AART og SLA skal skabe stationsby syd for Oslo
AART har sammen med SLA vundet konkurrencen om at udvikle bydelen Ski Stationsby, der består af 24.000 m2 med kontorer og konferencehotel syd for Oslo. Bag konkurrencen står Bane NOR Eiendom, som med projektet ønsker at skabe en bydel blandet i tæt symbiose med den kollektive trafik.
En bymæssig udvikling af Ski – og lignende byer nær Oslo – er et vigtigt greb for at aflaste tilflytningen til den norske hovedstad. For når højhastighedsbanen Follobanen indvies næste år, og rejsetiden til Oslo bliver blot 11 minutter, bliver Ski et oplagt alternativ for mange tilflyttere. Det fordrer dog en høj udnyttelse og bymæssig udvikling af området omkring Ski Station.
Derfor inviterede Bane NOR Eiendom tre arkitektteams til at give deres bud på, hvordan man kan udvikle området omkring Ski Station til en blandet bydel i tæt symbiose med den kollektive trafik. Blandt de tre teams var AART og SLA, som nu er valgt til at udvikle den østlige del af området med kontorer og et 15 etagers konferencehotel.
Skaber et vartegn med høje, bæredygtige ambitioner
Med sit vinderforslag har AART og SLA skabt en smal, sammenhængende og stramt komponeret bygning øst for jernbanen. Bygningen vil rumme kontorer, konferencefaciliteter og et hotel, der med sine 15 etager vil blive byens højeste punkt og nye vartegn. Et vartegn med høje, bæredygtige ambitioner, da det vil blive designet til at opfylde kravene til BREEAM Excellent.
Arkitektonisk er bygningen afstemt området med referencer til den eksisterende bystruktur omkring jernbanen, samtidig med at arkitekturen med sine varierende højder og rytmiske komposition af store vinduespartier vil føje liv og dynamik til området. En arkitektonisk kvalitet, som også kommer til udtryk i de grønne tagterrasser med udsigt til alle verdenshjørner.
- Hos AART er vi stolte og beærede over at skulle bidrage til udviklingen af et så markant byudviklingsprojekt. Et projekt, hvor vi ser frem til at bringe vores erfaring i spil og sammen med SLA give plads for et positivt tilskud af arbejdspladser i fremtidens Ski Stationsby, samtidig med at vi bevarer og forstærker Skis eksisterende kvaliteter, fortæller Anders Strange, stiftende partner og daglig leder af AART i Norge.
Løfter byen til nye højder
Udviklingen af området øst for jernbanen med kontorer og konferencehotel er led i Bane Nor Eiendoms udviklingsplaner for det 120.000 kvadratmeter store stationsområde. Visionen er at fortætte byen med gode opholdsarealer og blandede bygningstypologier, så der skabes en tryg, tilgængelig og varierende bydel.
AART arbejder allerede på at realisere en lignende vision i Ski Centrum, hvor arkitektvirksomheden – med Ski Sentrum Utvikling som bygherre – er engageret i udviklingen af et 70.000 kvadratmeter stort byudviklingsprojekt med boliger, butikker og et helt nyt bytorv. På den måde skabes der samspil mellem bycentrum og stationsområdet, så byen bliver attraktiv for både rejsende, pendlere og lokale borgere – det hele med ambitionen om at løfte byen og det lokale erhvervsliv til nye højder.
Fakta om projektet
Projekt: Kontorer og konferencehotel
Beliggenhed: Ski, Norge
Bygherre: Bane NOR Eiendom
Størrelse: 24.000 kvadratmeter
Konkurrence: Vinderforslag i indbudt arkitektkonkurrence
Arkitekt: AART
Landskabsarkitekt: SLA