning på historisk søfartsskole med øje for detaljerne
I Svendborg er Kogtved Søfartsskole blevet transformeret til eksklusive seniorboliger. Frovin Vinduer & Døre har leveret vinduer og døre der er tro mod den historiske bygnings oprindelige udtryk.
Den tidligere Kogtved Søfartsskole i idylliske Svendborg har været igennem en omfattende renovering til at kunne rumme 43 seniorboliger med fællesfaciliteter i den gamle hovedbygning.
Overalt i bygningen fornemmes historien – lige fra de oprindelige træpaneler på væggene til de smukke, koblede vinduer, som understreger bygningens bevaringsværdige og autentiske udtryk.
Omdannelsen af Kogtved Søfartsskole har været en stor, men værdifuld opgave. Resultatet er nye seniorboliger, som kombinerer moderne komfort og respekt for områdets oprindelige arkitektur.
Søfartsskolen blev opført som en stor rødstensvilla i 1920 og er en bevaringsværdig bygning, hvilket har stillet store krav til renoveringen. De originale vinduer, som tilfører en indtagende panoramaudsigt over Svendborgsund, blev en central del af projektet:
- Vi har ønsket at bevare historien og være tro mod bygningens oprindelige udtryk, og her er vinduer og terrassedøre selvfølgelig en væsentlig faktor. Valget faldt derfor på Frovin Vinduer & Døre, som har leveret nogle virkelig lækre vinduer, der matcher det oprindelige udtryk fra de originale vinduer, som det desværre ikke var muligt at bevare, fortæller Carsten Rasmussen, bestyrelsesformand og ejer af Humlebo Gruppen i en pressemeddelelse.
Humlebo Gruppen er ejer af Kogtvedsund.
Vinduer med fine detaljer i bygningens stil
108 vindues- og dørelementer er leveret af vinduesproducent Frovin til den spændende renovering af hovedbygningen. Jan Saabye, der key account manager hos Frovin, fortæller:
- Kogtvedsund er et helt oplagt Frovin-projekt med høje krav til både kvalitet, udtryk og respekt for de historiske rammer. Vi er derfor meget stolte over at være en del af projektet, som virkelig kommer til sin ret efter den omfattende renovering. Vi har leveret både traditionelle, koblede vinduer med småsprosser og store, buede vinduer samt en stor terrassedør med hele 36 glasfelter og en smuk, buet overkarm. Der er desuden kælet for detaljerne med rumpestabler og hjørnebånd på de koblede vinduer.
Boliger og fællesfaciliteter i historiske rammer
Kogtvedsund består af i alt 43 seniorboliger. Heraf ligger 13 af dem i de oprindelige bygninger, som omfatter hovedbygningen samt en tidligere gartnerbolig. Hovedbygningen er lavet om til indbydende fællesområder med en fællesstue med egetræspaneler og pejs, bibliotek med marmorsøjler samt et funktionelt fælleskøkken. Herudover findes der også motionsrum, et orangeri, en sydvendt terrasse samt bådehus og bådebro direkte til Svendborgsund.
Kurt Skov og hans hustru er blandt de mange beboere, der nyder godt af de historiske omgivelser på Kogtvedsund. Efter at have solgt deres villa i Fåborg for at flytte tilbage til Svendborg, hvor de oprindeligt stammer fra, beskriver Kurt Skov oplevelsen:
- At flytte ind på Kogtvedsund har været lidt som at komme hjem. Det er et specielt sted med en meget interessant historie, og den har altid haft en særlig plads i mange svendborgenseres hjerter. Min hustru var faktisk konkurrencedanser i Svendborg i sin tid, så hun skulle lære de mange kadetter på søfartsskolen at danse som en del af deres almindelige dannelse i deres tid på skolen.
- Vi har et virkelig godt fællesskab her, og alle kender navnene på hinanden. Det er blevet et rigtig lækkert sted, og der er en helt speciel stemning i de historiske bygninger, som nu danner rammen om vores mange forskellige arrangementer som Grundlovsdag, Sankt Hans Aften, Mortensaften, fredagsbar og madklub. Det er en fornøjelse at have sin dagligdag et sted, hvor man virkelig fornemmer det historiske vingesus, slutter Kurt Skov.
OM Kogtvedsund
· Bygherre: Humlebo Gruppen
· Hovedentreprenør: Hans Jørgensen & Søn
· Arkitekt: C&W Arkitekter
· Ingeniør: OBH Rådgivende Ingeniører
· Landskabsarkitekt: LAND+
· Vinduesleverandør: Frovin Vinduer & Døre